ANMELDELSE: Mythic, Charing Cross Theatre ✭✭✭

Julian Eaves anmelder Mythic, der lige nu spiller på Charing Cross Theatre.

Georgie Westall (Persefone) i Mythic. Foto: Marc Brenner MythicCharing Cross Theatre 8. oktober 2018 3 stjerner Bestil nu Her har vi det igen: endnu en ny musical; endnu et interessant og fængende partitur; og endnu et vakkelvornt manuskript. Hvad er det med disse nye forestillinger?  Hvordan kan det være, at de ofte - ja, faktisk som regel - er så stærke, når det gælder musikken, men så usikre, når det kommer til værkets dramatiske integritet?  Jeg forsøger stadig at gennemskue det. I denne britiske verdenspremiere på et nyt værk skrevet af forfattere hentet ind fra Broadway, får vi en række sympatiske melodier med flere 'hooks' end hos en hel lystfiskerforening, alt sammen udtænkt af Broadway-arrangøren og orkestratoren, samt komponist i egen ret, Oran Eldor.  Eldor fungerer også som 'composition fellow' på vores eget Royal Opera House, så der er da en britisk forbindelse.  Hans arbejde er om noget energisk: der er ingen risiko for, at forestillingen kører fast i for mange ballader her.  Hvis noget, kunne vi dog alle have gavn af en chance for at trække vejret indimellem: det kunne have bragt lidt tiltrængt nuancering ind i det skarpe lys fra hans krævende og insisterende rytmer. Michael Mather (Hades) og ensemblet i Mythic. Foto: Marc Brenner Hvad angår den melodiske opfindsomhed, ja, så kan jeg ikke huske et eneste nummer, udover at de alle var behagelige at lytte til.  Teksterne af Marcus Stevens (også fra USA) er ganske vist funktionelle og krystalklare, men kæmper endnu hårdere for at gøre et varigt indtryk.  Stevens kommer ellers med respektable meritter og har som skuespiller blandt andet medvirket i to sæsoner af 'Forbidden Broadway': den erfaring alene burde have givet ham værdifuld indsigt i, hvordan man skriver en mindeværdig tekst, for ikke at sige en morsom en.  Alligevel er der langt mellem de betydningsfulde eller humoristiske øjeblikke i denne lidt selvhøjtidelige fortælling om en modvillig teenager og hendes småflippede, dysfunktionelle forældre. Daniella Bowen som Demeter i Mythic. Foto: Marc Brenner   Ah, ja: manuskriptet.  Det, vi har her – som Sheridan Morley altid plejede at sige – er endnu en variation over myten (se titlen ovenfor) om Persefone og Hades.  Hvorfor verden har brug for endnu en genfortælling af denne fortærskede historie, kan jeg virkelig ikke forestille mig, og desværre giver Stevens os heller ingen spor af, hvorfor han valgte netop denne ramme til at præsentere sine og Orams nye sange på.  Så en anelse forvirrede sidder vi og lytter til den gamle græske legende om, hvordan vinteren blev opfundet – igen. Med så lidt at arbejde med i forhold til motivation eller raison d'etre, er det ikke underligt, at castet virker lige så meget på herrens mark som publikum.  Bag den utrættelige energi i den hæsblæsende produktion (instruktør og koreograf Sarah O'Gleby, endnu en import fra USA, kaster alt ind i et desperat forsøg på at aflede os fra de gabende huller i dramaturgien), står tolv hårdtarbejdende unge mennesker på scenen og forsøger at få det hele til at ligne en stor forestilling.  De giver den virkelig gas! Særligt fremtrædende er, efter min mening, Daniella Bowens fortryllende Demeter (klædt i en fantastisk 70'er-inspireret græsk kjole af scenograf Lee Newby).  Hendes pragtfulde stemme – stærk i hele registeret og med særligt inderlige toner i de dybere lag – er det bedste match til Orams musikalske linjer, og hendes frasering af Stevens' tekster er ganske enkelt uovertruffen: hendes tidlige solo, 'Sweet Summer Days', er det bedste bud på et virkelig mindeværdigt nummer.  Hun er produktionens største aktiv.  Som datteren, den viltre teenager Persefone, har Georgie Westall en svær opgave: hun bliver bedt om at synge, mere eller mindre lige efter hinanden, tre numre der er næsten identiske melodisk, harmonisk, strukturelt og dramatisk. Det ville udfordre selv den mest erfarne skuespillerinde, og man må beundre hendes frygtløse tilgang; men med så forudsigeligt materiale er det svært for hende at skabe en følelse af udvikling i sin karakter.  Det er lidt uretfærdigt mod hende, for hun lægger masser af energi i at prøve at løse de uløselige problemer i rollen. Hendes romantiske modpart leveres af det nye talent Michael Mather i en imponerende West End-debut. Han kommer uden tvivl til at nå langt efter denne opdagelse af dette initiativrige teater (tænk på alle de store talenter, vi har set her for nylig).  Hans stemme er varm, fyldig og overbevisende, og hans scenenærværelse vidner om et stort potentiale for baryton- og/eller dybe tenorroller (alt efter hvordan stemmen udvikler sig).  Manuskriptet giver ham ikke meget at arbejde med, men han får det bedste ud af hvert øjeblik.  En mandlig karakter, vi kender fra tidligere (hans præstation som Trumper i Unions nu legendariske opsætning af 'Chess' var rent elektrisk), er den lidt underudnyttede Tim Oxbrow som den dovne far, Zeus (nogen spørger: 'Er du hendes far?', hvortil han svarer efter en tænkepause... 'Sandsynligvis....'). Der er en frisk og kærlig uformel tone i dialogen, som er opmuntrende: Stevens har bestemt talent.  Det samme har Eldor.  Det, de har brug for, er mere håndværksmæssig snilde og en fastere kurs i forhold til, hvad de vil, og hvorfor.  Imens får vi et sjovt indslag fra Genevieve McCarthys meget 'Christina-agtige' Afrodite (i et vidunderligt hæsligt outfit af den dygtige Newby).  Resten af ensemblet gør deres bedste i deres mange optrædener: Courtney-Brogan Smalley, Eloise Davies, Ben Lancaster, Jade Marvin, Jamie Ross, Leon Sene og Ben Welch leverer alle varen: det er et glimrende sted for dem at vise deres talenter frem.  Men på en eller anden måde tror jeg ikke, at mange af dem vil beholde partituret i deres repertoire-mappe bagefter.  Numrene er, selvom de er muntre og iørefaldende (så længe man lytter til dem), ikke nogle, der for alvor sætter sig fast i hukommelsen. Newby gør også et flot stykke arbejde med at improvisere en dynamisk scenografi på trods af Charing Cross' berygtede mangel på side- og loftsplads.  Jamie Platt lyssætter det med en tilsvarende højenergi, og Andrew Johnson sørger for, at vi hører (det meste af) musikken.  Eldors orkestreringer er indimellem overvældende, selv i de store ensemblenumre med fuld kraft.  Alt i alt er det ikke en dårlig forestilling, og den kan muligvis føre til bedre ting fremover.  Hvis du er nysgerrig, så tag afsted; men forvent ikke for meget.

BESTIL BILLETTER TIL MYTHIC NU