ANMELDELSE: Charlie og chokoladefabrikken, Theatre Royal Drury Lane ✭✭✭✭

Vidiots. Foto af Johan Persson Charlie and the Chocolate Factory

Theatre Royal, Drury Lane

27. marts 2015

4 Stjerner

Næsten to år efter premieren i det smukt restaurerede Theatre Royal, Drury Lane, står Sam Mendes' produktion af musical-versionen af Charlie and the Chocolate Factory knivskarpt. Intet viser det tydeligere end det faktum, at forestillingen kørte upåklageligt, selvom tre understudies blev kaldt ind på scenen. Ensemblet missede ikke et slag: de i publikum, der ikke kendte de sædvanlige hovedroller, ville ikke have anet uråd, hvis ikke det var for opslagene i foyeren. Præstationsniveauet er fremragende. Roald Dahl er i øjeblikket repræsenteret to gange på Londons scener, og en tredje produktion baseret på hans værker er lige på trapperne. Udover Charlie og chokoladefabrikken buldrer Matilda afsted på Cambridge Theatre, mens en ikke-musikalsk opsætning af Gys og Gru (The Twits) er ved at åbne på Royal Court. Dahls navn har aldrig prydet teaterplakatere så markant som nu.

Matilda og Charlie and the Chocolate Factory er vidt forskellige musicals. Matilda er finurlig, rebelsk og anarkistisk, med tekst og musik af en debutant inden for musikteater: Tim Minchin. Charlie and the Chocolate Factory er en god gammeldags Broadway-musical med musik og tekst af de rutinerede Broadway-makkere Marc Shaiman og Scott Wittman. Selvom de deler samme forfatter, kunne stilen i de to stykker ikke være mere forskellig. Matilda lever af sine præstationers ægthed, sine overdrivelser og sin rebelske kerne. Charlie and the Chocolate Factory kræver et ægte bankende hjerte for at drive de store shownumre og de moralske lektioner frem, som er indlejret i dens farverige indpakning.

Heldigvis udstråler det nuværende ensemble masser af hjertevarme, og deres totale engagement er smittende og opløftende.

Tingene har ændret sig, eller fundet sig til rette i en overdådig form, siden premieren. Det var klogt at droppe den indledende film om chokoladefremstilling (jeg tror i hvert fald, det var emnet), og der er foretaget nogle små rettelser i musikken. Scenerne er polerede og velindstuderede; Mark Thompsons vidunderligt farverige – og indimellem farveløse – kostumer og scenografi står i perfekt stand og fremmaner den nødvendige magi helt ubesværet.

Melodierne og den livlige energi i Marc Shaimans musik er stadig medrivende og charmerende. At kende sangene er som et gensyn med en god ven. Hans og Scott Wittmans tekster sprudler, knaser og popper – de begejstrer og forvirrer på én gang. I tråd med værkets tema er det uventede det (meget kærkomne) omdrejningspunkt. Som en æske fyldt med forskellige chokolader byder sangene hver især på en unik oplevelse: nogle søde, nogle sprøde, nogle mørke og nogle bløde. Der er også blevet plads til en gammel kending, nemlig Lesley Bricusse og Anthony Newleys "Pure Imagination", og dens tilstedeværelse løfter samlingen, der tilbyder noget for enhver smag.

Ewan Rutherford var i topform som Charlie. Han ejer scenen med sin klare diktion, en ren og meget behagelig sangstemme og den følelse af forundring og uskyld, som en Charlie skal have, for at forestillingen fungerer. Han overdriver aldrig og etablerer nemt og overbevisende sin tilbedelse af Bedstefar Joe og sin kærlighed til sine forældre og øvrige bedsteforældre. Kærligheden i familien Bucket er mærkbar, og Rutherford står solidt i centrum. Han stråler af empati for alle, han møder – det er en utrolig sikker præstation af så ung en mand.

Øjeblikket, hvor Charlie åbner chokoladebaren og finder den gyldne billet, er ren magi. Rutherford spiller det vidunderligt, og jeg tvivler på, at der var et øje tørt i salen, da man så hans ansigt lyse op i grænseløs lykke. Der var i hvert fald hørbare gisp fra publikum, tordnende klapsalver og jubelråb – selvom man ved, at Charlie får billetten, rammer øjeblikket som et skud adrenalin lige i hjertet.

Som afløser for Alex Jennings var Ross Dawes en helt igennem pragtfuld Willy Wonka. Det var især en fornøjelse at høre partituret blive sunget så overbevisende. Dawes har en smidig og interessant stemme, stærk i toppen og udtryksfuld hele vejen igennem. Han klarede de hurtige snakkesange flot – hvert ord var tydeligt, hver tone fuldt udfoldet – og han løftede "Pure Imagination" med en fyldig, fløjlsblød klang. "It Must Be Believed To Be Seen" og "Strike That! Reverse It!" var fremragende numre fulde af stil.

Dawes gør Wonka excentrisk og nonchalant, men aldrig ondskabsfuld eller tarvelig. Det er en fornuftig og afrundet karaktertegning, der fungerer ekstremt godt i samspillet med Charlie, de voksne, de ulidelige børn med de gyldne billetter og de herlige Oompa-Loompaer. Han er en Wonka til alle tider: irritabel, fattet og, ja, 'wonky' – omskiftelig og drilsk er nok den bedste beskrivelse.

