INTERVIEW: Ivo van Hove om Hedda Gabler

Kate Moore taler med Ivo Van Hove om hans opsætning af Hedda Gabler, som nu turnerer i Storbritannien.

HEDDA GABLER UK TOURDATOER

Ivo Van Hove. Foto: Jan Verswyveld Kate Moore: Hej Ivo, lad os starte med at tale om, hvad der fangede dig ved Hedda Gabler. Hvorfor netop dette stykke, og hvorfor nu? Ivo van Hove: Der findes jo visse mesterværker i teaterverdenen, og jeg mener virkelig, at dette er Ibsens absolutte mesterværk. Men udover det er det også et meget personligt stykke. Det blev skrevet, da Ibsen var ret gammel, ti år efter Et dukkehjem, og man mærker en reel trang hos ham til at skrive netop dette. Og det er meget specielt, fordi karakteren Hedda faktisk ikke er særlig sympatisk. Hun er ikke en person, man umiddelbart kan identificere sig med. Jeg tror faktisk, det er et portræt af ham selv. Han havde et behov for at fortælle en historie om et menneske, der føler sig totalt isoleret fra relationer og fra verden. Jeg læser Hedda Gabler i dag, mere end hundrede år efter det blev skrevet. Vi lever i det 21. århundrede, ikke i det 19., så for mig giver det ikke mening at gøre det til et historisk stykke, et museumsobjekt om fortiden. Som teaterinstruktør føler jeg altid en forpligtelse til at tale om mennesker og temaer, der betyder noget i dag, ikke ting, der betød noget førhen. Med Hedda Gabler mener jeg ikke, at Ibsen nødvendigvis tog fat på et bestemt tema, men snarere en menneskelig tilstand og en tilstand i samfundet. Så jeg startede med at skrive en lille note med mine tanker om stykket. Jeg gav den titlen: Tidens tegn. Og det er præcis sådan, jeg har det – Hedda Gabler i dag handler om at give publikum et tegn på vores tid, på den følelsesmæssige tomhed, vi må deale med; følelsen af ikke rigtig at kunne skabe en forandring, selv når vi ønsker det, og selv når vi har alle muligheder for at gøre det. Nogle gange findes der en blokering i os, og vi ved ikke hvorfor.

Den sidste ting, der virkelig interesserede mig, og som er det vigtigste, jeg opdagede under min forberedelse og research, er, at det ikke så meget er et stykke om middelklassen i det nittende århundrede, men i virkeligheden et stykke om selvmord. Jeg tror, at selvmordet, selvdestruktionen – den ultimative selvdestruktion – ligger dybt i Hedda længe før stykket begynder. Det er altså ikke på grund af ægteskabet med Tesman, at hun begår denne forfærdelige eller uundgåelige handling. Det er noget, der bor dybt inde i hende, denne trang til at ødelægge, og når der ikke er mere at ødelægge udenom hende, så ødelægger hun sig selv.

KM: Du nævnte, at Hedda reelt er Ibsen. Jeg ved ikke så meget om Ibsen selv, men på hvilken måde er han Hedda? Det kan jeg selvfølgelig ikke bevise, men det føles som om Hedda handler om det, der virkelig betød noget for ham. Han havde skrevet Et dukkehjem ti år før Hedda Gabler. Et dukkehjem slutter med en kvinde, der flygter, så der er håb, der er en fremtid. Der er noget at længes efter, en reel forandring. Med Hedda er Ibsen meget ældre, og han skriver måske på en måde, han selv anså for mere realistisk. Det var hans verdensbillede på det tidspunkt i livet, tror jeg. Han accepterede, at livet er, som det er, selv når man har alle mulighederne. For Hedda har alt. Hun er datter af en general, så der har været velstand. Hun er vant til luksus. Hun gifter sig med en mand, der bliver professor, hvilket potentielt også indbringer penge. Hun har masser af chancer, masser af muligheder, men hun virker ikke i stand til at stille noget op med dem. Og det er så smuk en kontrast til for eksempel Thea. Thea er ligesom Nora; hun gør noget, hun skaber forandring. Hun forlader sin mand, fordi hun ikke elsker ham. Det gør Hedda ikke. Hedda elsker ikke Tesman. Tesman elsker ikke Hedda. Men de tager aldrig beslutningen om at bryde ud, om at skabe en reel forandring. Man kan være meget fattig, men meget lykkelig. Man kan have masser af penge og være totalt ulykkelig. Hedda Gabler er fyldt med nuancer, detaljer og forskellige perspektiver. Det er det, der gør det til et gådefuldt stykke. Hvorfor gør hun det? Man får det aldrig rigtig at vide. Vi prøver altid at regne det ud, men man finder aldrig svaret. Og det er netop det, der gør det så tryllebindende at se på.

