ANMELDELSE: White Christmas, Dominion Theatre ✭✭✭✭

White Christmas

Dominion Theatre

12. november 2014

4 stjerner

Hvis der ude i verden skulle være en musicalproducent, der trænger til at lære lektien om, at kendis-casting aldrig gavner en opsætning, medmindre stjernerne rent faktisk kan levere varen, så findes der ingen bedre anledning end Morgan Youngs opsætning af Irving Berlins White Christmas, som lige nu spiller på Dominion Theatre. Forestillingens store trækplastre er Aled Jones og Tom Chambers, men de er de mindste talenter i en forestilling ellers spækket med færdigheder og evner. White Christmas er naturligvis en berømt film, en stjernespækket affære for Danny Kaye, Bing Crosby og Rosemary Clooney. Irving Berlin leverede, da han var på sit højeste, et gnistrende partitur og skarpe tekster. Dette er en dramatisering af filmen, hvor materialet er blevet bearbejdet og udvidet til at passe til en sceneproduktion. Sceneversionen har været gennem flere inkarnationer, og opsætningen på Dominion er den version overlegen, som spillede på Broadway for et par sæsoner siden.

Det er en fjollet historie, nærmest absurd, men den er tro mod sin tid, og der er en blid hjertelighed over fortællingen, som smitter. Det er historien om tre par elskende, der næsten ikke finder sammen (fire, hvis man tæller Mike og Ezekiel med), sat mod en baggrund af misforståelser, numre, behovet for at stable et show på benene for at samle ind til et godt formål, og til sidst – sne. Den stråler af optimisme, patriotisme og skepsis på den måde, som kun amerikanske musicals kan – udtrykket "corny as Kansas in August" har aldrig givet mere mening. Sandheden er, at manuskriptet af David Ives og Paul Blake stort set er underordnet.

White Christmas er et vaskeægte sang- og danseshow. Dets eksistensberettigelse er at give plads til spektakulære koreografier og fabelagtig sang. Her får den opgave et gevaldigt løft af kapelmester Andrew Corcoran og det ca. tyve mand store orkester, han leder – de spiller Berlins musik upåklageligt, med både svulstig elegance og messingsprudlende kraft, alt efter hvad der kræves. Lyden er fyldig, storladen og yderst velkommen.

Når hele orkesteret swinger sammen med det fulde ensemble i de store numre, er effekten intet mindre end herlig. Fornemmelsen af fortidens Broadway er indfanget og fastholdt. Corcoran har i den grad leveret den musikalske vare her.

Randy Skinners koreografi er let og legende. Der er store tap-numre såvel som mere intime øjeblikke. Rutinerne til Sisters (kvindeudgaven), The Best Things Happen When You Are Dancing, Blue Skies, I Love A Piano og White Christmas sprudler af glæde og smittende charme. De kvindelige hovedroller og ensemblet er magiske at se på i disse numre.

Da det er et juleshow, er det uundgåeligt, at der optræder en gnaven gammel mand og et klogt, glad barn, og White Christmas skuffer ikke på det punkt. Som Susan, det fremmelige men dejlige barnebarn af krigshelten general Hank (Graham Cole), var Sophia Pettit ren perfektion. Sprudlende, spørgelysten, glad og oprigtig – hun lagde salen ned med sit nummer i anden akt, Let Me Sing And I'm Happy. Det er en hjertevarm og professionel præstation.

Cole er perfekt som den tvære Hank, en mand der har brug for en hær for at føle sig komplet – eller tror han i hvert fald. Han er en formidabel gnavpot, en rørende bedstefar, og når det gælder, leverer han den følelsesmæssige kerne midt i alle plotforviklingerne. Han indfanger fuldstændig den unikke amerikanske følelse af militær stolthed og får det til at fungere.

Han får mere end kvalificeret modspil af den Ethel Merman-agtige Wendi Peters, som er intet mindre end triumferende som den højlydte (altså, meget højlydte, og med rette) Martha. Hun er den gamle Broadway-danser, der får Hanks liv til at hænge sammen, men som han først til allerstsidst indser er en velsignelse. Peters misser ikke en eneste pointe – hun er hylende morsom, synger forbløffende godt og giver alt, hvad hun har. Uanset hvad plakaten siger, så er dette en præstation af en sand stjerne.

