ANMELDELSE: The Way Of The World, Donmar Warehouse ✭✭✭

Paul T Davies anmelder restaurationskomedien The Way Of The World, som netop nu spiller på Donmar Warehouse.

Ensemblet i The Way Of The World. Foto: Johan Persson The Way of the World.

Donmar Warehouse.

6. april 2018

3 stjerner

Bestil nu Det er tidens mode at modernisere klassiske tekster for at understrege deres nutidige relevans og finde nye vinkler på værket. Nogle gange fungerer det tårnhøjt (Julius Caesar på Bridge Theatre), andre gange kvæler fortolkningen teksten en smule (The Plough and the Stars på Lyric Hammersmith). Hvilken fornøjelse er det så ikke at se en restaurationskomedie komplet med parykker, scenografi og pragtfulde kostumer tro mod perioden, spillet i en stil, der ikke behøver at råbe højt om sin relevans. William Congreves komedie, med sit overkomplicerede plot, handler i bund og grund om udnyttelsen og manipulationen af Lady Wishfort og hendes følelser – primært for at mændene kan få fingrene i hendes penge. I denne verden er kærlighed kapital, penge er ejendom, og kønsopdelingen står knivskarpt for enhver.

Alex Beckett (Waitwell), Haydn Gwynne (Lady Wishfort) og Sarah Hadland (Foible) i The Way Of The World. Foto: Johan Persson Donmar Warehouse-produktionen ser fantastisk ud, hvor Anna Fleishles design og Ilona Karas’ kostumehold er forestillingens sande stjerner. Skuespillet er lige så overdådigt som kostumerne, med flere knivskarpe komiske præstationer. Geoffrey Streatfeild som Mirabell, der konspirerer for kærlighed, og hans modpart, Tom Mison som Fainall, der konspirerer for penge, er begge fremragende, selvom deres tilgang i første halvleg – der bærer på megen eksposition – er en kende for manieret og formel, hvilket bremser tempoet. Fisayo Akinade bringer gnistrende energi til rollen som Witwould, Justine Mitchell er glimrende som den kærlighedskyniske, men forelskede Millamant, og Sarah Hadland bruger alle sine komiske talenter som den frække og rænkefulde tjenestepige Foible. Caroline Martin imponerer stort som Mrs. Fainall, den mest oprigtige karakter; en træt og kynisk iagttager af sin samtid.

Geoffrey Streatfield (Mirabell) og Justine Mitchell (Millament) i The Way Of The World. Foto: Johan Persson

Men aftenen tilhører den formidable Haydn Gwynne som Lady Wishfort, en kvinde præget af "ældre pyntesyge", der desperat ønsker at blive gift igen, uvidende om den pris, hendes formue har sat på hendes paryk. Hun er hylende morsom i sin selvforblindelse omkring egen skønhed og status, men det er også hjerteskærende at se hende blive så grusomt manipuleret af mændene og hendes formodede bedste veninde. I anden halvleg leverer Goldsmith en række duologer, der føles som den ene fremragende single-match efter den anden på Wimbledon; viddet og komikken loppes suverænt frem og tilbage mellem spilmakkere. Dette inkluderer Christian Patterson, der næsten stjæler billedet som landmanden Sir Wilful Witwould, og en suveræn scene, hvor Alex Beckett udgiver sig for at være Waitwell for at sikre sig Lady Wishforts penge – det er en mesterklasse i komisk timing.

Fisayo Akinade (Witwould), Christian Patterson (Sir Wilfull Witwould) and Simon Manyonda (Petulant) i The Way Of the World. Foto: Johan Persson

Og dog er over tre timer lang tid at se på de rige drive den af med sladder, rænkespil og manipulation, og James MacDonalds iscenesættelse lever kun op i ryk. For mit vedkommende kom der først rigtig gang i sagerne, da Ms. Gwynne trådte ind i tredje akt. Den alt for lange første halvleg kunne godt have brugt en kærlig hånd med saksen for at føre os hurtigere til de komiske guldkorn, og det overraskede mig, at Donmars intime rum ikke blev udnyttet mere til interaktion med publikum. Når det er sagt, er det et stærkt hold, og forestillingen skal nok finde sin melodi; den byder på mange tilfredsstillende scener, selvom flertallet findes i anden halvleg.

BESTIL BILLETTER TIL THE WAY OF THE WORLD HER