ANMELDELSE: Death Takes A Holiday, Charing Cross Theatre ✭✭✭✭

Chris Peluso som Døden og Zoe Doano som Grazia Lamberti. Foto: Scott Rylander. Death Takes A Holiday

Charing Cross Theatre

23. januar 2017

Bestil Billetter

Maury Yestons storslåede partitur til denne forestilling – et af de absolut bedste i London lige nu – er en fryd, man ikke må gå glip af i denne europæiske premiere på et af hans mest usædvanlige værker. Historien udspiller sig i 1922 og favner lyden af Broadway dengang og nu, Tin Pan Alley, italiensk opera (fra barok til sen verisme), modernistisk koncertmusik og endda Max Steiners svulstige filmmusik. Det er en fantastisk blanding. De 14 medvirkende gør det fremragende, og orkestret på 10 personer genskaber Larry Hochmans originale Off-Broadway-orkestreringer til fulde under kyndig ledelse af kapelmester Dean Austin.

I en stemningsfuld, neoklassicistisk villa ved Gardasøens bred – en udsøgt operalignende scenografi af Morgan Large – samles en velhavende adelsfamilie for at fejre datterens forlovelse med nabosønnen (ja, tankerne ledes straks hen på 'I promessi sposi'). Herefter træder Døden ind i deres midte, næsten som en figur fra et Pirandello-stykke. Forklædt som den russiske prins Sirki tager han en 'ferie' fra sine sædvanlige pligter med at høste sjæle. Som forventet bliver han hurtigt betaget af den unge forlovede, og en viljeskamp følger, som kun kan få ét udfald.

Zoe Doano (Grazia Lambereti), Scarlett Courtney (Daisy Fenton), Helen Turner (Alice Lamberti). Foto: Scott Rylander

Fortællingen stammer fra den mindre kendte digter og dramatiker Alberto Casella og er uden sammenligning hans største succes. Den blev oversat til engelsk til opsætninger i USA og siden filmatiseret af Hollywood i 1934 med Frederic March. Casella skrev senere flere bemærkelsesværdige manuskripter i Italien, men ingen af hans andre værker fik samme eftermæle som dette hit. Den blev genindspillet som tv-film i 1970'erne og dannede siden grundlag for den enormt populære 'Meet Joe Black' (Mød Joe Black) med Brad Pitt i slutningen af 90'erne. I de rette hænder virker historien nærmest uopslidelig.

Yeston begyndte arbejdet på musicalen kort efter premieren på 'Titanic' sammen med tekstforfatteren Peter Stone. Da Stone døde få år inde i projektet, overtog Thomas Meehan opgaven. Den spillede i en begrænset periode Off-Broadway, og da sangskriveren for nylig spillede musikken for Thom Southerland, blev instruktøren så begejstret, at han ikke behøvede yderligere overtalelse for at bringe den til den britiske scene. Og her er den så.

Chris Peluso (Døden) og Zoe Doano (Grazia Lamberti). Foto: Scott Rylander

Det er svært at forestille sig, at materialet kunne få en bedre behandling. Southerland, Tarento Productions og Charing Cross Theatres eget produktionsteam har tidligere haft gigantisk succes med deres genopsætning af 'Titanic', og de er uden tvivl de helt rette til denne opgave. Med diskret koreografi af Sam Spencer-Lane, smukke kostumer af Jonathan Lipman, stemningsfuld lyssætning af Matt Daw og lyd af Andrew Johnson er dette en utroligt smagfuld og velafbalanceret forestilling.

Castingen er ligeledes i top. Som Døden spiller Chris Peluso (som nogle vil huske fra 'Show Boat' på New London Theatre) rollen som et dødsdømt idol, lidt i stil med Ivor Novellos mere plagede karakterer. Hans flotte lyriske tenor leverer alt, hvad Yestons krævende partitur byder på. Hans modstykke, Zoe Doanos Grazia Lamberti, er lys og klar, men besidder en imponerende kraft i det øverste register. Der er en højtidelig, romantisk formalitet imellem dem, der leder tankerne hen på Nelson Eddy og Jeanette MacDonald.

Gay Soper (Contessa Evangelins di San Danielli) og Anthony Cable (Baron Dario Albione). Foto: Annabel Vere

Ashley Stillburn gør sit bedste med den ret utaknemmelige rolle som den vragne forlovede, Corrado Danielli, mens husholdningen styres med energi af Hertug Vittorio (Mark Inscoe) og hans velovervejede Duchesa Stephanie (Kathryn Akin). Dertil kommer den moderne Alice Lamberti (Helen Turner) og den besøgende amerikaner Daisy Fenton (en sjælfuld Scarlett Courtney). Den ældre generation udgøres af Contessa Evangelina di San Danielli (en krystalklar Gay Soper i 'Hermione Gingold'-rollen) og hendes læge og elsker Baron Dario Albione (en elegant Anthony Cable). Personalet består af Lorenzo (den rappe Matthew McDonald), budgetten Fidele (James Gant – hold øje med ham, han overtager rollen som Døden fra 13. februar), samt stuepigerne Sophia (den forførende Sophie-May Feek) og Cora (den smarte Trudi Camilleri). En anden gæst er den afdøde søns gamle ven, luftakrobaten Major Eric Fenton (en flot Samuel Thomas).

Det er et stærkt persongalleri, og da de på et tidspunkt sætter sig for at fortælle historier, føles det næsten som at træde ind i en post-krigs udgave af 'Decamerone'. På samme måde føler man næsten Pasolinis 'Teorema' i kulissen, når Døden i sin prinseskikkelse transformerer livet for alle under familiens tag. Som hans sande natur afsløres, glider stemningen mod 'Borgerskabets diskrete charme' og 'Morderenglen'. Det er sofistikeret og kosmopolitisk; en intellektuel perle for det kyndige publikum. Anden akt starter endda med en femstemmig fuge.

Zoe Doano (Grazia Lamberti) og Chris Peluso (Døden). Foto: Scott Rylander

Om historien i sig selv formår at røre hjertet, er måske en anden sag. Sangene er fuldkommen vidunderlige og delikat skrevet. Men selve fortællingen, selvom den trækker på mange af de samme strenge som 'Den flyvende hollænder', fænger ikke følelsesmæssigt på samme måde. Det forbliver primært en intellektuel oplevelse – men en fantastisk en af slagsen – der lægger op til refleksion snarere end lidenskabelig indlevelse. Dette behøver ikke være en dårlig ting; opsætningen ligner terræn fra Racine, men ender som noget af Marivaux – et stykke om samtaler: urbant, civiliseret og kløgtigt. Der 'sker' ikke for alvor noget. Der er en del 'Sommernattens smil' over forestillingen, og Sondheim er tydeligvis en af de kunstnere, som Yeston hylder her. Hvis komikken fik lidt mere frit løb, især i første akt, ville man måske knytte sig mere til karaktererne. Men det er måske slet ikke meningen. Måske skal vi betragte dem med Buñuels eller Pirandellos objektive distance.

Tag ind og se den, og døm selv.

Spiller indtil 4. marts 2017

BESTIL BILLETTER TIL DEATH TAKES A HOLIDAY PÅ CHARING CROSS THEATRE