ANMELDELSE: The Importance Of Being Earnest, Vaudeville Theatre ✭✭✭

The Importance Of Being Earnest (Bunbury)

Vaudeville Theatre

BESTIL BILLETTER

Penelope Wilton. Eileen Atkins. Maureen Lipman. Lindsay Duncan. Fiona Shaw. Frances Barber. Samantha Bond. Anna Chancellor. Deborah Findlay. Hermione Norris. Emma Fielding. Helen Mirren. Jane Asher. Joanna Lumley. Juliet Stevenson. Emma Thompson. Harriet Walter. Kim Cattrall. Amanda Donohoe. Alex Kingston. Barbara Flynn.

Uden at tænke ret længe over det, er det ret nemt at opremse en række formidable og talentfulde skuespillerinder, som man med glæde ville betale for at se i rollen som Lady Bracknell – måske Oscar Wildes mest ikoniske karakter – i West End. Damerne Dench, Smith og Keith har alle spillet rollen i West End, og det gjorde Siân Phillips såmænd også: læs vores anmeldelse af den opsætning her. Der er ikke overvældende mange fantastiske roller til kvinder i en vis alder, men Lady Bracknell er en af dem. Der findes mange andre værdige, vidunderlige skuespillerinder, som ikke er nævnt herover, der også kunne løfte rollen med stor elegance.

Det er ikke fordi, stykket bliver sat op lige så ofte som f.eks. Hamlet, der centrerer sig om en rolle, som yngre skuespillere føler behov for at kaste sig over: de vil give deres bud på den danske prins, præcis som ældre skuespillere vil give deres bud på Lear, Willy Loman eller Malvolio. Hvorfor skal skuespillerinderne ikke have førsteret til at give deres bud på Lady Bracknell, når en opsætning af The Importance Of Being Earnest kommer på plakaten, især i West End?

Svaret er selvfølgelig, at det skal de. Mænd bør ikke spille Lady Bracknell, for ingen mand kan tilføre rollen noget, som en kvinde ikke kan; rollen blev ikke skrevet til en mand, og der er ingen mangel på roller til mænd. Det handler udelukkende om skuespillerens ego og et utilsløret forsøg på at trække folk i teatret. Lad de store skuespillerinder sætte tænderne i en af de største komedieroller nogensinde. Det burde være mantraet. At caste en mand virker som en ringeagt for teaterlivets naturlige orden, der leder tankerne hen på de værste udskejelser under den franske revolution.

Og alligevel spiller David Suchet uforståeligt nok Lady Bracknell i Adrian Nobles genopsætning af Wildes store stykke i en sæson, der netop er begyndt på Vaudeville Theatre. Eller rettere, det er ikke helt uforståeligt – årsagerne er klare. Suchet ville gerne lave komedie, han ville gerne have kjole på, og bagmændene kunne lugte pengene på lang afstand. Men er det grund nok til at tage en glansrolle fra en værdig kvinde? Man kan stilfærdigt undre sig over, hvordan Suchet ville have det, hvis en kvinde blev valgt til at spille Lear eller Malvolio for næsen af ham?

Man må formode, at sådanne overvejelser for Suchet, ligesom for Lady Bracknell selv, er helt underordnede. Uanset hvad, er det eneste spørgsmål, der er værd at stille nu: Er David Suchet en fremragende Lady Bracknell?

Nej, det er han ikke.

Suchet tager udgangspunkt i manuskriptets referencer til gorgoner, monstre og myter i sin særdeles umorsomme præstation. Han vralter ind på scenen – korsetteret, behansket og knappet helt op – som en slags tegnefilmskalkun. Han skræpper snarere end taler, og hans stemme ligger i et nådesløst, farveløst højttravende toneleje. Det er kunstighed snarere end kunst. Han kan sende et sønderlemmende blik med største lethed, men alt ved hans Lady Bracknell er fuldstændig falsk, overgjort, udiskret og desperat efter anerkendelse.

Lady Bracknell er intet af dette. Hun er en del af selskabslivet, en hustru, en mor, en Lady... hun er et rigtigt menneske. Uovervindelig. Humoristen, som burde strømme fra hende, kommer fra hendes oprigtighed, hendes overbevisninger, hendes krævende standarder og hendes ønske om at sikre økonomisk velstand for sig selv og sin familie. Den kommer ikke fra grimasser eller sammenknebne læber på jagt efter billige grin.

Forhøret af Jack i første akt er en af de mest geniale og morsomme dialoger nogensinde skrevet. Her var der ingen grin fra min side til Lady Bracknell; Jack formåede enkelte, men hun gjorde det til hårdt arbejde for ham. Sandheden er ganske enkelt, at en mand i kjole – uanset hvor dygtig en skuespiller han ellers måtte være – ikke kan lykkes i rollen som Lady Bracknell, medmindre han spiller hende som en kvinde. Ikke som en wagneriansk drag queen med stentorrøst, sippede manerer og en overvældende "se mig"-attitude. Lady Bracknell er ikke stykkets hovedrolle, og det er en begynderfejl at betragte hende som sådan.