Annabel Bates (Mrs Elvsted) og Lizzy Watts (Hedda) i Hedda Gabler KM: En af de ting, jeg elsker mest ved din opsætning, er scenografien – det faktum, at du har flyttet det til en moderne, nutidig ramme, hvilket næsten ændrer opfattelsen af Hedda. Jeg ved, at mange har talt om hende som et feministisk ikon spærret inde i et ægteskab, men det føles bare ikke sådan her. Kan du fortælle lidt om den bearbejdelse, og hvordan du nåede frem til det?

IVH: Når man læser stykket meget grundigt, står det helt klart for mig, at Hedda ikke er et ikon for feminismen. Hedda er fanget, ja, men ikke af samfundet, for der findes udveje. Der er flugtmuligheder, og Ibsen introducerer Thea i første akt for netop at vise, hvad man kan gøre. Man kan bare sige: "Jeg går, og du går", ligesom Nora gjorde. Så det er sådan stykket starter. Man ser et menneske med denne store tomhed i sig. En der ikke synes at have nogen fantasi. Hun sidder fast i sin afhængighed af luksus og af at have et såkaldt 'godt liv' udadtil. Hun er fanget i sig selv. Det er ikke ægteskabet, der fanger hende, for det er et fornuftsægteskab. Hun ved det, og Tesman ved det. Det er ikke sådan, at Tesman har kidnappet hende. Det er en aftale mellem de to. Det er en aftale om at have et liv for omverdenen, at være såkaldt lykkelige. Hedda er sit eget fængsel, fanget i sin egen utilstrækkelighed. Hun er ude af stand til reelt at ændre sit liv, selvom hun har alle muligheder for at gøre det.

KM: Tror du, det er vigtigt, at Hedda er en kvinde i denne historie?

IVH: På Ibsens tid var det en kæmpe ting. At have skrevet et stykke om en kvinde i slutningen af det nittende århundrede er utroligt – selv i dag er det fantastisk at have så markant en hovedkarakter. Hedda rummer alle disse dæmoniske kræfter; hun kan være ekstremt hård, hun er nådesløs, hun har ikke meget empati med andre, og hun er ikke ligefrem elskelig. Hun er ikke et let offer, som man straks får ondt af. Man tænker ikke: "Åh, den stakkels kvinde". Samtidig er hun ikke bare endimensionelt hård. Dybest set er det, skuespilleren skal finde frem til, det sårbare punkt – den skrøbelighed, der findes i hende, men som hun aldrig, eller næsten aldrig, viser.

KM: Hvordan hænger forestillingens visuelle design sammen med de temaer i stykket, du helst ville udforske?

IVH: Tja, det vi gerne ville, var at komme væk fra det nittende århundrede, så vi placerede stykket i en loftlejlighed i en storby. Det kunne være London, det kunne være Shanghai, eller hvor som helst. Og denne loftlejlighed er nærmest tom. Der er en sofa, som Hedda og Tesman tydeligvis ikke selv har købt, for det er sådan en ting, der er efterladt af dem, der boede der før. Er lejligheden under renovering, eller er den ved at blive revet ned? Der er ingen døre i lejligheden, så folk går ind og ud fra selve salen, og der er ingen flugtvej for Hedda. Men der er heller ingen mental flugtvej. Alle andre kommer og går, så hun kunne også gå ud, men hun gør det ikke. Hun bliver i hjemmet. Der er også et vindue, men det vindue giver ikke udsyn til noget. Der er ikke et pænt landskab bagved, bare sort intethed, mørke.

Lys og mørke er et meget vigtigt element. Det står også i manuskriptet. Det er smukt, at hun siger 'Jeg vil ikke se lyset'. Jeg tror næsten, det er hendes første replik. Hun føler sig fanget i mørket, og der er kun én ting, hun virkelig elsker, og det er hendes klaver. Hun er totalt forbundet til dette gamle klaver. Det faktum, at Ibsen beskriver det som et gammelt klaver – noget unyttigt, der ikke lyder særlig godt. Hun er afhængig af det klaver. Hun sidder fast i noget; hun er ikke i stand til at komme videre. Hun klamrer sig til ting fra fortiden, ting der er væk, og hun er ude af stand til at træde ind i fremtiden.

