ANMELDELSE: Sunset Boulevard, London Coliseum ✭✭✭✭✭

Glenn Close i Sunset Boulevard

London Coliseum

4. april 2016

5 stjerner

Bestil nu | Mere info

Der er ingen tvivl om, at der indimellem opstår en nærmest elektrisk stemning i Londons teaterverden, og de næste fem uger tilhører Sunset Boulevard. Forestillingen opføres som en semiscenisk koncert på London Coliseum med Glenn Close i rollen, som hun gjorde legendarisk på Broadway – den falmede filmstjerne Norma Desmond.

Andrew Lloyd Webbers Sunset Boulevard vender tilbage til West End efter næsten 20 års fravær. Som en semiscenisk koncert med en relativt kort spilleperiode har denne produktion to store trækplastre, der gør den uomgængelig. For det første den førnævnte Glenn Closes præstation, og for det andet det imponerende 48-mands orkester fra English National Opera.

Sunset Boulevard udspiller sig i overgangen mellem 1949 og 1950 og er en kynisk Hollywood-fabel. Stjerner fødes og kasseres af et almægtigt studiosystem, og Norma er i høj grad et biprodukt af dette maskineri, hvor hun nu lever isoleret i udkanten af den by, der stadig ånder for film.

Glenn Close

Glenn Close er tryllebindende som Norma Desmond; hun balancerer karakteren perfekt mellem machiavellisk manipulation og det rene vanvid. Det er denne balancegang, der gør denne version af Sunset Boulevard så fængslende.

Da Joe Gillis første gang træder ind på 10086 Sunset Blvd, er Close afvisende og brysk. Det er først, da han nævner sit cv som manuskriptforfatter, at man ser Desmonds hjerne gå i selvsving. Den falmede stjerne skifter øjeblikkeligt til 'performance-mode', og som en edderkop i sit spind begynder hun at indfange sit bytte, Joe Gillis. Ved slutningen af første akt overgiver han sig, og Desmond lægger koldt armene om sit offer.

Dermed ikke sagt, at Joe er naiv. Det, der får Sunset til at fungere dramatisk, er, at vi her har to mennesker, der mødes ved et tilfælde, men som har brug for hinanden. Norma og hendes behov passer en desperat Joe perfekt, men før eller siden skal regningen betales. Præcis som i Follies er instruktørens store genistreg at lade Norma blive skygget af sit yngre selv. Efter at have levet i isolation så længe eksisterer hun kun i folks bevidsthed som det billede, der blev foreviget på filmrullen – langt fra den kvinde, hun er i dag. Men i nostalgiens skær er det måske stadig filmstjernen Norma, de ser.

Close leverer de store numre fra Lloyd Webbers partitur med største selvfølgelighed. Det er stjernestøv med fuldt blus på, og det skaber en berusende teateroplevelse.

Michael Xavier og Siobhan Dillon

Michael Xavier spiller Joe Gillis. Som stykkets fortæller ser vi Norma gennem hans øjne. Det er en selvsikker præstation, der både er kynisk og ladet med seksualitet. Præcis som Norma ser Joe en mulighed og griber den. Han indser dog ikke, at han spiller mod en mester og er kommet på alt for dybt vand. Xaviers fortolkning af titelnummeret i starten af anden akt er uden tvivl et af produktionens absolutte højdepunkter.

Siobhan Dillon spiller Betty Schaefer, den ambitiøse manuskriptforfatter, der kæmper om Joes hjerte. Xavier og Dillon er det perfekte match, og duetten "Too Much In Love To Care" har aldrig lydt smukkere. Hendes portræt af Betty er intelligent og en ren fornøjelse at lytte til.

Fred Johanson

Fred Johanson er Max – tidligere instruktør, tidligere ægtemand og nu Norma Desmonds personlige beskytter. Han fungerer som Normas værn mod den virkelige verden og passer indædt på hende. Det er en mesterlig præstation, og Johansons fyldige bas-baryton er som skabt til rollen.

Det er fantastisk at se Michael Reed tilbage i spidsen for et orkester. Sunset-musikken har aldrig lydt bedre. Som i et godt filmscore sætter Lloyd Webbers musik stemningen – fra Hollywoods travlhed til ensomheden i Desmonds palæ. Musikken understøtter dialogen præcis som i en film, og når orkestret brager igennem på numre som "With One Look" og "As If We Never Said Goodbye", får Close den musikalske rygstød, som de fleste skuespillerinder kun kan drømme om. Hvor er det skønt at høre en fuld strygersektion i West End igen; den frodige lyd fra disse dygtige musikere er intet mindre end vidunderlig.

Lonny Price har efterhånden cementeret sin position som den foretrukne instruktør for koncert-musicals – først med Sweeney Todd og nu med Sunset. Price holder tempoet højt, det visuelle interessant og formår at opbygge dramaet, så Normas sammenbrud rammer endnu stærkere. I samarbejde med koreograf Stephen Mear er denne opsætning filmisk og bevæger sig smukt, mens scener toner ud og nye begynder.

Ensemblet i Sunset Boulevard

James Noone har skabt et system af gangbroer i flere niveauer, der fungerer som forskellige lokationer, herunder Desmonds enorme palæ og filmstudierne hos Paramount – sidstnævnte udnytter endda bagscenen på selve Coliseum-teatret.

Opsætningens enkle natur fremhæver kun skuespillet og viser det kolossale talent hos Close, Xavier og resten af castet. Wilders film noir-stemning overføres perfekt til denne koncertudgave.

Hvis de langvarige stående ovationer fra en fyldt sal er noget at gå efter, har Glenn Close vundet det københavnske – undskyld, det britiske teaterpublikums hjerter i sin West End-debut. Lad os håbe, hun snart er tilbage. Bravo!

BESTIL BILLETTER TIL SUNSET BOULEVARD HER

Fotos: Richard Hubert Smith