ANMELDELSE: Rent Boy The Musical, Above The Stag ✭✭✭

Rent Boy, The Musical

Above The Stag Theatre

28. juni 2015

3 stjerner

BESTIL BILLETTER

Teater bliver ofte opfattet som ren eskapistisk underholdning, især musicals, så det er altid interessant at støde på et stykke, der inspirerer til lidt research. Og sådan var det med Rent Boy, The Musical, som lige nu spiller på Above The Stag Theatre i en opsætning instrueret af Robert McWhir.

Et af de bedste numre i dette show, som kombinerer fremragende koreografi (takket være den meget talentfulde Carole Todd) med en iørefaldende melodi, er "Who Invented The Jockstrap?". Mens ensemblet kastede sig over sang og dans med utrættelig energi, greb jeg mig selv i at spekulere på, hvad svaret på det spørgsmål egentlig var. Det var bestemt et spørgsmål, jeg aldrig før havde stillet mig selv. Det viser sig, at det var C. F. Bennett i 1874 – se, musicals kan faktisk være lærerige!

Dette er musicalteater præcis som man forventer ud fra titlen. Navnet antyder vovede løjer, masser af lumre hentydninger og korpiger – eller rettere kordrenge – i meget stramme bukser: det rene himmerige for en karakter som Roger de Bris. Og forestillingen leverer på alle punkter.

Hvis holdet bag de klassiske britiske Carry On-film stadig skrev i dag, ville de måske have fundet på noget af det pjat, vi ser her:

If you need a hammering / I’m the one who can. / I don’t want to hear you yammering / Learn to take it like a man.

Subtilitet er ikke i højsædet her – men det behøver det heller ikke at være. Intet ved forestillingen forsøger at være højstemt eller vigtigt: det er en øvelse i god underholdning, og hvis man kommer efter et grin og lidt nøgenhed af den burleske slags, bliver man bestemt ikke skuffet.

Manuskript og sangtekster af David Leddick er elementære, men harmløse. Det er mere en collage af tanker og skitser end en klassisk gennemarbejdet musical, men det er usandsynligt, at målgruppen vil gå op i det. Handlingen centrerer sig om en prisuddeling for – kort fortalt – Årets Rent Boy. Stykket ræser fra den ene prisvinders karriere til den næstes, krydret med et par løse "interviewer" mellem showets vært (der senere bliver værtinde i anden akt i en slags hyldest til Billy Flynn) og vinderne.

Der er intet banebrydende over fortællingen, og de sædvanlige klichéer om at "det bare er sex" ruller forbi i en uendelighed. En del af stykkets samlede værk er dog en slags modvillig eller tøvende kærlighedshistorie mellem en af de unge mænd og en ensom, blid klient, der tror på muligheden for et "rigtigt" forhold. Dette er, mildt sagt, lidt kluntet vævet ind i den frække munterhed, og det er nærmest umuligt at tage det alvorligt – var det ikke for de specifikke skuespilleres engagement og McWhirs ønske om at gøre stykket en anelse mere interessant end forventet, kunne denne del have været tåkrummende. Men det er den ikke; den er håndteret rimelig følsomt og rejser faktisk interessante spørgsmål. Næsten på nøjagtig samme måde (og tone) som succesfilmen Pretty Woman gjorde det i 90'erne.

Ligesom mange musicals gennem de sidste hundrede år har stolet på den potente kombination af sex, dans, musik og objektivering af kvinder for at opnå succes, gør dette show det samme – her er det bare objektiveringen af unge mænd, der er det særlige kendetegn.

Det er nok at sige, at man ikke behøver at lægge sin skepsis på hylden: alle på scenen overbeviser som mulige trækkerdrenge, i hvert fald hvad angår udseende, attitude og naturlighed med at smide tøjet. Og forestillingen fungerer aldrig bedre, end når camp-barometret er i top, og stilen minder mere om Gypsy Rose Lee end klassisk musical. Højdepunkterne tæller blandt andet den truttende og hoftevridende fætter til Cell Block Tango, "Pete's Tool Rental"; det overdrevne drag-nummer, der starter anden akt (komplet med store hvide fjer, en lille strip og to assistenter med bar overkrop) "I Have My Fans"; den førnævnte "Who Invented The Jockstrap?"; og den livlige "All My Dreams In A Row".

Andrew Sargents pastiche-agtige partitur er iørefaldende og friskt, men i sidste ende forglemmeligt. Michael Webborns musikalske ledelse er solid, og det indspillede akkompagnement passer på en eller anden måde præcis til den lidt tarvelige stemning, som sådan en prisuddeling ville have. Der er dog nogle problemer med lydbalancen – det virkede mest som et spørgsmål om, at de medvirkende skal støtte deres stemmer bedre for at sikre den rette projektion.

David Shields har skabt en passende glitrende, men rå scenografi, og hans kostumer er herligt morsomme. De guldfarvede veste er en særlig inspireret detalje. Chris Withers' praktiske lysdesign sørger for, at alle ses fra deres bedste side, og at de steder, der kræver skygge, får det.

Forestillingens sande stjerne er Carole Todds sprudlende, frække og vidende koreografi, som får det absolut bedste frem i holdet og mestrer at sende publikums humørbarometer helt i top. De medvirkende er måske ikke rigtige trækkerdrenge, men de er alle fabelagtige dansere.

Aaron Jenson var et klart højdepunkt; han var tilpas rå som karakteren Edge, var fuldstændig uforfærdet uanset hvad manuskriptet krævede, og dansede med ægte stil og flair. Frank Loman holder gang i løjerne som konferencier – en slags Graham Norton på LSD – med store fagter og skarpe, hurtige replikker, og hans drag-nummer er også meget morsomt. Lucas Meredith er hylende morsom som konferencierens uheldige, men spidse og glamourøse assistent, og får utrolig meget ud af en lille rolle.

Samuel Clifford og Conleth Lane yder en beundringsværdig indsats som parret, der tøvende udforsker muligheden for et ægte følelsesmæssigt forhold. Selvom teksten er lidt sødladen, vælger de to at spille det helt seriøst, og resultatet er oprigtigt rørende. Der er også godt arbejde fra Marcus Grimaldi, Phil McCloskey og Henry Collie (der i denne produktion er svaret på Mark Wahlbergs Dirk Diggler).

Hele holdet har gode sangstemmer, og diktionen er for det meste fremragende. Det virkede dog som om, de fleste var vant til at stole på mikrofonforstærkning for at nå ned bagerst i salen. I et lille rum som Above The Stag burde det ikke være nødvendigt, og det var lidt skuffende.

Ikke desto mindre fejler energien, engagementet og entusiasmen hos det overvejende unge hold intet. Og selvom råmaterialet måske ikke er genialt, skinner McWhirs evner igennem og gør helheden meget større end summen af dens dele. Målgruppen (Above The Stag er Storbritanniens eneste professionelle LGBT-teater) vil uden tvivl nyde det – men faktisk vil enhver med humor finde masser at lide her.

Rent Boy The Musical spiller på Above The Stag Theatre indtil 2. august 2015