ANMELDELSE: Each His Own Wilderness, Orange Tree ✭✭✭✭✭

Rosie Holden og Joel MacCormarck i Each His Own Wilderness. Foto: Richard Hubert Smith Each His Own Wilderness

Orange Tree Theatre

5 stjerner

Doris Lessing modtog i sin levetid alle de fornemste litterære priser, herunder Nobelprisen; og hendes ry som romanforfatter er på ingen måde falmet siden hendes død i 2013. Alligevel er der aspekter af hendes alsidige værk, som stadig bliver overset – især hendes tre skuespil. Det er et af disse tidlige værker, som nu vækkes til live af Paul Miller på Orange Tree Theatre i Richmond. Stykket Each His Own Wilderness havde oprindeligt premiere på Royal Court i 1958 under John Dexters instruktion og kan ved første øjekast ligne endnu en af Osborne-generationens vrede protester mod 1950'ernes britiske magelighed. Men virkeligheden er langt mere fascinerende, kompleks og tankevækkende. Lessing gjorde det altid til en dyd at undgå mærkater, både hvad angår form og indhold: Hendes forfatterskab udforsker rastløst mange forskellige former og genrer, både konventionelle og utraditionelle. Selvom hun lod til at omfavne progressive mærkesager, både politiske og feministiske, nægtede hun stædigt at lade sig indrullere i deres rækker. Dette var en ironisk forfatterposition, ikke blot et spørgsmål om personlig stædighed. I hendes mest berømte bog, Den gyldne notesbog, som blev skrevet umiddelbart efter dette stykke (og som tydeligvis er beslægtet med det), hævder hun, at 'Kunsten er et spejl for vores forrådte idealer'. På ét plan er både romanen og dette skuespil en udstrakt kommentar til netop den tørre, indsigtsfulde observation. Ikke alene viser karaktererne den menneskelige evne til at rumme modstridende og gensidigt udelukkende idealer på samme tid; men vores tendens til at pakke det personlige ind i det politiske vækker også en skepsis over for, om selv de ædleste engagementer nogensinde kan skilles fra et vist mål af selvbedrag.

Stykket fokuserer på forholdet mellem den midaldrende enke og mor, Myra Bolton, og hendes søn Tony, der netop er vendt hjem fra aftjent værnepligt for at bo i deres rummelige, men overfyldte hjem i London. Myra er en kvinde med en exceptionel, men udmattende vitalitet, dedikeret til den ene politiske kampagne efter den anden, mens hun samtidig lever et hektisk følelsesliv med en række 'onkler' (som Tony kalder dem), der har afløst hendes mand, som faldt under Blitzen. Myra besidder en enorm fascination og charme, der påvirker alle omkring hende, og hun lever livet fuldt ud. Men Lessing bruger forholdet til sønnen til at antyde, at hun måske gør lige så meget skade som gavn. For det første får man indtryk af, at hendes energi er for spredt og kaotisk til at bære frugt: Hun bliver end ikke færdig med at gøre sig klar til den demonstration foran Parlamentet, som er omdrejningspunktet for de første scener. Hendes hus er fyldt med omstrejfere og vildfarne sjæle, hvilket betyder, at hendes egen søn må sove på en briks i gangen. Selve scenografien symboliserer dette rod og denne hjemløshed ved at lade handlingen udspille sig i en rodet, men smukt flisebelagt entré hele vejen igennem.

Vigtigst af alt er dog, hvordan Myra utilsigtet gør skade på dem, der elsker hende, ved at ignorere deres følelser til fordel for 'den gode sag'. I en velfungerende omvending af forventningerne er det sønnen, der længes efter stabilitet, orden og et roligt familieliv, mens det er forælderen, der konstant afviser disse muligheder. Den apolitiske og skarpt observerende Tony viser de menneskelige omkostninger ved aktivisme og længes efter at blive ladt i fred til at finde sin egen vej. I stedet for at lade sig 'torturere af ting tusindvis af kilometer væk', ønsker han blot at leve et værdigt liv hjemme i 'stakkels lille Storbritannien'. Konfrontationen mellem mor og søn uddybes – på trods af de bedste intentioner fra begge sider – og kulminerer i en trøstesløs afslutning. Lessings nådesløse dom synes at være, som hun formulerede det et andet sted: 'Der er ikke meget at sige til fordel for oprigtighed i sig selv.'