Dette bliver særligt grelt i stykkets slutning, hvor Suchet forunderligt nok spiller de sidste øjeblikke, som om Lady Bracknell har mistet noget af afgørende betydning. Suchet efterlades alene på scenen i en projektør. Et skamløst forsøg på at få stående bifald, som – helt retmæssigt – udeblev. Lady Bracknell har ingen grund til at være ulykkelig – hendes datters ægteskab er sikret, og hendes nevø, Algernon, skal giftes med Cecily, som er meget rig. Det sortsyn er blot selvoptaget vås fra Suchets side.

Noble er naturligvis ligeså skyldig. Han burde have holdt strammere i de instruktørmæssige tøjler.

Det samme gør sig gældende for Miss Prism (Michelle Dotrice) og Canon Chasuble (Richard O'Callaghan); ingen af dem bliver præsenteret som virkelige mennesker. De overdreven særheder i deres præstationer skaber ikke humor. Spillet naturligt og ægte kan de to karakterer være hysterisk morsomme. Det er de ikke her.

Hvor Noble til gengæld rammer plet, er hos de fire elskende: Gwendolyn, Jack, Cecily og Algernon. Emily Barber og Imogen Doel er uden tvivl helt udsøgte, fabelagtigt overraskende og opfindsomt bedårende som henholdsvis Ms. Fairfax og Ms. Cardew. Jeg har aldrig set bedre præstationer i de roller på en professionel scene.

Barber er sensationel som den hovmodige og overlegne Gwendolyn. Hendes holdning, hendes fraseringer og hendes præcise udtale – alt sidder lige i skabet. Hun er tydeligvis sin mors datter, men med sin egen energi og karakter. Jack har god grund til at spørge Algernon, om Gwendolyn vil ende som sin mor. Barber udstråler storby-raffinement og den sans for velstående overflod, som kun overklassen besidder. Men fordi hendes humoristiske sans er så skarpt tegnet, er hun ingen mini-gorgon. Barber er forbløffende god.

Det samme er Doel, der gør Cecily til en vaskeægte landpige; blid, romantisk, en smule vild, når det tillades, og med et hjerte så stort som solen. Med en vidunderlig hæs stemme og en perfekt fornemmelse for Cecilys alder – midtvejs mellem barn og voksen – er Doel fuldstændig troværdig og et herligt modstykke til Gwendolyn. Hendes komiske timing er outstanding.

Den berømte scene i anden akt, hvor Gwendolyn og Cecily mødes, øjeblikkeligt knytter bånd, taler sammen, straks hader hinanden, duellerer (over te, sukker og brød) og derefter bliver tættere end brint og ilt i vand, er formidabelt udført. Det er virkelig friskt og morsomt teater.

Algernon spilles her af Philip Cumbus, en talentfuld og sympatisk ung skuespiller, som dog ikke helt har formået at fjerne det moderne fra sin stil; han har brug for at være lidt mere historisk indimellem. Men han mæsker sig i rollens glæder – og ikke kun i agurkesandwich og muffins. Der er en legesyghed, som er beundringsværdig, og en dyb følelse af det storladne i alt, hvad Cumbus gør. Han og Doel overbeviser totalt som ofre for kærlighed ved første blik. Algernons sult efter Cecily matcher hans begejstring for muffins.

Som forventet er den begavede Michael Benz en fabelagtig Jack. Hans seriøsitet omkring alt er smittende, og han holder sammen på stykket som den varme, sjove og elskelige centrale karakter, man ikke kan lade være med at heppe på. Han udspiller Suchet totalt og skaber et fantastisk samspil med både Algernon, Cecily og Gwendolyn. Hans sans for dannelse er ligeså velovervejet som hans muntre ulydighed. Det er nemt for Jack at blive kedelig, men Benz gør rollen til sin egen.

Det helt særlige ved Benz og Cumbus er, hvordan deres præstationer fra starten af varsler deres sande familiære bånd. Det er subtilt og klogt tænkt. Lighderne i alle tre akter falder smukt på plads, når Prism afslører sine hemmeligheder.

Her i anden akt – den eneste akt uden Suchet – når Nobles produktion sit sande højdepunkt. Fra Jacks komisk dystre entré i sørgetøj til Algernon, der bogstaveligt talt spiser de sidste muffins ud af hånden på Jack, er det en komisk fryd, der ville have fået Oscar selv til at grine.

Peter McKintoshs kostumer er lækkert detaljerede og bringer perioden og karakterernes natur smukt til live. Algernons udsøgte slåbrok, Jacks flotte veste, Cecilys lyseblå dagtøj og Gwendolyns perfekt siddende kjoler – alt er helt rigtigt. De to outfits til Lady Bracknell ser også fantastiske ud; det er blot måden, de bæres på, der trækker ned. Scenografien er passende Wilde-agtig – der er intet at klage over ved designet.

Der er så meget at holde af her. En del af publikum elskede Suchets drag-rutine, men de aner ikke, hvilken mulighed der er gået tabt. En dygtig kvindelig skuespiller i rollen i denne opsætning ville sandsynligvis have gjort den historisk. Suchet er fin, hvis man ikke ved, hvilken fryd Lady Bracknell kan være. Det er nok til at gøre ens hår helt gyldent af sorg.

The Importance Of Being Earnest spiller på Vaudeville Theatre indtil den 7. november 2015