ANMELDELSE: Aida, Opera Holland Park ✭✭✭

Heather Shipp som Amneris og Peter Auty som Radamès. Foto: Robert Workman Aida

Opera Holland Park

19/07/15

3 stjerner

Musik eller teater skrevet til særlige lejligheder har det med at forblive netop det – lejlighedsværker. Passende til begivenheden, men uden den nødvendige gennemslagskraft eller kunstneriske selvstændighed til at fortjene et længere liv. Der findes dog undtagelser, og Verdis Aida står som en bemærkelsesværdig og stadig aktuel lektion i, hvordan man skaber et storslået spektakel, der samtidig rummer et privat indre drama af stor kompleksitet med styrken til at røre, ikke blot imponere. Enhver vellykket opsætning kræver, at begge aspekter fungerer lige godt og nærer hinanden. Selvom dette rent musikalsk var tilfældet i Holland Park, var selve produktionen ikke altid lige behjælpelig.

Denne opera var tæt på aldrig at blive til noget. I slutningen af 1860'erne var Verdi mere optaget af driften af sit gods end af komposition, og det krævede et astronomisk honorar fra Egyptens Khediv for at overtale ham til at tage imod bestillingen til åbningen af operahuset i Kairo. Men da han først havde bundet sig, brugte han Ghislanzonis libretto som ramme for nogle af sine mest imponerende refleksioner over konflikter mellem individets og fællesskabets værdier, gejstlighedens tyranni og det evige tema i hele hans virke – fædre og døtre. Selvom operaen er berømt, eller ligefrem berygtet, for de larmende sejrskor i 2. akt, modbevises det rygte af størstedelen af værket, som er af yderste delikatesse i både vokallinjerne og den orkestrale palet. Denne forskelligartede kombination er svær at forløse i en halvåben friluftsopsætning, men Holland Park Opera har efterhånden stor erfaring i at udnytte deres rammer, og udfordringen i disse praktiske kontraster blev løst flot i denne produktion.

Gweneth-Ann Jeffers som Aida og Peter Auty som Radamès. Foto: Robert Workman På trods af sin berømmelse og betydning i kanonen bliver Aida ikke opført så ofte, i hvert fald ikke i London. En stor del af forklaringen ligger formentlig i de omkostninger, der er forbundet med både personale, kostumer, scenografi og det dertilhørende faraoniske 'bling'. Tanken om en spartansk opsætning er simpelthen umulig. Men der virker også til at være en vis reservation og usikkerhed omkring, hvilken stil man bør vælge. Skal originalens orientalisme pakkes ind eller omfavnes trodsigt? Her er et beslutsomt instruktørgreb afgørende, og på dette punkt væver instruktør Daniel Slater en smule. Vi lægger ud i en moderne ramme og bevæger os så gradvist over i en langt mere traditionel og ligefrem fortolkning, uden at overgangen mellem de to nogensinde bliver dramatisk eksplicit. Selvom det ikke i nævneværdig grad ødelægger de mange glæder ved aftenen, fortjener operaen – og ville have nydt godt af – en klarere tillidserklæring til én samlet vision, uanset om den var traditionel eller subversiv.

Holland Houses overlevende pseudo-jacobinske facade fungerer som en passende storslået arkitektonisk baggrund for en scene befolket af tre overdimensionerede egyptiske gudestatuer på sokler – scenograf Robert Innes Hopkins placerer os i et museumsgalleri, hvor en overdådig 'black-tie' reception er i gang med Amneris (Heather Shipp) og hendes far, Kongen (Keel Watson), som værter og Ramfis (Graeme Broadbent) som ceremonimester. En uundgåelig spildt drink bliver signalet til, at Aida (Gweneth-Ann Jeffers) træder ind i rengøringstøj, og et sigende blik mellem hende og Radamès (Peter Auty), overværet af Amneris, sætter plottet i gang. Temaet med museets donorfest, der kommer ud af kontrol, fortsætter mindst til slutningen af 2. akt, hvor Radamès udrustes til kamp fra en historisk rustningssamling, og museets personale dukker op som de etiopiske fanger. Sejrsscenen er dekoreret med smykker og skatte, der tilsyneladende er plyndret fra andre steder i museets samling, og et orgie udfolder sig drevet af forudsigeligt hvidt pulver og regn af pengesedler. Der falder ro på, efterhånden som vi når til 'Nilsenen', den endelige dom og begravelsen. Her træder produktionen endelig i baggrunden og giver konfrontationerne mellem Aida og hendes far samt Radamès og Amneris deres fulde følelsesmæssige tyngde og dramatiske frihed før den rørende genforening mellem Radamès og Aida. Man kan dog ikke lade være med at tænke, at der var en forspildt mulighed i ikke at gøre mere ud af Verdis ubehag ved det præstestyre, der i sidste ende regerer Egypten. Antiklerikalisme og behovet for en klar adskillelse af kirke og stat er et dominerende tema i 4. akt og i det hele taget i Verdis kunstneriske liv. Selvom Heather Shipp som Amneris formidlede budskabet stærkt på scenen, er det en skam, at produktionen ikke refererede tydeligere til dette hovedtema.

