ANMELDELSE: Great Britain, Lyttleton Theatre ✭✭

Billie Piper i National Theatres opsætning af Great Britain. Foto: Johan Persson Great Britain Lyttleton Theatre 4. august 2014 2 stjerner

Great Britain, som nu spiller på Lyttleton Theatre i National Theatre og snart rykker til West End, er et mangehovedet satirisk bæst fra Richard Beans pen. Forestillingen er instrueret af Sir Nicholas Hytner og er en tre timer lang vandring gennem kølvandet på Leveson-undersøgelsen. Den forsøger at kaste et komisk lys over politikernes, politiets og pressens gøren og laden (med en enkelt afstikker til den klassiske komiske kliché: den pædofile præst), alt imens den stiller spørgsmålstegn ved det fjerde led i kæden – publikum.

Og som de fleste lange vandringer, så er den ikke specielt morsom.

Der er masser at se og tænke over, men stien virker så nedtrådt (fra eksempelvis den virkelige verdens evige debat om presseregulering, de uendelige retssager om telefonaflytning og de store kampagner mod tidligere stjerner anklaget for krænkelser), at der er en konstant følelse af genbrug. Det er det samme gamle sceneri af visne blomster og halvrådne bær, hvor en enkelt hare engang imellem suser forbi, og man kun sjældent støder på en overraskende blomst, der står helt skarpt og tager vejret fra én.

Oliver Chris er netop denne overraskende blomst i ensemblet – hans præstation rammer plet. Han besidder en knivskarp komisk timing og gør vicepolitimester Donald Doyle Davidson til den perfekte blanding af det absurde og det gravalvorlige. Det er netop hans evne til at mestre denne dualitet, der udstiller manglerne i de andre præstationer.

Dette skyldes i høj grad instruktionsvalgene. Spillestilen er ikke konsekvent – der er voldsomme, karikerede efterligninger af virkelige personer, som intet har med sofistikeret komedie at gøre, men snarere føles som rendyrket pantomime (Robert Glenisters glubske og modbydelige redaktør, Wilson Tikkel, eller Billie Pipers skruppelløse og magtsyge nyhedschef, Paige – en karakter, der giver begrebet 'over-the-top' en helt ny betydning). Andre gange er det farce (Aaron Neils tørre politidirektør, som er komplet urealistisk, men spillet med stenansigt for maksimal effekt: "Et spor er det eneste, jeg ikke har"), og andre gange igen føles det som en flad sitcom (Rupert Vansittarts konservative premierminister eller Ian Hallards uappetitlige 'Jimmy The Bins'). Koruna Stamell er reelt den eneste, der følger Chris' stil, og hendes præstation som en knivskarp og overraskende dygtig advokat er en af de få, uventede glæder ved denne forestilling.

Fordi der mangler en sammenhængende stil, efterlades publikum usikre på, hvad de egentlig ser, og hvorfor. Det er en skam, for der er så mange dygtige skuespillere med – ensemblet er enormt – og hvis de var blevet styret i samme retning, kunne resultatet have været et helt andet.

Piper er glimrende som avisverdenens Cruella de Vil – men hvor meget mere interessant og foruroligende kunne Beans stykke ikke have været, hvis hun var blevet spillet med mere sårbarhed? Hvis man følte, at hun handlede i den gode sags tjeneste snarere end blot for egen vindings skyld? Hvad hvis Glenisters rædselsfulde chefredaktør havde været en gammel kriger fra avisernes guldalder, der var blevet overhalet af teknologien og desperat forsøgte at dyste mod internettet? En mand, der følte sig tvunget til sine handlinger?

Eller hvad hvis hver eneste karakter var skrevet og spillet i ren pantomime-stil eller med konsekvent ’dead-pan’ levering? Den samlede effekt ville med det samme have været mere fascinerende – og resultatet uundgåeligt sjovere.

I stedet bliver stort set samtlige komiske stilarter smidt i den samme gryde, hvor de kæmper om opmærksomheden i Beans boblende sammenkog af samfundsrelevante emner. Men resultatet ender desværre med at være mere smagløst, end det burde være.

Tim Hatleys scenografi er fremragende og fanger både det hektiske nyhedsrum og diverse andre locations, herunder en ret morsom gengivelse af The Ivy. Det ser virkelig flot ud.

Der er langt mellem moderne komiske satirer, men den nylige opsætning af Charles III viste, hvad formen kan præstere. Her trak alle på samme hammel og tilgik teksten på samme måde. Beans værk er ikke i samme liga som Charles III, men med nogle gennemskrivninger, mere prøvetid og en strammere instruktion kunne det have været et vægtigt bidrag til debatten om pressefrihed, frem for blot en rodet vandring gennem diverse komiske stilarter.