INTERVIEW: Dramatiker Ella Hickson

Ella Hickson slog sit navn fast på Edinburgh Festival i 2008 med sit stykke Eight, som indbragte hende en Fringe First. Hendes andet stykke rykker nu videre til Londons teaterscener.

Ella, du har haft en kometagtig karriere siden 2008 som ung dramatiker. Hvordan var din vej ind i showbusiness?

Mit universitets teater har en gratis tid til rådighed under fringe-festivalen; man skal bare præsentere en idé. Heldigvis blev min idé om otte monologer udvalgt, og så måtte jeg i gang med at skrive dem. Det var en ret ligetil proces. Jeg kendte otte dygtige skuespillerstuderende, og så skabte vi scenerne gennem samtale. Det var en fantastisk proces.

At være dramatiker er et ret ensomt erhverv. Hvor stor hjælp har dine ophold og tilknytninger til forskellige teatre været for dig?

En enorm hjælp. Jeg er virkelig taknemmelig over for Katherine Mendelsohn og teamet på The Traverse, samt Simon, Sean og teamet på The Lyric. Uden disse fællesskaber tror jeg, at de seneste par år ville have været rigtig hårde. Det er utroligt vigtigt at være knyttet til et teater, forstå hvordan et hus fungerer og føle, at man hører til et sted.

Nogle mener, at man skal have oplevet tingene selv for at kunne skrive om dem. Hvad tænker du om det?

Tja, jeg har aldrig sprængt busser i luften eller klædt lig af, så det passer nok ikke! Når det er sagt, så tror jeg, at alt god dramatik indeholder en kerne af universel sandhed, og det hjælper at have en relation til den sandhed, selvom man ikke har oplevet det personligt.

Hvor finder du inspiration til din skrivning?

Alle mulige steder. Brudstykker af samtaler, film, teaterstykker, bøger. Jeg får meget ud af at tale med mine venner.

Efter den store succes med Eight, oplevede du så noget i retning af det 'svære andet album' med Precious Little Talent? Selvfølgelig. Jeg følte, at der var et stort forventningspres på mig med Precious Little Talent – deraf den lidt provokerende titel. Men set i bakspejlet tror jeg, at presset mest eksisterede i mit eget hoved. Teaterstykker kommer og går, og anmeldere tænker sjældent over en anmeldelse, når den først er skrevet. Man er nødt til at være dedikeret til værket og ikke modtagelsen af det; det er den eneste måde, man kan blive ved med at gøre sit bedste. Precious Little Talent dykker ned i følelser af forladthed, som er meget udbredte for tiden. Men ikke af afmagt; det virker også som et grundlæggende optimistisk stykke. Var det vigtigt for dig?

Dengang var det, ja. Jeg synes, der er meget lidt mening i at svælge i mismod, medmindre man i det mindste undersøger nogle veje ud af situationen. Teaterstykker skal handle om forandring, om transformation – hvis folk er forladte, vil vi se dem kæmpe for at blive fundet.

Hvor involveret har du været i denne opsætning af Precious Little Talent? Er du en 'hands-on' forfatter i prøvelokalet, eller mener du, at man skal give slip på værket til en vis grad?

Det har været en læreproces, da det er en af de første gange, jeg har skullet gøre det på den måde, fordi jeg normalt har instrueret mine egne ting. Jeg har et rigtig godt samarbejde med James, og der er en kultur præget af åben kommunikation og kooperation, hvilket gør det hele meget lettere.

Sidst men ikke mindst, hvorfor skal folk gå ind og se Precious Little Talent?

Det har en charmerende kombination af humor og patos. Det er et meget nutidigt stykke med den gode, gammeldags underholdningstone af både grin og tårer.

-Interview af Honour Bayes. Precious Little Talent spiller på Trafalgar Studios fra den 8. april til den 30. april 2011.