ANMELDELSE: The Shark Is Broken, Ambassadors Theatre ✭✭✭✭

Ray Rackham anmelder The Shark Is Broken, som i øjeblikket spiller på Ambassadors Theatre i London.

Ian Shaw (Robert Shaw), Demetri Goritsas (Roy Scheider) og Liam Murray Scott (Richard Dreyfus). Foto: Helen Maybanks The Shark Is Broken

Ambassadors Theatre

4 stjerner

Bestil billetter

Instruktør Guy Mastersons mesterlige opsætning af Ian Shaw og Joseph Nixons nye stykke startede i et 90-personers teater i Brighton i 2019, har turneret hele sidste år og har nu fundet det perfekte hjem i West End. Publikum bliver mødt af et brus af musik, da en række sange fra 1974 (fra navne som Rubettes og ABBA) næsten blæser Ambassadors Theatre omkuld. Tæppet er gået, og Duncan Hendersons udgave af 'the Orca' (måske filmhistoriens mest berømte båd, hvis man ser bort fra dens større fætter, Titanic) hviler stolt på scenen. Den er smukt belyst af Jon Clarks atmosfæriske lysdesign, og fartøjets imponerende statur forstærkes af Nina Dunns begavede videoramme af havet omkring Martha’s Vineyard. Det placerer publikum direkte i Atlanterhavet, lige syd for Cape Cod, i en tid, der føles præcis fjern nok til at vække nostalgi, men alligevel så velkendt, at den virker nutidig. Der er ingen rullende kulisser fra andre kendte steder i filmen eller sidetræk, der sendes ned fra snoreloftet. Vi har båden, de projekterede bølger og en følelse af intens fordybelse. Det, der følger, er en tankevækkende og underholdende undersøgelse af tre mandlige egoer – en nutidig diskurs om filmproduktion og et spejl, der holdes op for begge dele i 2021.

Liam Murray Scott (Richard Dreyfus) og Ian Shaw (Robert Shaw) Foto: Helen Maybanks

Samtlige tre skuespillere leverer medrivende præstationer. Demetri Goritsas spiller den trætte, men fattede Roy Scheider med perfekt præcision; han rammer næsten den samme tone, som karakteren Sheriff Brody har i det egentlige filmmanuskript. Liam Murray Scott bringer en helt særlig nøjagtighed til den grænseløse energi, han giver rollen som Richard Dreyfuss – det er en mesterklasse i at portrættere en nulevende person. Hans elskværdige skildring af Dreyfuss’ irriterende arrogance er så præcis, at man i flere øjeblikke kun akkurat undgår at håbe på, at Goritsas eller Shaw skubber ham over bord. Hvad angår Shaw selv (der spiller sin egen far, den geniale, rastløse og alkoholafhængige Robert Shaw), findes der ikke flere rosende ord, som ikke allerede er brugt. Det er en utrolig skildring af en mand, der ikke ville virke malplaceret i en Shakespeariansk tragedie. Der er lagt stor vægt på ikke blot at efterligne de skuespillere og præstationer, der har været en del af populærkulturen i snart halvtreds år, men derimod at skabe solide, fundamentale karakterer i sig selv. De er kastet ud på dybt vand i Atlanterhavet, hvor de vugger formålsløst afsted, mens filmholdet forsøger at reparere en mekanisk haj ved navn Bruce – måske stykkets eneste anden karakter; uset, men urokkelig. Disse præstationer hører til de fineste, man kan opleve på en West End-scene, og alle tre personificerer en tid og et sted i Hollywood-skuespilleres skrøbelige tilværelse og afslutningen på filmmediets guldalder. Shaws fremførelse af en central scene fra filmen som stykkets epilog (enhver, der har set filmen, kan gætte hvilken) sendte kuldegysninger gennem hele salen på Ambassadors. Der skal lyde en særlig ros til Kara Tsiaperas for hendes stemmetræning.

Liam Murray Scott (Richard Dreyfus), Ian Shaw (Robert Shaw) og Demetri Goritsas (Roy Scheider). Foto: Helen Maybanks

Shaw og Nixons manuskript er blevet bearbejdet en smule for at udfylde de 90 minutter i denne West End-version. Stykket er sjovt, og der er mange øjeblikke, hvor man griner højlydt. Da Dreyfuss beklager sig over, at man kan sende en mand til månen, men ikke kan bygge en mekanisk haj, der fungerer i saltvand, udløste det aftenens første store grin, mens Scheider læser overskrifter om Nixon i New York Times. Der er måske en anelse for mange indforståede nik til fremtiden. Referencer til uundgåeligheden af, at Nixon en dag bliver overgået af en mere korrupt præsident, eller et udråb om filmindustriens fremtid efter en gyserfilm om hajer – "hvad bliver det næste? Dinosaurer?" – balancerer på den fine linje mellem et grin og et suk. For en enkelt anmelders smag betød forlængelsen til 90 minutter også en forpasset mulighed for at give en lidt mere markant udvikling i forholdet mellem Shaw (der føler sig færdig som 47-årig) og Dreyfuss (der er frustreret over ikke engang at være kommet i gang som 27-årig). Det kunne have givet deres nu legendariske skænderier og kampe på og uden for settet endnu større slagkraft. Når det er sagt, fik vi en samling af sjove, interessante og frem for alt tankevækkende vignetter; en chance for at kigge bag tæppet og mærke virkeligheden ved at vente på, at en mekanisk haj fungerer, så man kan få lov til at 'spille' over for den.

Demetri Goritsas (Roy Schieder) og Liam Murray Scott (Richard Dreyfus). Foto: Helen Maybanks

Hele handlingen foregår på Orca, det flydende 'set' fra filmens tredje akt i Jaws (Dødens Gab). Ligesom filmens finale er Hendersons design af Orca alene billetprisen værd for enhver Jaws-fan. Den er delt i to, hvilket giver publikum mulighed for at overvære de afgørende øjeblikke fra den ellers så anspændte optageperiode. Den fremstår næsten sprættet op, et skarpt designvalg givet materialet, og Hendersons sans for detaljer er udsøgt. Den klaustrofobi, der er indvævet i manuskriptet, får fysisk form i scenografien, mens måger kan ses og høres flyve omkring de tre fremragende skuespilpræstationer. The Shark Is Broken er et af de sjældne fund – et strålende eksempel på, hvordan en produktion kan blive til meget mere end summen af sine dele, selv når alle involverede rent kreativt yder deres absolut ypperste.

Hajen er måske nok i stykker, men forestillingen virker uopslidelig.

Spiller nu på Ambassadors Theatre