Dette er hverken bogen eller filmene. Så hvis du forventer en Wonka, der matcher din egen fantasi eller de vidt forskellige, men særprægede fortolkninger fra herrerne Wilder og Depp, bliver du måske skuffet. Men hvis du kommer med et åbent sind, vil Dawes’ Wonka forføre dig i en charmerende præstation fuld af farve og løssluppen leg.

Som Bedstefar Joe er Billy Boyle den perfekte blanding af snu gammel ræv, venlig bedstefar, kærlig patriat og teenage-lømmel. Der er en præcis underfundighed i glimtet i hans øje, som fanger opmærksomheden. Hans samspil med Rutherford er finstemt; de overbeviser som ældre og yngre udgaver af hinanden. Han synger godt og tager rampelyset, når han skal. Det er en hjertevarm og generøs indsats. De øvrige aldrende medlemmer af familien Bucket – Antony Reed, Roni Page og Myra Sands – yder en herlig og skør opbakning med store øjne og vildt hår.

Forældrene til vinderne af de gyldne billetter er en absolut fornøjelse.

Josefina Gabrielle er forrygende som den småalkoholiserede Mrs Teavee – en slags blanding af Donna Reed og en karakter fra A Delicate Balance. Med perfekt hår, makeup, kjole og håndtaske er hun en moderlig fusion af lune og hemmelige slurke. Gabrielle formidler rædslen ved at håndtere sin vanvittige søn med knivskarpe detaljer, alt imens hun smiler. Hendes fald ned ad den spiselige græsskrænt er komisk genialitet. Lækkert på alle måder.

Clive Carter er pragtfuldt usympatisk som den modbydelige rigmand Mr Salt, der er slave af sin tyranniske, tutuklædte datter-diktator, Veruca (spillet med masser af energi af Amy Carter). Han synger flot og har gjort karakteren slesk, glat og frastødende på den helt rigtige måde. Paul J Medford er fantastisk som den forvirrede Mr Beauregarde, og hans energi og vokalarbejde gnistrer af selvtillid. Jasna Ivir gør Mrs Gloop til en jodlende anakronisme – præcis og eftergivende rammer hun karakterens overdrivelser perfekt.

Der er også fremragende spil fra Cherry (Kate Graham) og Jerry (Derek Hagen), de ulideligt kønne rivaler fra tv-nyhederne. Giftigheden under den pæne overflade er til at tage og føle på. Richard Dempsey og Kirsty Malpass er helt perfekte som Charlies mor og far, og deres vemodige hymne, "If Your Mother Were Here", er utroligt smuk og opsummerer den oprigtighed, der driver hele familien Bucket.

Bortset fra Veruca og til dels Augustus (Vincent Finch, der giver alt hvad han har), virker de øvrige børne-karakterer en smule overvældet af den opgave, som musikken, teksterne og lyddesignet (Paul Arditti) stiller dem overfor. Det er ikke de medvirkendes skyld; opgaven er bare utroligt svær. At synge i det fastlagte tempo med den krævede fejlfrie diktion, så det kan høres tydeligt på de bagerste rækker – det er meget at forlange af en ung skuespiller. Man overvejer, om det ville fungere bedre med voksne i rollerne som børn (bortset fra Charlie); voksne burde have den komiske og vokale rutine, der kræves. Det er essentielt at have en Charlie i den rigtige alder, men om de andre børn behøver at være det, kan diskuteres.

Mendes' vision af Oompa-Loompaerne er lige så charmerende og berusende, som da jeg så den første gang. Faktisk hjælper det at se forestillingen flere gange for rigtigt at forstå kompleksiteten og glæden i deres arbejde. Hver eneste en i gruppen leverer varen med gejst og stor udtryksfuldhed – deres numre gør anden akt til en uafbrudt fornøjelse.

Kapelmester Nigel Lilley gør et fremragende stykke arbejde hele vejen igennem. Orkestret leverer et frisk og levende akkompagnement, og sangen fra både ensemble og hovedroller er i topklasse. Det er en fryd at lytte til så dygtige musikere, både på og bag scenen, puste liv i noder, melodier og harmonier. Peter Darlings opfindsomme og elegante koreografi løfter forestillingen betydeligt og bringer både masser af sjov og show-feeling.

Heldigvis stiger glaselevatoren nu op fra scenen og svæver højt ud over publikum i salen. Det er et magisk øjeblik af ren forundring og dyb tilfredshed. Det skyldes delvist "Pure Imagination", som Wonka synger, mens han og Charlie bruger elevatoren til at overskue Wonka-imperiet. Men det er ikke kun det. Det er øjeblikket, hvor arven gives videre. Som det afsluttende billede af en silhuet af Charlie, der letter på hatten for en pensioneret Willy Wonka, taler det direkte til det indre barn i os alle – uanset alder – der bare drømmer om chancen for at få ansvaret for slikbutikken.

Godter til øjne, ører og sjæl.

BESTIL BILLETTER TIL CHARLIE AND THE CHOCOLATE FACTORY