ANMELDELSE: Allelujah!, Bridge Theatre ✭✭✭✭

Paul T Davies anmelder Alan Bennetts nye teaterstykke Allelujah!, som lige nu spiller på Bridge Theatre.

Ensemblet i Allelujah! på Bridge Theatre. Foto: Manuel Harlan Allelujah!

The Bridge Theatre

19. juli 2018

4 stjerner

Bestil billetter nu!

Jeg må indrømme med det samme, at Allelujah! er lidt af et rod. Men det er et Alan Bennett-rod, og derfor er det uendeligt meget mere vellykket end de fleste dramatikeres bedste værker. Han leverer altid sine kendetegn: skarpe, nordengelske onelinere, en verden hvor en kage kan udløse et øredøvende grin, samt en vedvarende kritik af den politik, der har udhulet den engelske identitet. Stykket udspiller sig på 'The Beth', et lille distriktshospital under pres, af den slags Sundhedsministeriet ikke længere prioriterer. Her kæmpes der for overlevelse og den daglige jagt på sengepladser på Dusty Springfield-geriatrisk afdeling. Dr. Valentine gør sit bedste og er utroligt venlig og forstående, mens oversygeplejerske Gilchrist har en mere praktisk tilgang; hendes råd til de ældre er: "Vent ikke for længe med at dø." Et dokumentarhold filmer afdelingen som led i kampagnen for at holde den åben, og ankomsten samt dødsfaldet af Mrs. Maudsley, også kendt som Pudsey Nightingale, bringer stykket i et skarpt og yderst aktuelt fokus.

Louis Mahoney (Neville) og Cleo Sylvestre (Cora) i Allelujah!. Foto: Manuel Harlan

Problemet er, at der er for mange karakterer, og jeg længtes efter tid til at lære færre af dem bedre at kende. Især forholdet mellem Joe – en vidunderlig præstation af Jeff Rawle som den tidligere minearbejder med lungesygdom – og hans søn Colin (en veloplagt Samuel Barnett), en embedsmand for sundhedsministeren der ønsker hospitalet lukket. Det forhold burde være uddybet yderligere, da det kunne give en endnu stærkere kontrast mellem Thatcher-ideologi og de reelle plejebehov. Det udforsker også det evige dilemma i at ønske sine børn et bedre liv end ens eget, for derefter at længes efter at de vender hjem. Sacha Dhawan er en smukt varm og venlig Dr. Valentine, der står til udvisning pga. visumproblemer og desperat forsøger at redde hospitalet, selvom hans godhed bliver hans fald. Deborah Findlay er den perfekte Sister Gilchrist, jordnær og bramfri, indtil hun afslører sin mørkere side i en fantastisk afsløring lige før pausen. Blandt patienterne er Gwen Taylor forrygende som den flagrende Lucille, og Simon Williams er tæt på at stjæle hele showet som den gnavne Ambrose, der afviser Hazels tilnærmelser, mens han knuser ens hjerte i sin konstante venten på en gæst, der aldrig dukker op. Takket være den inspirerede brug af digtet 'Ten Types of Hospital Visitor' bliver både han og publikum pinligt bevidste om, at der kun er ét besøg tilbage til disse patienter.

Ensemblet i Allelujah!. Foto: Manuel Harlan

Et herligt aspekt ved opsætningen er, at gruppen har dannet et kor, der skal optræde ved en støttekoncert for afdelingen. Dansen (fremragende koreografi af Arlene Phillips) og sangen skaber ikke blot flydende overgange mellem scenerne, men viser også patienternes indre liv og tidligere lykke. Det er vidunderligt at se et cast af modne skuespillere indtage scenen med en sådan autoritet. Den opmuntrende finale fjerner måske lidt af pointen, men der er så mange smukke og gribende øjeblikke, der vil blive hængende. Dog er der en ung praktikant, Andy, som næsten rituelt fremstilles som uintelligent, arbejderklasse og ondskabsfuld. Jeg er træt af, at unge mennesker bliver skildret på den måde – det er en kæmpe kæphest for mig, selvom hans ondskab er afgørende for plottet.

Ensemblet i Allelujah!. Foto: Manuel Harlan

Nicholas Hytners iscenesættelse føles visse steder som et igangværende arbejde, og første akt mangler stadig lidt finpudsning. Men Bob Crowleys fremragende scenografi får handlingen til at glide let, og stykket er bedst, når den fjerde væg brydes, og stilen bliver mindre realistisk. Frem for alt retter Bennett sit skarpe blik mod os alle. "Hvis folk elsker deres forældre så højt, hvorfor gemmer de dem så væk og besøger dem aldrig?" spørger Sister Gilchrist. Da jeg mistede min egen mor til demens sidste år, ramte stykket mig på mange følelsesmæssige planer. Det er i sidste ende grunden til, at jeg elsker Bennett, og hvorfor jeg varmt vil anbefale dig at se dette stykke og det vidunderlige ensemble.

BESTIL BILLETTER TIL ALLELUJAH! NU