ANMELDELSE: Bodies, Royal Court Theatre ✭✭

Hannah Rae og Justine Mitchell i Bodies. Foto: Bronwen Sharp Bodies

Royal Court Theatre

11. juli 2017

To stjerner

Bestil nu Der er noget mindeværdigt over Vivienne Franzmanns nye stykke Bodies. Det bliver hos dig og lurer ildevarslende i baghovedet efter man har forladt teatret, men ikke udelukkende på en god måde. Bodies fortæller historien om Clem (Justine Mitchell) og Josh (Jonathan McGuinness, som på beundringsværdig vis trådte til for en syg Brian Ferguson), et par der er så desperate efter at få et barn, at de er rejst hele vejen til Indien for at benytte sig af en rugemors-klinik. Samtidig er Clem optaget af at arrangere pleje til sin svækkede far David (Philip Goldacre), der lider af motorisk nervesygdom (MND).

Philip Goldacre i Bodies. Foto: Bronwen Sharp

For Clem er dette rugemoderskab en sidste udvej. Hun har været gravid før, men ingen af dem er gået tiden ud. Der er en følelse af desperation over hendes situation, hvilket ikke mindst ses i hendes villighed til at rejse halvvejs rundt om jorden for at få hvad hun vil have. Som stykket skrider frem lærer vi, at hun er villig til meget mere end det.

Hannah Rae i Bodies på Royal Court. Foto: Bronwen Sharp

Det starter ellers lovende. Gabriella Slades scenografi er moderne og ren, udelukkende i lyst træ og glas. Et sæt skydedøre gør det muligt for karaktererne næsten at forsegle områder af deres liv, som de ikke ønsker at forholde sig til, eller fjerne barriererne som det passer dem. Der er en følelse af goldhed over scenografien, sidestillet med en cirkulær projektionsskærm på den ene væg, der leder tankerne hen på en livmoder. Vi får vist nogle udvalgte billeder på den, men i det store og hele virker den lidt unødvendig.

Lorna Brown i Bodies på Royal Court Theatre. Foto: Bronwen Sharp

Der er nogle gode scener tidligt i stykket, som viser styrken i Clems og hendes mand Joshs forhold på den uforcerede og naturlige måde, som succesfulde, langvarige par besidder. Men så bevæger vi os ind i emnet om deres barnløshed, og der bliver vi desværre hængende.

Der er potentiale for at føle en form for medlidenhed med Clem, men lægelige udfordringer til side, så er hun ofte arkitekten bag sin egen ulykke. Hun taler vidt og bredt om, hvor ufuldendt hun er som kvinde uden et barn, hvilket er en problematisk tankegang i sig selv, da det antyder, at en kvindes eneste funktion i livet er at reproducere sig. Der er mange tunge metaforer, lige fra vejret til fuglene, og dialogen forfalder ofte til overdrevent blomstrende prosa, særligt i de dele af stykket, hvor vi får et glimt af Clems egne neuroser.

Clem udvikler også et kompleks over, at babyen er skabt af hendes mands sæd, men en andens æg, og hun lider over det faktum, at barnet ikke er ”hendes”. Børn, eller manglen på samme, er et emne, der fylder i mange kvinders liv, og Bodies virker opsat på at ugyldiggøre alle andre valg end at få sit eget barn naturligt uden hjælp udefra. Der er ingen overvejelser eller empati her for adoptivforældre, dem der ikke kan få børn, eller dem der ikke ønsker børn. Clem, og til dels Bodies, tænker ikke på dem. Da den mørke sandhed om deres rugemors dårlige livskvalitet afsløres, er Clem så besat af sit kommende barn, at hun ikke rigtig lader til at være ligeglad, hvilket underminerer stykkets hovedtema om de menneskelige omkostninger ved rugemoderskab. Hendes hovedfokus er hendes barn – dette barn, der tilsyneladende skal gøre hende hel – og hendes far, mand, venner og rugemoderen kan alle blive ofre i processen for hendes skyld.

Salma Hoque i Bodies på Royal Court Theatre. Foto: Bronwen Sharp

Rugemoderen Lakshmi (en massivt uudnyttet Salma Hoque) bliver alt for ofte reduceret til kulisse og får praktisk talt ingen definition som karakter udover sin rolle som mor, hustru og funktionel livmoder. Når Clem får sin datter (spillet med velafbalanceret teenage-prætention af Hannah Rae), vil hun så devaluere på lignende vis? Vil hun miste sin identitet som ”Clem” og udelukkende blive defineret af sit moderskab? Med den dvælende angst for, at datteren ikke ”rigtigt” er hendes, spekulerer man på, om hun nogensinde bliver tilfreds. Som resultat heraf har Franzmann skabt en karakter, der er så fuldstændig og ubehageligt selvoptaget, at det efter et stykke tid er svært at føle nogen form for sympati for Clem overhovedet.

Justine Mitchell i Bodies på Royal Court. Foto: Bronwen Sharp

Givet denne utaknemmelige opgave leverer Justine Mitchell en overbevisende præstation som den desperate Clem, og hendes scener, der er forankret i virkeligheden, er velspillede. Lorna Brown bidrager med tiltrængt lettelse og sund fornuft som Davids nye plejer Oni, og endnu en gang skal der lyde ros til Jonathan McGuinness som afløser for Josh. Selvom han stod med manuskriptet i hånden, tilførte han rollen masser af udtryk og personlighed og har en fremragende kemi med resten af holdet.

I sidste ende sidder man tilbage med et ønske om lidt mere fra alle disse karakterer. Det, som Bodies lader til at have glemt indtil sidste scene, er, at rugemoderskab ikke kun påvirker kvinden, der ønsker barnet – det påvirker alle omkring dem, såvel som rugemoderen selv. En dybere udforskning af dette ville have gavnet stykket og tydeligere demonstreret de negative konsekvenser af denne globale transaktion. Domineret og i sidste ende hæmmet af sin uheldige undertekst efterlader Bodies sit publikum med en ubehagelig følelse af alle de forkerte årsager.

Spiller indtil 12. august 2017

BESTIL BILLETTER TIL BODIES PÅ ROYAL COURT