ANMELDELSE: Ugly Lies The Bone, National Theatre ✭✭✭

Ugly Lies The Bone på Nationaltheatret. Mark Douet Ugly Lies the Bone.

Nationaltheatret

2. marts 2017

3 Stjerner

Bestil Billetter

Dette nye stykke af den amerikanske dramatiker Lindsey Ferrentino undersøger brugen af virtual reality til behandling af soldater med PTSD. De fascinerende programnoter skildrer succesen med at bruge imaginære verdener til at behandle sådanne tilstande og diskuterer casen med den virkelige soldat, der blev behandlet på denne måde. Konklusionen er, at VR kan give effektiv smertelindring – ofte bedre end medicin. I stykket eksperimenterer Jess, en hårdt såret soldat, der vender hjem fra Afghanistan, med denne banebrydende terapi og begynder langsomt at genopbygge både sine relationer og sig selv. Det er et stykke, der samlet set ikke helt lever op til det løfte, der ligger i videnskaben og dele af manuskriptet.

Ugly Lies The Bone på Nationaltheatret. Mark Douet

Først de positive sider. Scenografien er endnu en triumf for Es Devlin, der gnidningsløst fører os fra den virtuelle virkelighed til Jess' hjemmeliv i Florida. Det er ofte effektivt i sin enkelhed og en visuel nydelse, når vi præsenteres for den virtuelle verden. I hovedrollen som Jess er Kate Fleetwood fremragende; hendes bevægelser antyder de konstante smerter, hun befinder sig i. Hun er sminket med dybe ar og får jævnligt krampetrækninger, mens huden tilpasser sig knoglerne. Det er en bjergtagende præstation, og hendes forhold til 'Stemmen' – den nærmest himmelske videnskabskvinde, der skaber den virtuelle verden, Jess træder ind i – udgør stykkets kerne. Jess siger på et tidspunkt, at den virtuelle verden er der, hvor hun begynder at kunne mestre tilværelsen; det er verden udenfor, der er problemet – og det er præcis dér, stykket selv har sine udfordringer.

De andre karakterer fremstår en smule todimensionelle, selvom skuespillerne arbejder hårdt på at give dem fylde. Der er varme mellem Jess og hendes søster Kacie, velspillet af Olivia Darnley, men Kacies optimisme burde være blevet udfordret mere. Stykket har mange morsomme øjeblikke, ikke mindst takket være Ralf Little i rollen som bejleren Stevie, der dannede par med Jess før krigen, og som nu kæmper med at håndtere den nye udgave af hende. Kris Marshall føles lidt spildt i rollen som Kelvin, Kacies kæreste – en utaknemmelig rolle, der bidrager med grin, men meget lidt til selve narrativet. Indsatsen kunne have været højere; alle er så søde og forstående, at man aldrig rigtig mærker presset eller de dybe konflikter i relationerne.

Det er et stykke, der opnår noget sjældent: det føles både for langt og for kort på samme tid. Der er et par overflødige scener i starten, og da Jess når slutningen af programmet, får hun at vide, at hun altid kan spille det igen, da hun har gennemført forløbet – hvilket lidt underminerer hele stykkets pointe. (Og er teatret ikke i forvejen en slags virtual reality hver eneste aften?) Alligevel introducerer slutscenen søstrenes mor, spillet af Buffy Davis (der også lægger stemme til 'Stemmen'). Pigerne frygter, at hun ikke vil kunne genkende den mærkede Jess, men bliver overraskede over, hvor fattet hun tager det. Dog viser det sig i næste replik, at hun lider af demens og tror, at hendes døtre stadig er børn, der lige er blevet sat af ved skolen. Denne idé om demens som en form for virtual reality føltes som begyndelsen på et helt andet stykke, eller i det mindste en anden og stærkere scene. Samlet set når stykket, trods et stærkt cast og høje produktionsværdier, ikke de højder, det potentiale lagde op til.

BESTIL BILLETTER TIL UGLY LIES THE BONE NU