ANMELDELSE: Princess, LOST Theatre ✭✭✭

Foto: Aidan Orange Photography Princess

LOST Theatre

16. november 2016

3 stjerner

Dette fascinerende og nytænkende værk af komponist, forfatter, koreograf, sanger og instruktør Stuart Saint er et herligt eksperiment inden for historiefortælling. Med udgangspunkt i den verdenskendte klassiker 'Alice i Eventyrland' blæser Saint publikum bagover med et dunkende soundtrack i 80'er-fusionsstil, hvor han selv leverer vokalen (en ganske tiltalende stemme, der minder ikke så lidt om Marc Almonds). Imens udspiller et alsidigt ensemble på otte (her syv pga. en skade) de arketypiske scener fra en eventyrheltindes søgen. Han benytter sig af bevægelser fra et væld af stilarter: commercial, musical, moderne kunstnerisk dans, ballet og streetdance. Det er vildt underholdende og ræser afsted på godt en time, hvor de gode takter langt overskygger de få pauser undervejs.

Danserne er derfor helt centrale for forestillingen. Morgan Scott er i rollen som den hvide kanin både sensuel og velafbalanceret; elegant i sine lange, bugtende bevægelser og med en disciplineret fysik, der ubesværet fastholder positioner og skaber en stærk kontakt til publikum. Hans præstation skiller sig ud i truppen, og han er tydeligvis en kunstner på vej mod store ting. Travis Sumner og Onyemachi Ejimofor kommer fra samme skole, London Studio Centre, men deres trin kræver ikke helt samme grad af nådesløs præcision; de er mere gemytlige, humoristiske, afslappede og fortællende. Her minder de kvindelige dansere mere om dem end om den undvigende kanin: Naomi Peaston, Louise Andree Douglas og Helen Scott får alle karakterroller, ligesom Sumner og Ejimofor, og de løfter de mange forskellige roller med en fantastisk sans for særpræg og variation. De er på scenen det meste af tiden, og tempoet er benhårdt: Især Scott kommer på arbejde i en række imponerende spring og løft, som han tydeligvis nyder. Jennie Dickie spiller rollen som 'Alice/Princess' mere ligetil med stor klarhed og varme. Hun er den karakter, vi føler os tættest på, og vi følger hendes rejse med oprigtig interesse.

Koreografien belønner det vågne øje, og muligvis skygger de tv-skærme forrest på scenen – en del af Mary Colhiseys designkoncept – for vigtige detaljer. Overordnet set er det visuelle udtryk dog fængslende moderne, og fortællingen er enkel nok at følge. Pete Ayres har lyssat det hele kompetent, og lyden af Simon Kitts og Sam Dyson fungerer fint (selvom man savner at kunne høre Saints tekster tydeligt nok til at følge dem). Lana Avis og Gwen Jones fungerer som 'resident choreographers', og Mo Jen har bidraget med yderligere materiale. Saint har helt afgjort fat i noget her, og vi glæder os til at se, hvordan projektet udvikler sig.