I et debutstykke fra en forfatter med så stor en litterær ballast forventer man ekkoer fra andre værker, og dem finder man her. Til tider minder Myra om Judith Bliss fra Hay Fever, og de spændingsfyldte ordvekslinger mellem mor og søn minder om Cowards The Vortex. Tony har også meget af Hamlets veltalenhed, skepsis og ubeslutsomhed over sig. Man kan sikkert finde andre referencer, men det betyder intet, så længe stykket fungerer på egne præmisser. Og det gør det i den grad. Dialogen er overbevisende naturlig, vidunderlig vittig og rørende, samtidig med at den indeholder små perler af indsigt, der falder helt naturligt i samtalens strøm. Karaktererne er skarpt tegnet – også bifigurerne. Susannah Harker leverer en fremragende præstation som Myras livskloge veninde Milly Boles, der er fuldt bevidst om konsekvenserne af sine handlinger på en måde, Myra aldrig bliver det. Ligeledes er der flotte præstationer fra Roger Ringrose som Mike Ferris, en ældre beundrer af Myra, og Rose Holden som den unge Rosemary, der finder fælles fodslag med Tony. Selvom hun ikke siger meget, spiller hun formidabelt med i sine reaktioner, næsten som et kor der kommenterer handlingen.

Dog står og falder stykket med samspillet mellem Myra (Clare Holman) og hendes søn (Joel MacCormack). Her er skuespillet virkelig i topklasse. Holman indfanger Myras rastløse charme samt den indre sorg og frygt for at ældes, der driver hendes febrilske aktivitet. Hendes gode intentioner og uimodståelige trang til at organisere andre over deres hoveder er perfekt afbalanceret i en præstation præget af en flydende fysisk ynde. Kontrasten findes i MacCormacks præstation, der bygger på ro og balance; den måde han drager publikum ind i sin stille verden på, og den smukke sproglige musik han tilfører teksten.

Stykket er ikke uden svagheder. Nogle af bifigurerne er ret overfladisk skitserede, og det står aldrig helt klart, hvorfor Myra og Philip (John Lightfoot) var så besatte af hinanden. Sandy Boles (Josh Taylor), Myras flirt i starten af stykket, forbliver en lidt flad karakter, hvis forhold til sin egen mor aldrig rigtig bliver udforsket. Desuden tager Lessing den psykologiske nærhed til anden verdenskrig, brintbomben og værnepligten lidt for givet uden at væve det helt overbevisende ind i stykkets tekstur. For disse karakterer er det måske sandt, at 'politik har samme intensitet som sex', men man mærker det ikke for alvor i selve teksten. Hvis stykket på nogle punkter virker dateret, er det ikke fordi idéerne er forældede, men fordi de tidsbundne debatter tages for givet frem for at blive integreret i dramaet.

Ved enhver genopsætning er det afgørende spørgsmål, om stykket kan stå selv, eller om det kræver særlige forudsætninger. Jeg er ikke i tvivl om, at dette stykke har sin egen kraft og fortjener fornyet opmærksomhed. Det gør det, fordi det er et glimrende eksempel på de kvaliteter, der kendetegner Lessings storhed: På den ene side argumenteres der stærkt for aktivisme og et liv dedikeret til altruisme; men det balanceres af et nådesløst blik for de blandede motiver og personlige omkostninger, der følger med. Hendes usentimentale budskab synes at være, at der i en verden præget af splittelse – mellem familier, køn og generationer – ikke findes nemme ideologiske løsninger, kun svære kompromiser. Det bedste vi kan håbe på, er en vis selvindsigt omkring vores egne evige modsigelser og selvbedrag... Each his own wilderness.

Orange Tree Theatre har skabt sig en unik position som et hjem for ny dramatik og velvalgte genopsætninger af glemte perler. Denne her produktion cementerer det ry og er endnu en stor succes for instruktør Paul Miller og hans kreative hold i deres prisvindende første sæson.

Each His Own Wilderness spiller på Orange Tree Theatre frem til 16. maj 2015