ANMELDELSE: She Loves Me, Landor Theatre ✭✭✭✭

Joshua LeClair og Ian Dring i She Loves Me. Foto: Darren Bell Photography. She Loves Me

Landor Theatre

8. februar 2015

4 stjerner

En af de største fornøjelser ved teatret er muligheden for at se skuespillere puste nyt, forfriskende liv i karakterer eller scener, man ellers troede, man kendte ud og ind. At blive oprigtigt overrasket over en opsætning af en velkendt forestilling er lige så spændende som at overvære en stjernes gennembrudspræstation eller premieren på en forestilling, der ender som en klassiker. Når en skuespiller tager en birolle med storm og leverer en perfekt afmålt, transformerende fortolkning – en præstation, som alle fremtidige skuespillere i rollen vil blive målt op imod – så er ordet 'begeistrende' knap nok dækkende. Når det så ikke sker i West End eller på Broadway, men på en beskeden Fringe-scene, er det om muligt endnu mere ekstraordinært.

Lige nu spiller Robert McWhirs livsbekræftende og innovative genopsætning af She Loves Me (musik af Jerry Bock, tekst af Sheldon Harnick, manuskript af Joe Masteroff) på Landor Theatre. Det er en pragtfuld kammermusical, der så dagens lys på Broadway i 1963 og sidst blev professionelt opsat i West End i 1994. McWhir kender Landors begrænsninger indefra og er særligt dygtig til at vende disse til en fordel. Denne produktion af She Loves Me demonstrerer tydeligt hans tæft; begrænsningerne bruges til at løfte forestillingen frem for at hæmme den.

Den talentfulde David Shields har skabt en charmerende scenografi, der er lige så alsidig, som den er passende. Hovedkulissen, Maraczeks Parfumeri, er præcis som den skal være: smuk, gammeldags og en smule eksotisk. En opfindsom brug af gardiner forvandler rummet til caféen, hvor elskende mødes til hemmelige stævnemøder, og til hospitalet, hvor den ældre hr. Maraczek kommer sig efter en dramatisk hændelse med en pistol. Shields' kostumer rammer også plet og fremmaner ubesværet stemningen af de både sjove og pedantiske 1930'ere.

Der er fremragende musikalsk ledelse fra Iain Vince-Gatt, der styrer slagets gang fra tangenterne med hjælp fra to dygtige strygere. Robbie O'Reilly står for koreografien med masser af snilde og gejst: ensemble-nummeret på caféen er særligt energisk og underholdende.

She Loves Me er en delikat lille sag; en sød historie om kærlighed og misforståelser blandt parfumeflasker og ansigtscremer i et lille familieejet parfumeri. Amalia og Georg har skrevet kærlighedsbreve til hinanden i længere tid uden at vide, at det er hinanden, de skriver til. Hun læste hans annonce i avisens personlige rubrikker, og sådan startede korrespondancen. De arbejder sammen, men kan overhovedet ikke døje hinanden i hverdagen.  Tidspunktet kommer, hvor de to brevskrivere beslutter at mødes, men intet går efter planen. På vejen mod erkendelse og lykke flettes historierne sammen: Hr. Maraczek og hans utro kone, den promiskuøse og svigefulde Kodaly, den ulykkelige men godhjertede Ilona, der bare længes efter kærligheden, ekspedienten Ladislav, der frygter for sin fyring, og buddet Arpad, der drømmer om at blive taget seriøst. Hvis det lyder bekendt, er det fordi historien dannede grundlag for James Stewart-filmklassikeren The Shop Around The Corner og Meg Ryan/Tom Hanks-filmen You've Got Mail. She Loves Me er dog bedre end begge, ikke mindst fordi musikken er smittende, teksterne skarpe og historien fortalt på en utroligt indtagende måde. Særligt bemærkelsesværdig er Joshua LeClair, hvis Arpad er sprudlende, energisk og fuldstændig overbevisende hele vejen igennem. Alt hvad LeClair gør, er finesserigt, gennemtænkt og fyldt med hjerte og talent. Hver gang han træder ind i en scene, løfter han hele forestillingen. Hans stemme er ren og sødmefuld, og hans skuespil er ærligt og passer perfekt til det intime rum. Hans sammenspil med Ian Drings hr. Maraczek er smukt skildret, og han skyder anden akt i gang med en forrygende udgave af Try Me.

Uden nogensinde at overspille eller stjæle rampelyset, gør LeClair Arpad til en af de bærende søjler i denne succesfulde genopsætning. Det er en triumf af en præstation – og LeClair er helt sikkert et talent, man skal holde øje med fremover.

