ANMELDELSE: The Tempest, Southwark Playhouse ✭✭✭✭

The Tempest

Southwark Playhouse

6. jan. 2017

Fire stjerner

Bestil billetter

"Vær ikke bange," siger Caliban, det udskældte monster og den vordende antagonist i Shakespeares Stormen. "Øen er fuld af lyde." Og det må man sige, for så snart man træder ind i Southwark Playhouses intime 'Little'-scene, er det hele i fuld sving med en mur af lyd, der overvælder publikum, mens de finder deres pladser. Skuespillerne, bevæbnet med diverse slagtøjsinstrumenter, slår rytmiske toner an, der byder os velkommen til øens staccato-verden. De improviserer sammen og leger med publikum – en af dem hapser endda frækt en ledig plads – og skaber en herlig atmosfære, før selve stykket overhovedet er gået i gang.

Kun Prospero (Sarah Malin) står tilbagetrukket og venter på det rette øjeblik til at afslutte festlighederne, før hun fremmaner sin storm til søs. Nu skifter musikken, og trommerne forvandles til rullende torden og skarpe lynnedslag. Det er enkle greb, men utroligt effektive.

Og det er i essensen Southwarks udgave af Stormen. Utrolig enkel med et cast på seks, en minimalistisk scenografi og få rekvisitter, men formidabelt udført. Det lille ensemble har en fantastisk kemi, og alt er perfekt timet, gennemprøvet og sikkert eksekveret.

Malin leverer en fremragende Prospero, der kombinerer moderlig intuition med den underliggende magt hos en mægtig troldkvinde. I vest og habitbukser fremstår hun androgynt, og lys og lyd bruges mesterligt til at formidle hendes magiske kræfter sammen med en stærk kropslig præstation – yderligere effekter er helt overflødige. Hun assisteres af Peter Caulfield, en passende overjordisk Ariel, der bevæger sig gennem rummet som en skygge og tilføjer stemningsfuld vokal, hvor det er nødvendigt. I begyndelsen af stykket er der en bjergtagende sekvens, hvor Prospero fanger ham i en slags spændetrøje og tøjler Ariels kraft, ledsaget af fantastisk slagtøj (takket være Andrew Meredith, der mestrer en række obskure instrumenter for at skabe bjergtagende lydbilleder). Det er et af mange stærke billeder undervejs.

De hårdest arbejdende på scenen er uden tvivl Benjamin Cawley og Gemma Lawrence, der hver især tager sig af trioerne henholdsvis Ferdinand, Stephano og Sebastian, samt Miranda, Trinculo (her 'Trincula') og Antonio. Cawleys Stephano er en ubesværet og morsom fortolkning, og hans Ferdinand er så vindende, at Mirandas hurtige forelskelse virker helt rimelig. Miranda portrætteres flot af Lawrence, men det er hendes tvære, svingende 'cockney'-Trincula, der er et ægte højdepunkt. Gennem en hvirvelvind af velkoreograferede hurtige skift og distinkte accenter flakker skuespillerne ubesværet mellem karaktererne. En fordel ved dette valg er, at figurerne nærmest synes at poppe op af jorden, som var de fremmanet af Prosperos magi. Stanton Plummer-Cambridge dublerer som Caliban og Kong Alonso og er et glimrende eksempel på, hvordan kropsholdning alene kan skabe en karakter.

Alle de bedste replikker er bevaret i denne nedbarberede version af teksten, såsom Calibans overvejelser om øens 'lyde' og Prosperos erklæring om, at 'vi er af samme stof, som drømme gøres af'. Fortællingen holdes klar og komplet, i modsætning til andre forkortelser, der kan efterlade publikum forvirrede.

Der brydes ikke ligefrem nyt land i denne fortolkning, men alt, hvad der gøres, gøres godt og er fuldt af intelligente idéer til at opbygge stykkets verden med begrænsede midler. Hele produktionen har en enorm charme, og dens præcise længde på 90 minutter uden overflødigt fyld gør den ideel for dem, der er nye i Shakespeares univers. En forfriskende ligefrem og opfindsom opsætning.

Spiller til den 28. januar 2017

BESTIL BILLETTER TIL THE TEMPEST PÅ SOUTHWARK PLAYHOUSE HER