ANMELDELSE: What Am I Doing?, Union Theatre ✭✭✭✭

What Am I Doing?: Tales From A Worrying Actor The Union Theatre, 11. oktober 2015

4 stjerner

Gregory Hazel, den selvudnævnte "bekymrede skuespiller", sidder på en høj barstol og emmer af en rastløs energi. Som han selv skarpt bemærker, er det en nervepirrende opgave at sætte en forestilling op, der netop handler om bekymringer. Han lover dog, at de næste to timers selvironiske morskab ikke kun vil handle om tilværelsen som hårdtarbejdende skuespiller, men nærmere belyse, hvorfor angst er en uundgåelig del af det at være menneske.

Selvom jeg ikke mener, at What Am I Doing? helt indfriede det løfte, gjorde Hazels ubesværede karisma og en lind strøm af underholdende anekdoter det til et yderst fornøjeligt on-man show. Forestillingen er bygget op som en række sange og monologer, og den lever højt på Hazels evne til at gøre grin med sig selv. Meget af det centrerer sig om hans oplevelser med det unikke, men ofte absurde liv på de skrå brædder. Fra den hovmodige beslutning om at råbe "Syng med alle sammen!", da han optrådte med sin egen sang til en skoleafslutning, til hans refleksioner over fremtiden som skuespiller – "Jeg har fået flere tilbud om drag-roller i 2015 end almindelige roller" – udforsker Hazel sit liv med en helt igennem charmerende lethed.

Dette understøttes af showets charmerende upolerede stil. Han tjekkede rækkefølgen mindst én gang for at se, hvad næste punkt var – "Man skulle tro, det ikke var mig selv, der havde skrevet det her" – og han betroede os jævnligt sine bekymringer fra scenen: "Jeg har en følelse af forestående undergang over den næste sang". Showets mangel på struktur gik dog desværre ud over musikkens gennemslagskraft. Hazel var en habil snarere end en bjergtagende sanger, men der var masser af potentiale i hans oprigtige levering. Sammen med den ufejlbarlige Simona Budd ved klaveret burde sangene have været lige så herligt ærlige som hans historiefortælling.

Desværre manglede deres fokus på de universelle emner – hvor især kærlighed var et gennemgående tema – en følelsesmæssig krog, da de ikke blev sat i perspektiv. Linjer som "vi tager på dates, du kigger på uret" gav mig lyst til at høre om Hazels egne oplevelser, men emnerne blev som regel lagt på hylden, så snart sangen sluttede. Desuden lænede teksterne sig lidt for meget op ad klichéer som "overdosis af kærlighed", hvilket gjorde følelserne en anelse upersonlige. Det medrivende finalenummer, en entusiastisk udgave af "I Guess That's Why They Call It the Blues" med masser af fællessang, fungerede dog fantastisk, fordi det refererede til en tidligere historie om hans audition til The Voice. Dette, sammen med et både morsomt og rørende nummer om "fortrydelse", viste showets potentiale for en mere involverende musikalsk rød tråd.

En særlig ros skal gå til "bekymringskrukken", som publikum fyldte med deres tanker i pausen, og som Hazel læste op efter pausen. Her fandt man perler som: "Jeg bekymrer mig om, hvorvidt min bekymring er interessant nok" og "Jeg bekymrer mig om Mørkets Herres genkomst og den lammende rædsel, han bringer med sig fra dybet". Denne finurlige start på anden akt gav Hazel rig mulighed for improvisation, og hans komiske timing var helt i top. Det var virkelig et af de mest forunderligt morsomme øjeblikke i et on-man show, jeg nogensinde har oplevet.

What Am I Doing?: Tales From A Worrying Actor var et mindeværdigt show, der satte fokus på Gregory Hazels store talent som fortæller. Selvom sangene ofte virkede mindre betydningsfulde end hans monologer, antydede de stærkeste numre et potentiale for en mere sammenhængende fortælling. Jeg vil bestemt holde øje med hans fremtidige projekter.