ANMELDELSE: Give My Regards To Broadway, Upstairs At The Gatehouse ✭✭✭

Julian Eaves er smuttet forbi Upstairs at the Gatehouse for at anmelde Give My Regards To Broadway.

Give My Regards To Broadway

Upstairs At The Gatehouse

20. juli 2018

3 stjerner

Det vidunderlige ved dette smukke, intime fringe-teater i Nordlondon er dets fortsatte evne til at spotte og give plads til landets bedste nye teatertalenter.  Ethvert besøg i dette rummelige og utroligt alsidige scenerum ovenpå en pub fører dig op ad en trappe, der bogstaveligt talt er tapetseret med plakater fra tidligere produktioner, hvor man finder navne på nogle af de største stjerner i moderne britisk underholdning.  Går man videre ind i baren på førstesalen, er væggene dækket fra gulv til loft med portrætter af dem, der har stået på scenen her – et sandt katalog over branchens absolut bedste, især inden for den mest krævende genre af dem alle: musicalteater.

Og nu, med denne charmerende og sommerlige revy, får vi bekræftet, at nye ansigter og talenter er klar til at blive føjet til denne stjernerække. Formatet er enkelt: to mænd og to kvinder, et klaver og trommer, tager os med gennem en perlerække af klassikere fra 'The Great American Songbook' – fra George M. Cohans tid (manden bag titelsangen) til efterkrigstidens store succeser. Selvom forestillingen er annonceret til at slutte i 1942, bevæger mange numre sig let hen over den grænse, og ligeså kommer meget af materialet ikke kun fra Broadway: Hollywood er også flot repræsenteret med masser af iørefaldende numre.

Under Harry Blumenaus kyndige ledelse – han er kendt i branchen i mange sammenhænge, men viser sig her som en effektiv og skarpsindig instruktør – er rækkefølgen af numre velorganiseret og glidende eksekveret.  Som forestillingen skrider frem, bliver samspillet mellem de medvirkende og publikum mere naturligt og flydende, og visse præstationer skaber ren magi.  Den alsidige koreograf Chris Whittaker bidrager flot her; han forstår at udnytte rummet og morer sig tydeligvis med at skabe meget seværdige danse til sit hold.  Jeg har en følelse af, at de kreative kræfter vil fortsætte med at finpudse begge elementer i løbet af forestillingens spilleperiode.

Den mest erfarne i kvartetten er uden tvivl amerikanske Rebecca LaChance, der blandt andet medbringer sin ekspertise fra Tisch og hovedrollen i den nylige turnéversion af 'Mack and Mabel' til bordet.  Hun besidder en fængslende scenenærvær, hvor hendes mesterlige sans for detaljen matches af en afslappet og spontan udstråling; det er en uimodståelig kombination, og jeg er sikker på, vi kommer til at se meget mere til hende fremover.

Blandt de nyere talenter finder vi Thea Butler med sin smukke sopran – hun passer klogt på sin stemme og presser den aldrig.  På herresiden finder vi en velvalgt kontrast til damerne i form af den dramatisk imponerende Albert Linsdell, hvis atletiske formåen giver masser af power til koreografien, og den fløjlsbløde Ben Lancaster, der i stilen minder om Jamie Cullen, og hvis ubesværede, næsten sorgløse vokal er knivskarp og frisk.  Det er ingen let opgave at få så velkendt musicalmateriale til at lyde så nyt og engagerende.

Forestillingens helt store aktiv ligger dog i den fantastiske musikalske ledelse fra klaveret ved den efterspurgte Oli George Rew, der hastigt er ved at blive en af de bedste akkompagnatører i branchen.  Man vil huske hans og den fremragende trommeslagers indsats lige så tydeligt som skuespillernes.  Dette skyldes ikke mindst de fænomenale musikalske arrangementer af det nye stjerneskud i branchen: Lawrence Michalowski.  Han er knap nok færdiguddannet, men Michalowski er et slående talent med evnen til at nytænke selv de mest fortærskede musikalske værker og finde nye nuancer i nogle af musicalhistoriens største klassikere.  Hans opfindsomhed og de helt rigtige musikalske valg tager pusten fra én, når han leverer det ene pletskud efter det andet med sine geniale arrangementer.

Det er en smagssag, om man støtter valget om at udelade et mere defineret tema eller en rød tråd.  Hidtil har det ellers været et fast element i revyerne på 'Upstairs', og publikum her forventer måske netop den slags ramme om showet.  Hvem ved?  Jeg kan blot konstatere, at det mangler i dette værk, og personligt savnede jeg det en smule.  Måske er jeg bare vænnet til, at en revy har mere strukturel substans, end der findes her.  Er det tilfældet, er jeg næppe den eneste – måske er det noget, man bør tage højde for?  Selvom forestillingen bærer præg af storslåede musikalske arrangementer, kunne den måske have haft gavn af en mere markeret grundtone?  På den måde ville visse gråzoner i instruktion og koreografi muligvis stå skarpere?

Forestillingen er flot oplyst af Ali Hunter med enkelte smarte detaljer, og lyden af Nico Menghini er måske en anelse for diskret – beslutningen om at lade stemmerne være uforstærkede er fair nok, men der var øjeblikke, hvor det kneb med hørbarheden.  Alt i alt er dette endnu en fjer i hatten for producenten Joseph Hodges, som – trods sin unge alder – allerede har opnået imponerende resultater.

UPSTAIRS AT THE GATEHOUSE WEBSITE