INTERVIEW: Drew McOnie om at bringe dansen til live i musicals

Drew McOnie. Foto: Pamela Raith Når man taler med koreografen Drew McOnie, kan man ikke undgå at blive revet med af hans smittende ungdommelige entusiasme og føle en dyb respekt for det talent, som denne unge teaterskaber udstråler. Det er bjergtagende sager! Douglas Mayo mødte ham til en kort snak om hans fortid, hans nuværende forestillinger, og hvor han er på vej hen nu. Hvad fik dig til at vælge koreografien frem for blot at arbejde som danser?

Det var lidt omvendt for mit vedkommende, da jeg lærte at danse for at få det ordforråd, jeg havde brug for til mine egne danse. Som resultat fik jeg smag for dansen og tog den derfra. Jeg elskede at se forestillinger, og jeg dansede altid rundt og lavede mine egne shows; jeg blev meget påvirket af at se optrædener. Som lille dreng kom jeg ud fra teatret og tænkte, at jeg ønskede, det var min idé, eller at det var mig, der havde skabt den koreografi, frem for at ønske, at det var mig, der sang sangen eller udførte dansen.

Derfra satte jeg altid forfærdelige skoleforestillinger op i skolegården – min værste var Joseph And The Amazing Technicolour Dreamcoat, som ingen mødte op til. Siden da handlede det egentlig bare om at lære, mens jeg arbejdede.

Ensemblet i In The Heights. Foto: Johan Persson Hvor starter du, når du bliver bedt om at koreografere en forestilling? Koreografer bliver ofte ansat til at levere en meget specifik type koreografi. Jeg indså meget tidligt i min karriere, at jeg ikke ville defineres af én bestemt dansestil. Alsidighed er efter min mening nøglen, når det kommer til teaterkoreografi.

Som danser nød jeg så mange forskellige stilarter, så jeg ønskede at være en koreograf, der var kendt for alsidighed og mangfoldighed. Så når et nyt projekt lander på mit bord, bliver jeg ofte ret begejstret for de titler, der virker skræmmende – ligesom In The Heights gjorde.

Der er en enorm mængde læring involveret for at kunne gennemføre en forestilling som den. Jeg håber, det gør mig til en bedre kunstner.

Hvilken type forestillinger kan du bedst lide at arbejde på? Jeg elsker forestillinger, hvor dansen har et narrativt ansvar. Jeg synes, det er enormt spændende, når man kan bruge dans til at skabe et visuelt sprog. Hvordan griber du en ny forestilling an? Mere etablerede koreografer taler om at bruge danse-arrangører og har specifikke arbejdsmetoder. Hvad med dig?

Katy Lowenhoff som Gin og Simon Hardwick som Tonic i Drunk. Foto: Marc Hankins

Jeg elsker at arbejde sammen med musikere, komponister og arrangører. Noget af det bedste arbejde, jeg har lavet, og som jeg er mest stolt af, er opstået gennem et tæt samarbejde med den kapelmester eller musical supervisor, så vi kan forme musikken og bevægelserne i forening.

Du har for nylig startet dit eget dansekompagni. Kan du fortælle os lidt om The Drew McOnie Company?

Det er noget, jeg altid har drømt om. Det er et kompagni, der er sat i verden for at fejre alsidigheden hos musicalperformere og deres unikke evne til at agere og fortælle historier med deres kroppe. Jeg indså, at der ikke fandtes et kompagni, der hyldede dans i musical-stilen. Så jeg ønskede et sted, hvor mange af disse fantastiske dansere kunne mødes og dele en fælles vision og passion.

Det er den der "A Chorus Line"-tankegang – en forestilling bygget op omkring disse utroligt dygtige og veluddannede kunstnere. Det er folk, der ofte bliver gemt væk i ensemblet i musicals, og som måske, hvis de er heldige, kommer frem i lyset i et danse-break i ny og næ.

Vi har fået en mulighed på Old Vic, hvilket er kæmpestort. De er meget respekterede og kreative, og de har udvist et stort ønske om og passion for kompagniet, hvilket er helt ekstraordinært.

Du er i gang med at arbejde på en ny opsætning af Jekyll and Hyde. Kan du fortælle os lidt om det?

Det er utrolig spændende og fylder meget i mit hoved lige nu. Vi har haft den første workshop og forbereder den næste efter jul. Det er en spændende titel, som mange har i tankerne for tiden takket være den nye ITV-produktion. Musikken komponeres af Grant Olding, som jeg også samarbejdede med på Drunk; vi har et tæt forhold og svinger rigtig godt sammen. At arbejde med ham har været et fantastisk møde mellem to kreative sind. Det bliver rodfæstet i musicalverdenen – det er mørkt, med en sexet kerne, og musikken er et brillant clash mellem elektroniske toner og messingblæsere i swing-stil. Vi har et hold på 12 dansere, som er helt exceptionelle. Med alle de forestillinger, du har undervejs, når du overhovedet at sove for tiden? In The Heights spiller nu på Kings Cross Theatre, jeg er i gang med prøverne på The Lorax, som er Old Vics juleforestilling, og den helt nye produktion af Hairspray turnerer i øjeblikket i Storbrittannien, og nu også med Jekyll and Hyde. Det hjælper mig i hvert fald med at sove om natten, det kan jeg love dig. Er der nogle bestemte forestillinger, der står på din ønskeliste over ting, du vil koreografere? Der er de store klassikere, som jeg er sikker på, de fleste koreografer drømmer om, som Singin' In The Rain, men det, der virkelig får blodet til at rulle, er nye forestillinger. Jeg har enorm respekt for de koreografer, der kom før mig, som Jerome Robbins, Bob Fosse og Michael Bennett. Hver gang man går til en forestilling, der oprindeligt blev skabt af en af de ikoniske koreografer, ser man den gennem et bestemt filter. For mig ville det største være at arbejde på forestillinger, hvor jeg skaber koreografien helt fra bunden ud fra min egen fantasi frem for at genfortolke. Det ser jeg meget frem til. BESTIL BILLETTER NU TIL  IN THE HEIGHTS, THE LORAX, HAIRSPRAY PÅ TURNÉ ELLER JEKYLL AND HYDE