KM: Hvorfor tror du, Hedda er så destruktiv over for sig selv?

IVH: Inden for teatret har vi altid en tendens til at forklare alt, at psykologisere alting. "Denne person gør sådan, fordi...". Men i livet – hvor svært er det ikke at vide, hvorfor man gør de ting, man gør? Pludselig kan man blive vred over noget. Man ved det ikke. Jeg tror, man kan forsøge at forstå Hedda, men jeg synes ikke, det er nødvendigt, for man ser hele hendes rejse. Man ser det scene for scene for scene, og nogle gange tænker man, at hun er en forfærdelig kvinde. Og andre gange tænker man: Hvordan kan nogen gøre dette mod hende? Så det er en stor blanding. Det er meget menneskeligt. Jeg tror, at mange forfattere i dag burde være misundelige på Ibsen over at have skabt en karakter, der er så rig og fascinerende. De største skuespillerinder har spillet Hedda, og gåden er stadig ikke løst, hvilket er fantastisk.

KM: Lyssætningen virker som en enormt stor del af denne opsætning. Jeg følte, den var meget arkitektonisk. Jeg ved, du arbejdede sammen med Jan om det. Kan du fortælle lidt om den proces?

IVH: Vi har boet sammen i seksogtredive år, så det er en flydende proces. Men det, vi gør, er at udfordre hinanden. Vi vil altid have det bedste af det bedste. Og Jan har en fantastisk sans for lys. Han startede med lyset. Da vi startede for seksogtredive år siden, var lys hans felt. Scenografien kom senere. Han bruger ikke lys bare til at oplyse noget, men som en skulptur. Det er som arkitektur, og det er noget, jeg virkelig holder af som instruktør. Jeg synes, han er en af de bedste i verden til netop det, for der er ikke mange, der sætter lys på den måde, han gør i en scenografi og et teaterstykke.

KM: Noget andet, jeg lagde mærke til, var den måde karaktererne bevæger sig på i rummet, da det er dette lukkede rum. Var det nøje koreograferet? Jeg tænkte på, hvordan bevægelsesmønstrene opstod.

IVH: Det er ikke planlagt på forhånd, men jeg er meget opmærksom på kroppe i et rum. En scene jeg for eksempel elsker, er i slutningen af 1. akt, da Hedda og Tesman har opdaget, at han måske ikke får professoratet, og han er totalt deprimeret, og hun er vred. Og så sidder de sammen i sofaen ude i siden. Det føles som Macbeth og Lady Macbeth i dette tomme slot. Jeg er modtagelig over for den slags øjeblikke; når man ser på et billede, og billedet udtrykker alt. Det er fyldt med betydning og spænding.

Jeg skaber ud fra en situation, som øjeblikkeligt skaber spændingen, og så ser jeg altid, hvad der sker undervejs i prøverne. Placeringerne og bevægelserne opstår pludselig under prøverne. Ved slutningen af prøveforløbet, når vi har den endelige version af en scene, så er det der pludselig. Det var aldrig udtænkt på forhånd.

KM: Hedda har relationer til tre vidt forskellige mænd. Den, der interesserer mig mest, er Brack, for jeg føler, hun er draget af ham, selvom han er så farlig. Har du nogen tanker om, hvorfor hun er draget af ham?

IVH: Fordi hun føler, at han er ligesom hende. Jeg tror, Hedda er draget af Brack, fordi de – i begyndelsen i hvert fald – føler, at de har noget til fælles; et hemmeligt liv. Med Tesman er alt offentligt, det er bare til fremvisning for publikum, for samfundet: "Vi er gift, vi er glade, vi skal have et barn". Med Brack er det livets mørke side. Det er den skjulte side af livet. Det er en hemmelig side af tilværelsen. Og det er den, Hedda er så interesseret i at udforske. Med Brack udlever hun drømmen om at være en del af noget, der er totalt eksklusivt mellem to mennesker. Så vender Løvborg tilbage, Heddas gamle flamme, den ene mand hun måske virkelig var forelsket i. Og for Løvborg er det det samme; den ene kvinde han for alvor elskede. Brack bevæger sig ud på ødelæggelsens sti, nådesløst til den bitre ende, til han totalt dominerer Hedda.

HEDDA GABLER UK TOURDATOER