ANMELDELSE: Tori Scott - Thirsty, Vaults Festival ✭✭✭✭✭

Tori Scott Tori Scott: 'Thirsty'

Vaults Festival

14. marts 2018

5 stjerner

Dette show var en ren fornøjelse.  Med en åbning bestående af den energifyldte power-hymne 'I'm Feelin' Sexy And Free', lagde den barmhjertige og kraftfulde amerikanske diva, Tori Scott, stilen fra første sekund.  Og hvilken stil!  Der blev ikke taget fanger i hendes utrættelige opvisning af karisma, styrke, smuk vokal og udtryk, alt sammen krydret med hendes kloge og kække New Yorker-kommentarer: 'Dette er ikke et show, der vil gøre jer glade.  Det vil ikke forandre jer.  Det vil ikke få jer til at tro, at verden er et bedre sted. (Pause)  Tværtimod'.

Men før vi nåede til vittighederne – og dem var der mange af! – måtte vi følge hende i power-hymne nr. 2, 'Climb', som bragte mere swing ind i lyden fra hendes skarpe trio bestående af kapelmester Adam Wachter på klaver, Jamie Wilkins på bas og Lisa Martin på trommer.  Wachter og Scott er gamle venner fra NYC, og så tætte, at hun gladeligt introducerede ham som 'single, vers-bottom': Scott er pinligt bevidst om sit publikum, og det homoseksuelle segment er både stort og højtelskede.  Lidt i stil med Bette Midler i dagene på St Mark's Baths, spiller hun ligeså meget til det publikum som til gin-og-tonic-folket fra de pænere kvarterer, der også elsker hende og møder talstærkt op for at hylde hende.

Og hvorfor ikke, når man kan glemme virkeligheden (et af hendes erklærede mål) i selskab med en så indtagende og vampet anti-heltinde, der øser ud af beskidte anekdoter, som giver hendes repertoire en helt ny betydning?  Som da en humoristisk historie om en passager i metroen, der blotter sig for hende, glider over i en uhyggeligt passende udgave af 'Zing, Went The Strings Of My Heart'.  Hun er en stor kvinde, med en stor stemme og et kolossalt mod, og hun formår ubesværet at fordoble tempoet efter det nummer for også at inkludere 'The Trolley Song', mens Wachter giver den fuld gas med orkestrale effekter på tangenterne.

En snert af pseudo-virkelighed sneg sig ind med velvalgte historier fra showbiz-miljøet, der trak tråde til hendes egne rødder og de 'gay dads', der tog hende under vingerne i den kulturelle ødemark i Arlington, Texas, hvor 'Evita' var det første show, hun opdagede.  Det blev startskuddet til 'What's New, Buenos Aires?', leveret med latinsk nerve af det velspillende band.  Herefter sendte en historie om 'poppers' os direkte ind i et medley af 'I'm Flying' og 'Wake Me Up When It's Over'.  Dette førte til nogle mere eftertænksomme refleksioner over USA's nuværende tilstand, blandet med den glade funk i Janelle Monáes 'Tightrope', leveret med mere sjæl, end vi er vant til.  Scott har fået nogle år på bagen, og hun finder en dybde i disse sange, som yngre sangere slet ikke ved eksisterer (medmindre de selvfølgelig tilfældigvis er Judy Garland).

Dette førte os videre til et andet musikalsk landskab: Queen og Bowies 'Under Pressure'.  At høre hvad Tori Scotts ekstraordinære stemme gjorde ved dette nummer var en åbenbaring: hver gang man tror, man har regnet hende ud, tager hun én med et nyt sted hen.  Og hendes performance!  Nummeret blev leveret à la Lindsay Lohan, komplet med manisk klatren rundt i salen og op og ned ad rækkerne, kronet med kommentaren: 'Ifølge Google er det den amerikanske version af sundhedsvæsenet'.

Næste stop var Madonnas 'And I Feel Like I Just Got Home', leveret med mere tyngde, end man skulle tro muligt.  Det var bjergtagende.  Men det bedste var i vente.  Via en anekdote om rædselsfulde, hykleriske baptister fra det sydlige Texas hørte vi Hozier's 'Take Me To Church'.  En enkel, ren vokal, der byggede op til et kraftfuldt klimaks.  Efter varme minder om teenage-druk fik vi en kæphøj 'And Then He Kissed Me' og 'Do What You Want With My Body': dårlige minder om sprut, der naturligvis ledte os til 'Chain of Fools', som blev mixet med 'I've Had A S**t Day'.  Endnu flere vodka-minder førte til historier fra Tinder, hvilket kastede os ud i en utrolig ærlig og præcis fransk fortolkning af 'La vie en rose'.  Sublimt!

En genial overgang – fra en mester i netop dette – førte os til en inderlig og rørende udgave af 'Wrecking Ball', som Scott formåede at lade glide over i selveste 'The Man That Got Away'.  Sidstnævnte stoppede vitterligt showet: hun leverede den med en trofasthed mod Garlands fraseringer, men tilsatte vokale detaljer og klangfarver inspireret af både Doris Day og Dinah Shore, der gjorde den til hendes helt egen.  Wachter var den perfekte akkompagnatør.  Det stod klart for os alle, at hun ikke bare er dronningen af moderne pop, men står solidt i traditionen fra de store fortolkere af 'The American Songbook'.  Et rent vidunder.

Humøret blev løftet igen efter den følelsesmæssige rutsjebanetur med en beruset jagt gennem Hedwig and the Angry Inchs 'I'm Miss Beehive 1963', der kulminerede i stående bifald efter 'What's Going On', leveret med fuld Texas-power.  Naturligvis måtte der et ekstranummer til, så vi fik en smuk og sødmefuld 'Do You Wanna Dance?', med en engleagtig aura af Karen Carpenter møder Diana Ross.  Åh ja, Miss Scott.  Vi vil rigtig gerne danse.  Kom snart igen!

LÆS MERE OM TORI SCOTT