ANMELDELSE: Emilia, Vaudeville Theatre London ✭✭✭✭✭

Mark Ludmon anmelder Morgan Lloyd Malcolms Emilia, som nu spiller på Vaudeville Theatre i London.

Clare Perkins, Saffron Coomber og Adele Leonce i Emilia. Foto: Helen Murray Emilia

Vaudeville Theatre, London

Fem stjerner

Bestil billetter Har verden brug for endnu en mand, der skriver om Emilia, Morgan Lloyd Malcolms fængslende fortælling om en enestående farvet kvinde, der kæmper for at blive hørt i 1500-tallets patriarkalske samfund? Efter overflytningen fra The Globe til West End i sidste uge er produktionen blevet rost af anmelderne, men 400 år senere er det stadig overvejende hvide mænd (som jeg selv), der definerer, hvad der er god smag. Bortset fra The Stage og Daily Telegraph har den etablerede presse – som det ofte er tilfældet – kun leveret et mandligt perspektiv på forestillingen. Det virker særligt grelt, da dette netop er et stykke om kvinder, der finder deres egen stemme uden for mænds kontrol og tilladelse. Men jeg blev så blæst bagover af den oprindelige opsætning på The Globe sidste august, at jeg var ivrig efter at se, hvordan dette sprudlende, instinktive råb om forandring ville klare sig i de mere intime rammer på Vaudeville Theatre.

Flytningen fra det udendørs teater med 1.400 pladser til et indendørs teater med 690 pladser har bestemt ikke svækket forestillingens kraft. Faktisk giver det et ekstra slag i mellemgulvet at høre den fremført af det dynamiske, kvindelige ensemble på 16 personer i et rum, der sidste år dannede ramme om de dannede vittigheder i en Oscar Wilde-sæson. Titelkarakteren er i sig selv så mægtig en kraft, at der skal tre skuespillere til at spille hende: Clare Perkins er tilbage som den ældre Emilia, mens Saffron Coomber og Adelle Leonce overtager rollerne som hendes yngre jeg – en trio af imponerende præstationer. Som støttende søstre fortæller de historien baseret på de sparsomme historiske beretninger om Emilia Bassano Lanier, der ifølge visse teorier var den "Dark Lady"-muse, som optræder i nogle af Shakespeares sonetter. Lloyd Malcolm har på begavet vis taget den smule, man ved om den virkelige Emilia – mestendels set gennem mænds pen og optik – og udfyldt hullerne for at forestille sig de kampe, en selvstændig kvindelig digter mødte i slutningen af 1500-tallet og begyndelsen af 1600-tallet. Selvom stykket er forankret i fortiden, rummer det masser af resonans og relevans for kvinder i det 21. århundrede, præget af feminisme og #MeToo-bevægelsen.

Ensemblet i Emilia. Foto: Helen Murray

Will Shakespeare dukker op som Emilias ven og elsker, igen spillet strålende af Charity Wakefield med overskæg og selvsikker attitude. Han fremstår først som hendes allierede, men i sidste ende mener han, at hans største hyldest til hendes talent er at udgive hendes ord og idéer for sine egne. Emilias sande allierede er kvinderne omkring hende, og stykket fejrer søsterskabets styrke. Da de fleste skuespillere spiller flere roller, ses Sarah Seggari som charmerende morsom som den unge Lady Cordelia, mens Nadia Albina er stålsat, men sårbar som Lady Katherine Howard. Elementer af machismo leveres af Jackie Clune som den giftige Lord Thomas Howard, Carolyn Pickles som Emilias første elsker, Lord Henry Carey, og Amanda Wilkin som hendes morsomt gnavne homoseksuelle ægtemand, Alphonso.

Instruktør Nicole Charles står i spidsen for et rent kvindeligt kreativt hold, der har fået selskab af komponist Luisa Gerstein og lyddesigner Emma Laxton. De skaber et lydbillede, der blander traditionelle instrumenter med moderne effekter, suppleret af sange, der trækker på ensemblets samlede vokale styrke. Scenograf Joanna Scotcher bringer elementer fra The Globe med ind på Vaudeville med en fleksibel halvcirkel af trætrin og rammer, nu med lysdesign af Zoe Spurr, der tilføjer en intensitet, der matcher den højspændte dramatik. Præcis som stykket hylder kollektiv handling, arbejder skuespillere og kreative sammen om at belyse et liv, der for størstedelen er gået tabt i historien. De taler ikke kun for Emilia, men for alle, hvis stemme er blevet kvalt eller ignoreret af samfundets dominerende kræfter. Da hver eneste forestilling hidtil har fået det overvejende kvindelige publikum til at rejse sig i stående bifald, har Emilia ikke brug for min anerkendelse – men i sit nye hjem fortsætter den med at være et styrkende opråb, der brøler af vrede og smerte.

Spiller frem til 15. juni 2019

BESTIL BILLETTER TIL EMILIA PÅ VAUDEVILLE THEATRE