ANMELDELSE: Moby Dick The Musical, Union Theatre ✭✭✭

Ensemblet i Moby Dick. Foto: Pamela Raith Moby Dick The Musical

Union Theatre

18. oktober 2016

3 stjerner

Bestil billetter ‘Kald mig Ishmael!’ er en musical-titel, der ligefrem skriger – nej, stamper og ruller rundt på gulvet – på at blive skabt.  Og måske er den allerede blevet det…  De indledende ord i Herman Melvilles storslåede epos om menneskets evige kamp mod naturen lægger i den grad op til musikalsk parodi og spoof, og det får de masser af i denne herlige musical af Hereward Kaye (musik, tekst og bog) og Robert Longden (bog, musik og tekst), som her får en velfortjent repremiere i anledning af sit 25-års jubilæum på det evigt iderige laboratorium for musikteater i Union Street.  Blandt de mange tiltalende træk er den største grund til at se forestillingen uden tvivl det storslåede partitur: to dusin numre (showet er 80 % gennemkomponeret) med en sjælden energi og smittende livsglæde, der føles som blomster, der springer ud indeni en, når man hører dem.  Ved premieren i aftes var Kaye selv til stede for at se, hvor frisk og fængende lyden stadig er, og det samme var showets oprindelige West End-producent, Cameron Mackintosh.  Det 11 mand høje cast leverede numrene med strålende engagement, bakket op af et skarpt firemands rockband (under mesterlig ledelse af kapelmester Lee Freeman på keyboards).

Anton Stephans og Brenda Edwards i Moby Dick. Foto: Pamela Raith

Showets præmis er morsom og ganske enkel.  Vi befinder os i gymnastiksalen på St Godley’s Academy for Girls, og – iscenesat og koreograferet af den sprudlende energiske Andrew Wright – sidder de forreste rækker på bænke, mens de bliver tiltalt af den ekstravagante forstanderinde, Dame Rhoda Hottie (Anton Stephans i drag med masser af mascara og en flamboyant sans for couture – Juliette Craft, kostumer, assisteret af Amber Harding).  Det annonceres, at skolen trues med sanktioner fra det frygtede skolevæsen, Ofsted; der kræves en 'drastisk forbedring'; så forstanderinden tager skoleinspektørerne på ordet og præsenterer en musical i gymnastiksalen!  Den er skrevet 'specielt til lejligheden' af en af eleverne, Miss Dinah Sores (kan du gennemskue, hvilken type univers forfatterne har skabt ud fra de navne?).  Det er en charmerende rammefortælling, og den fungerer bedst, når den holdes direkte op foran øjnene på os.

Hvorfor man præcis har valgt denne amerikanske filosofiske fortælling fra midten af det 19. århundrede om hvalfangere (foreviget i titlen), forblev dog en gåde for mig, og det er måske en af de små løse ender i manuskriptet, som denne produktion kunne have skærpet eller efterfølgende gennemskrivninger kunne fjerne.  Der er et par stykker mere.  På vores pladser lå der foldere, som opsummerede handlingen og karakterlisten.  Det er muligvis information, der med fordel kunne være indarbejdet i selve ekspositionen for at give mere struktur og klarhed.  Som det står nu, virker showet stadig mere som en iscenesættelse af et 'konceptalbum' end som et selvstændigt drama, der kan bære scenen alene.

Aimee Hobson og ensemblet i Moby Dick. Foto: Pamela Raith

Hvad angår castet, kan man acceptere et kønsmæssigt spring i Miss Frinton-stil for den moderlige skolefrøken, men hvorfor blev nogle af 'pigerne' spillet af drenge?  Igen, man kunne have fået noget meget sjovt og underholdende ud af dette.  Det gør man måske også, men i så fald gik forklaringen tabt i forestillingens larmende morskab.  Det er selvfølgelig tidligt i teatrets levetid, og det vil kræve tid og tålmodighed at få rettet de tekniske skønhedsfejl.  Her gør Gareth Tuckers lyddesign fremskridt med at løse problemer med hørbarheden, selvom den sproglige tydelighed i de forstærkede sangtekster stadig lader noget tilbage at ønske, og balancen mellem musikere og sangere er fortsat kompleks.  Tim Deilings lyssætning var dog mere sikker.

Bortset fra de tekniske detaljer er castet fremragende og fik, i det mindste vokalt, meget ud af materialet.  Stephans rige baryton varmede hjertet i hans mange dramatiske numre.  Dernæst i programmet var Brenda Edwards (som Miss Mona Lott i rollen som Ahabs hustru, Esta), der aldrig har lydt bedre: af alle de medvirkende var hendes stemme måske bedst afstemt efter Kaye og Longdons særlige stil, og hendes numre giver hende det bredeste register (selvom plottet lader hende forsvinde i ret lang tid midt i historien).  Fortælleren her er Rachel Ann Raynham (som Dinah i rollen som Ishmael).  I stedet for at bruge fortællerrollen som et kærkomment og roligt afbræk fra historiens vilde kaos, er hun her filtret ind i dens net, spiddet af dens harpuner og skyllet op på dens kyster: ved at udviske grænserne mellem historien og historiefortælleren mister vi den værdifulde forskel mellem dem.  Tænk på, hvordan fortælleren i 'The Rocky Horror Show' så fint balancerer det absurde plot med en rolig, uforstyrrelig distance, hvilket gør, at vi nyder begge dele så meget mere.  Her kammer 'parodien-i-parodien' måske en smule over.

Sam Barrett og Brenda Edwards i Moby Dick. Foto: Pamela Raith

Der er andre skibskammerater ombord på hvalfangerfartøjet Pequod: Perola Congo er Miss Charity Case som Queequeg; Laura Mansell er Amanda Poker som Starbuck; Glen Facey er Miss Buster Cherry som Pip; Rebekah Lowings er Daisy Mae Blow som Tashtego; Aimee Hodnett er Fonda Cox som Stubb; Grant McConvey er Wayne Kerr som Elijah; Sam Barrett er Mr Earl Lee Riser som Coffin; og stemmen til selve Moby Dick blev leveret af en fraværende, men åndeligt tilstedeværende Russell Grant.  Det interessante ved formatet med et spil-i-spillet er, at det normalt skifter frem og tilbage mellem historierne, så vi husker forskellene og lighederne mellem dem.  Det klassiske eksempel er 'Kiss Me, Kate', som kunne tjene som en nyttig guide til at afbalancere manuskriptet her.  Som det er nu, kommer vendepunktet tilbage til skolens 'normalitet', hvor alle har navne som taget ud af en Carry On-film, som lidt af en overraskelse.

Andrew Wrights opsætning gør hvad den kan for at få os til at fokusere på showets mange kvaliteter.  Det kræver dog måske mere end en frisk instruktion og livlige bevægelser at skabe en større følelse af sammenhæng i denne samling af ellers storslåede dele.  Jeg er sikker på, at de kreative kræfter kan løfte opgaven, og de modige producenter, Amy Anzel og Matt Chisling, er klar til at tage forestillingen videre på næste etape af rejsen.

Spiller indtil 12. november 2016

BESTIL BILLETTER TIL MOBY DICK THE MUSICAL