ANMELDELSE: An Octoroon, National Theatre ✭✭✭✭✭

Paul T Davies anmelder An Octoroon af Dion Boucicault, bearbejdet af Branden Jacobs-Jenkins, som nu spiller på National Theatre.

Ken Nwosu i An Octoroon. Foto: Helen Murray An Octoroon.

The Dorfman, National Theatre.

19. juni 2018

5 stjerner

Bestil billetter

Mellem 1840 og 1880 var Dion Boucicault den mest berømte og produktive dramatiker på verdensscenen – selv dronning Victoria var blandt hans mange beundrere – og han etablerede blandt andet royaltysystemet for dramatikere. Selvom han i dag er stort set glemt, vakte hans stykke The Octoroon fra 1859, baseret på de rædsler ved slaveriet, han selv overværede i New Orleans, både stor begejstring og ramaskrig ved premieren, da det stødte begge fløje i slaveridebatten. Nu præsenterer Branden Jacobs-Jenkins sin bearbejdelse af stykket, og den indledende prolog, fremført af en sort dramatiker om hvad det vil sige at være sort, sætter tonen på fornem vis. På Boucicaults tid brugte hvide skuespillere naturligvis 'blackface' for at spille sorte slaver. Når vi her ser en sort skuespiller sminke sig hvid, en hvid skuespiller sminke sig rød for at spille indfødt amerikaner og en asiatisk skuespiller sminke sig sort, ved vi, at vi befinder os i en forestilling, der rammer lige ned i racismens kerne. Hvad man ikke ved fra starten, er, hvor underholdende og originalt stykket viser sig at være.

Vivian Oparah og Celeste Dodwell i An Octoroon. Foto: Helen Murray. Dette skyldes Ned Bennetts innovative, energiske og forbløffende instruktion, der favner det oprindelige melodrama og opfører det så vidt muligt i 1800-tals stil. Forestillingen blev oprindeligt opført på Orange Tree Theatre og har bevaret sin intimitet; den fjerde væg bliver ikke bare brudt ned, den bliver sparket ind og smadret, med direkte henvendelser til publikum og fuld indsigt i teatrets mekanik. Den sorte dramatiker og Boucicault skændes om tilgangen til teatret, og hvordan alting var "bedre førhen". Meta-teatret stables i lag, mens vi ser holdet udføre et sceneskift, mens Jacobs-Jenkins forklarer, hvorfor vi ikke kan få finalen fra fjerde akt med et brændende skib. Alligevel får vi flammer, vi får hæsblæsende action, og opsætningen fik mig konstant til at tabe mælet med sin dristighed og ambition. I en særligt effektfuld sekvens klager Jacobs-Jenkins til Boucicault over, at plottet med et fotografi er en ubrugelig afsløring i vores tid med selfies – hvorefter han viser os ét enkelt fotografi, der brænder racismens rædsel fast på nethinden.

Iola Evans i An Octoroon. Foto: Helen Murray.

Ensemblet er fremragende. Ken Nwosu leverer en forbløffende fysisk, energisk og kraftfuld præstation i rollerne som dramatikeren, "helten" George og "skurken" Closky, hvor han i anden halvleg bogstaveligt talt springer fra den ene karakter til den anden. Hvis der findes en bedre mandlig præstation i London i år, vil jeg meget gerne se den. Kevin Trainor er vidunderligt drilsk og sardonisk som skikkelsen Boucicault, og Alistair Toovey formidler den interne racisme perfekt som husslaven Pete. Kvinderne, der bærer på endnu flere lag af undertrykkelse, er glimrende. Iola Evans er hjerteskærende sårbar som octoroonen Zoe, Celeste Dodwell er en strålende forkælet Grace, mens Vivian Oparah og Emmanuella Cole kommenterer og fortæller om begivenhederne med tørre observationer og humor. Hvert mørke efterlader dig med spænding om, hvad du nu skal se, og Br'er Rabbit (formidabelt fysisk spillet af Cassie Clare) er det rene mareridt. Stykket akkompagneres live af cellisten Kwesi Edman, og lys og lyd bliver til karakterer i sig selv.

Ken Nwosu og Alastair Toovey i An Octoroon. Foto: Helen Murray. Stykket er iscenatrykt på en arena-scene, og det geniale er, at vi på én gang griner af melodramaet, samtidig med at vi lader os rive helt med af racismens konsekvenser og arv. Det er sandt, at sidste akt føles lidt afdæmpet efter fjerde akts store teatralske armbevægelser, men det betyder forsvindende lidt, når man står over for så meget originalitet og stil. Med den glædelige nyhed om, at Nine Night rykker til Trafalgar Studios i december, kan jeg kun håbe, at An Octoroon følger trop til et større teater eller en forlængelse. Indtil da bør du kæmpe for at få fingrene i en billet til den udsolgte spilleperiode. Det er ekstraordinært.

Indtil 18. juli 2018

BESTIL BILLETTER TIL AN OCTOROON NU