Brendan Cull gør underværker ud af det, der kunne have været den utaknemmelige rolle som Mike, scenemesteren i den lade, hvor showet skal opføres. Det er en uventet fornøjelse at opleve hans skøre, småskøre, men absolut elskelige scenemester. Og han passer perfekt sammen med Phil Coles tungsindige "Yup"-scenearbejder, Ezekiel. Sammen står de for en af aftenens mest uventede grin (det involverer ahornsirup, men det må man selv se!).

Som den let Mitzi Gaynor-inspirerede Judy er Louise Bowden praktisk talt perfekt på alle måder. Hun er smuk, danser som en gudinde, synger med ynde og en smuk klang, og er fuldstændig overbevisende som den mest romantisk anlagte af Haynes-søstrene. Hendes indsats i I Love A Piano er åndeløst god. Endnu en vaskeægte stjernepræstation.

Lige så imponerende er Rachel Stanley, der spiller Judys søster, Betty. Hun er den ældre, mere besværlige søster; hvor Judy forelsker sig hovedkulds, skal Betty overbevises om, at kærligheden er i luften. Stanley håndterer dette med stor overlegenhed; hendes varme er ægte, og det lykkes hende at få karakterens noget absurde opførsel til at virke helt forståelig. Hun er vidunderlig sammen med Bowden, og de virker virkelig som søskende; deres introduktionsnummer, Sisters, er en ren fornøjelse. Hun leverer desuden en kraftpræstation i anden akt med Love, You Didn't Do Right By Me.

Det er fire kvindelige stjernepræstationer i ét show. Hatten af for pigerne!

Aled Jones og Tom Chambers minder lidt om musicalteatrets svar på David Cameron og Nick Clegg: De ser ordentlige ud, de gør hvad der bliver sagt, man kan se de virker oprigtige og måske ser ud til at have styr på det, men der er bare den gnavende mistanke om, at det hele ikke spiller helt, at de ikke er rigtige venner, og at de slipper afsted med det snarere end egentlig at udføre jobbet.

Der er simpelthen ingen kemi mellem de to mænd, og da hele showet bygger på fundamentet af deres store venskab, er det et reelt problem. Men der er heller ingen kemi mellem Jones og Stanley eller mellem Chambers og Bowden – og det er ikke på grund af manglende indsats fra damernes side.

Ingen af de to mænd besidder den lethed, stil og ynde, som de mandlige hovedroller her kræver. Ingen af dem kan danse så godt, som der er brug for; på det punkt bliver de begge overstrålet af det mandlige ensemble bag dem. Ingen af dem er synderligt gode skuespillere, og de er heller ikke sangere, der mestrer kravene i et Berlin-partitur.

Og alligevel… så slipper de afsted med det. Selvom de måske ikke er i samme liga som deres medspillere, når det kommer til musical-performance, så er de fremragende til at lade som om. Jones synger bedre end Chambers, og Chambers danser mere sikkert end Jones. Deres version af Sisters, som burde være et komisk mesterværk i anden akt, er flad og kedelig – hvilket blot beviser, at det er kvinderne, der for alvor tænder gløden på scenen.

Ensemblet er fantastisk, med særligt gode indsatser fra Jonny Labey, Karen Aspinall, Stuart Winter, Matthew Whennell-Clark og Jennifer Davison.

Anna Louizos' scenografi fungerer fint, selvom der er mange scener "foran tæppet", og visse sceneskift virker meget lange. Afsløringen af "White Christmas" er dog værd at vente på, og det næsten dukketeater-agtige udtryk i det samlede design fungerer rigtig godt. Særligt togscenen og den smarte natklubscene i New York er vellykkede. Carrie Robbins' kostumedesign komplementerer Louizos' arbejde fornemt – de er så campede og glitrende, som man kunne håbe på, især klaver-kjolerne i starten af anden akt.

Dette er fremragende juleunderholdning for hele familien. Første akt kunne have haft mere tempo, men anden akt flyver afsted, og overordnet set er der så meget glæde og talent, at de fleste – bortset fra de mest indbidte modstandere af julen – vil finde masser at holde af, og måske endda fælde en tåre eller to til dette julespektakel.

Men hvor ville denne oplevelse have været endnu mere lækker, hvis de to "stjerner" var mere som Danny Kaye og Bing Crosby og mindre som David Cameron og Nick Clegg? Heldigvis bærer kvinderne, de øvrige mandlige biroller og ensemblet aftenen hjem med glans. Helt ærligt – hvem har brug for "stjerner"? Kan man ikke bare caste dem, der rent faktisk kan stråle?