ANMELDELSE: En sælgers død, Piccadilly Theatre London ✭✭✭✭✭

Paul T Davies anmelder Arthur Millers En sælgers død med Wendell Pierce og Sharon D Clarke på Piccadilly Theatre i London.

Natey Jones, Wendell Pierce, Sharon D Clarke og Sope Dirisu. Foto: Brinkhoff Mogenburg En sælgers død Piccadilly Theatre

4. november 2019

5 stjerner

Bestil billetter

De bedste genopsætninger af en klassiker er dem, der kaster nyt lys over teksten uden at ændre fundamentalt på replikker eller kontekst. Marianne Elliot og Miranda Cromwells ekstraordinære version af Arthur Millers klassiker føles helt frisk – som om den var skrevet i dag til vores tid – og det er en af de stærkeste teateroplevelser, jeg har haft i år. Ved at caste familien Loman som en sort familie afsløres lag af racisme, understøttet af et suverænt soundtrack af jazz og gospel. Det gør forestillingen til et universelt råb om at omskrive definitionen af maskulinitet og drømme.

Ian Bonar, Wendell Pierce, Sope Dirisu, Linda Loman og Natey Jones. Foto: Brinkhoff Mogenburg

Helt centralt for produktionens succes er Wendell Pierces fremragende og til tider ydmyge præstation som Willy Loman. Han udmærker sig særligt ved at vise mandens skrøbelighed, mens han ubesværet skifter mellem benægtelse, aggressivitet, kærlighed, stædighed og forvirring. Til tider kan man næsten se Willy forsøge at klistre revnerne i sit liv sammen med gaffatape. Man får lyst til at give hvert eneste medlem af Loman-familien en lussing på et eller andet tidspunkt, og selvom Pierce får én til at fortvivle over Willy Loman, så knuser han dit hjerte fuldstændigt, fordi kærligheden skinner igennem som hans primære drivkraft. Det er efter min mening årets præstation.

Wendell Pierce, Natey Jones, Sope Dirisu. Foto: Brinkhoff Mogenberg

Men Pierce står ikke alene. Som hustruen Linda leverer Sharon D Clarke endnu en eksemplarisk præstation; hun klamrer sig til sin værdighed hele vejen igennem og er den eneste karakter, der ser sandheden i øjnene, selvom hun er ude af stand til at forhindre familien i at styre mod afgrunden. Og hendes stemme – når hun synger et gospelnummer, kæmper man for at holde tårerne tilbage. Denne produktion er den første, jeg har set, der virkelig vækker min sympati for Loman-sønnerne. Sope Dirisu er fænomenal som Biff – muskuløs og med en scenisk autoritet, der skrumper ind til en lille drengs fysik, da han opdager faderens utroskab og indser, at livet aldrig bliver det samme, mens hans idol splintres foran ham. Natey Jones indfanger perfekt ironien i navnet Happy; hans promiskuøse livsstil skjuler en dyb benægtelse og utilstrækkelighed over for egne drømme – han vil aldrig kunne gøre sin far tilfreds. Der er masser af nerve i birollerne også: Trevor Cooper leverer tiltrængt komik som naboen Charley, og Ian Bonar er en fremragende Bernard. En afgørende scene er nu, hvor Willy tigger sin chef om et job tættere på hjemmet. Chefen, Howard (spillet yderst overbevisende af Matthew Seadon-Young), er langt yngre og hvid, og han vil tydeligvis ikke røres af en sort mand. Racismens høflige ansigt bliver nådesløst udstillet i den scene, hvor Willy bliver fyret.

Produktionens musikalitet og fysik er ekstraordinær. Flashback-sekvenserne er krystalklare små glimt af benægtelse og kærlighed – vendepunkter, der baner vejen for deres sælgers død. Lyddesignet af Carolyn Downing og den musikalske ledelse af Femi Temowo giver stykket en puls, der stiger og stopper helt formidabelt. Det er den bedste fortolkning af stykket, jeg nogensinde har set, og alene for Mr. Pierces præstation bør man se den. Det her er en forestilling, der vil blive talt om i årevis.

BESTIL BILLETTER TIL EN SÆLGERS DØD