Dring leverer også et flot stykke arbejde. Hans Maraczek er fremragende; den perfekte gnavne gamle mand, der vil have tingene gjort på sin måde, men som inderst inde holder af sit loyale personale. Hans sammenspil med LeClair er glimrende, ligesom hans scener med både Charlotte Jaconellis Amalia og John Sandbergs Georg. Hans undskyldning til Georg er særligt rørende udført.

McWhir har fået den geniale idé at lade Dring spille en dobbeltrolle som overtjeneren på caféen. Det giver Dring mulighed for at slå gækken løs (eller i det mindste iføre sig en skør paryk) og give den gas som en flamboyant, ekstrovert og utroligt sippet dørvogter. Dring griber chancen og vrider hver en dråbe af herlig fjollethed ud af rollen: hans snobbede Maître d' er hylende morsom. Dobbeltrollen viser Drings store spændvidde som skuespiller og understreger samtidig sårbarheden i hr. Maraczeks rejse. Det er virkelig godt håndværk.

Som den glatte og lumske Kodaly – skurken med det flotte ydre – mangler Matthew Wellman måske at slappe lidt mere af, men han er generelt imponerende. Han har en god stemme og den helt rette selvsikre udstråling på scenen. Han spiller det forfængelige ekstremt godt. Som et af målene for hans opmærksomhed er Emily Lynnes Ilona både skæv og sød. Hun har en behagelig stemme, men hendes støtte og projektion trænger til lidt arbejde; selv i det lille rum på Landor var hun ofte svær at høre, især i A Trip To The Library, hvilket ikke skyldtes balancen mellem sanger og orkester. Lynne virkede mere hjemme i dialogen og viste glimrende komiske instinkter. David Herzog er en fornøjelse som den (meget sjove) bekymrede ekspedient Ladislav, der føler, han går på æggeskaller. Herzog gør Ladislav tør og observerende – en trofast ven og rådgiver midt i parfumeflaskerne. Hans komiske timing er præcis, og han synger godt. Perspective er en lækkerbisken. Rollen som Amalia er en gave: vidunderlige sange som Dear Friend og Vanilla Ice Cream, finurlig komik og klassisk romantik. Det er en drømmerolle for en dygtig sopran. Charlotte Jaconelli er bestemt en dygtig sopran med en fyldig og sikker stemme. Indimellem blev hendes tilgang til musikken en anelse for klassisk (det her er Bock, ikke Beethoven), men for det meste – og særligt i Vanilla Ice Cream – var hun en absolut fryd at lytte til. Hendes skuespil var en smule tøvende, men oprigtigt, og hun formåede at gøre Amalia til en nuanceret karakter. Med en lidt mere afslappet tilgang vil Jaconelli for alvor kunne stråle.

John Sandberg gør en ihærdig indsats som Georg. Georg er bindeleddet i stykket: den gode fyr, der knokler hårdt og er håbløst romantisk. Sandberg har brug for at bringe lidt mere energi ind i præstationen og føle sig mere hjemme i rollen. Han har måske ikke den helt optimale vokale klang til partituret, men han slipper mere end godkendt fra sangen. Han er sympatisk og har de rette 'hundeøjne', men virker en smule for anspændt.

Det er en svær balancegang, Jaconelli og Sandberg skal mestre i She Loves Me: begge skal være dybt forelskede i den ukendte modtager af deres breve, mens de samtidig modvilligt forelsker sig i en person, de arbejder sammen med, og som de er meget usikre på. Her har begge skuespillere ingen problemer med de akavede og kølige sammenstød i parfumebutikken, men de skal arbejde mere på at opbygge den naturlighed og tiltrækning, der skal gøre deres romance troværdig. Begge virker en smule for tynget af kvaler, og tempoet er lidt for slæbende. Der er brug for mere dirrende forventning og den smerte, som intens længsel kan medføre. Når de finder den rette balance, vil kemien sidde i skabet, og stykket vil blomstre endnu mere.

Ensemblet arbejder hårdt og leverer glimrende vokal støtte, hvor især Annie Horn og Tom Whalley gør sig bemærket.

Dette er en frisk, hjertevarm og livlig genopsætning af en begavet og intim musikalsk komedie. McWhir har formået at matche Landors intimitet med stykkets ånd, og Vince-Gatt sørger for, at musikken funkler. Det er gedigen underholdning.

She Loves Me spiller på Landor Theatre frem til den 7. marts 2015.