Graeme Broadbent som Ramfis og Keel Watson som Kongen. Foto: Robert Workman

Midt i alle disse blandede signaler blev de musikalske værdier i forestillingen dog formidlet særdeles godt. City of London Sinfonia under dirigent Manlio Benzi havde en rigtig god aften. Messingblæserne har meget arbejde både på og bag scenen, hvad enten det er triumferende eller mørkt varslende, og alle disse forhindringer blev klaret på fornem vis. Ellers var der alt det bid og den tyngde, man kunne ønske sig i de ceremonielle øjeblikke, balanceret af mange delikate soloer og kammeragtige mellemspil. Benzi var meget lydhør over for sine sangeres behov i tempoet på akkompagnementet, selvom nogle af korene blev taget i et hæsblæsende tempo, der virkede til at presse alle lidt hårdere end partituret kræver. I titelrollen var Jeffers yderst imponerende vokalt med fine, sarte linjer i de intime scener og evnen til at hæve sig over de andre sangere og orkestret, når det var nødvendigt. Hendes dramatiske personlighed var lidt tilbagetrukket i starten, men hun kom til sin ret i de sidste to akter, især i den vidunderlige, passionerede duet med sin far, den etiopiske konge Amonasro (Jonathan Veira), som fik hver en tone i sin relativt lille rolle til at tælle. Peter Auty var utilpas på aftenen og agerede kun rollen som Radamès med en erstatningssanger i graven. Dette var mindre skadeligt for den dramatiske troværdighed end forventet, givet stedfortræderens kvalitet og Autys overbevisende skuespil. På mange måder er Amneris den mest interessante karakter i operaen; hun gennemgår de mest krævende dilemmaer, og hendes indre liv får vi et dybere indblik i end hos de andre hovedroller. Hun er personificeringen af konflikten mellem det personlige ønske og pligten over for staten, og mod slutningen bliver hun talerør for det, Verdi ønsker, at vi i publikum skal føle og tænke. Efter en lidt mat start fik Heather Shipp disse dimensioner stærkt frem med sin stærke sceniske udstråling og heroiske, men klagende klang. Keel Watson og Graeme Broadbent fungerede som stærke bas-modpoler til hende og leverede karakterfulde, detaljerede præstationer som farao og ypperstepræst. I et værk, der er mere end normalt afhængigt af en stærk kor-indsats, gjorde Opera Holland Park Chorus – over tredive mand stærkt – en formidabel indsats, ikke bare vokalt, men også i koreografien og den opfindsomme, smidige bevægelse på scenen, som bevægelsesinstruktør Maxine Braham bør få stor ros for.

Dette er en fremragende opera, der kan tåle mange fortolkninger. Der er dog ikke plads til kompromiser. I sidste ende skal den enten spilles traditionelt og med absolut overbevisning om, at de emner, den behandler, er lige så vigtige for vores kultur nu, som de var for Verdi i 1860'erne. Eller også – hvis den traditionelle ramme menes at rejse for mange problematiske spørgsmål eller er for dyr at realisere – kræves der et fuldstændigt gennemtænkt alternativt scenarie. På trods af sine fremragende musikalske, visuelle og dynamiske kvaliteter får denne produktion aldrig helt truffet det endelige valg, og hvis der er ét princip, som denne historie uundgåeligt repræsenterer, så er det behovet for at tage stilling og stå ved den til den bitre ende.

For mere information om Opera Holland Park, besøg deres hjemmeside.