ANMELDELSE: Hamlet, English Repertory Theatre ✭✭✭

Rachel Waring som Hamlet. Foto: Guy Dovell Hamlet

English Repertory Theatre, Cockpit Theatre, Marylebone

18. februar

3 stjerner

Hvor godt kender vi egentlig Hamlet? Det er det grundlæggende spørgsmål i denne konsekvent tankevækkende og strømlinede udgave af stykket, som lige nu spiller på Cockpit Theatre. Vi tror måske, vi kender dramaet, om ikke andet så som et uudtømmeligt overflødighedshorn af citater, men den passive og reflekterende læsning er noget helt andet end at opleve det som levende dramatik. Dertil kommer, at da den fulde version af stykket varer 4-5 timer (på linje med en Wagner-opera), findes der reelt ingen kanonisk eller forudsigelig opførelsestradition at læne sig op ad.

Enhver instruktør træffer – og er nødt til at træffe – en række fravalg og fortolkningsmæssige beslutninger på grund af stykkets fascinerende, men også fejlbehæftede overflod. Enhver fortolkning må nødvendigvis være partiel og selektiv for at give mening i forhold til de mange modstridende udlægninger af handlingen og hovedpersonens motivation, som findes i originalteksten. Dette er i langt højere grad et 'problemstykke' end de senere værker i Shakespeares karriere, som traditionelt bærer den betegnelse.

English Repertory Theatre og instruktør Gavin Davis har skabt en version med en spilletid på kun 100 minutter (inklusive pause), som fra starten slår fast, at 'der er intet spøgelse, ingen tvivl, kun hævn'. En opstilling af hvide borde og stole, der omarrangeres i hver scene på en måde, der leder tankerne hen på Peter Brook, sætter en abstrakt tone. Scenen fuldendes af en skolestuemiljø, hvor Hamlet, Ofelia, Rosencrantz (her lagt sammen med Guildenstern) og Laertes undervises af Horatio og Polonius, mens Gertrude og Claudius optræder som (tilsyneladende) rektor og frue.

Der er intet spøgelse, reelt ingen scene med graveren, og de første to akter er trukket sammen for at fjerne store dele af Hamlets tøven og tvivl. Hamlet får nys om mordet på sin far via et brev frem for en tur på den vilde slotsmur. Tilbage står et stykke drevet af handling frem for refleksion – i praksis en 'hævntragedie', men en der er drevet af ungdommelig angst og vrede mod alle former for autoritet snarere end af politiske eller strategiske overvejelser.

Der er klare gevinster ved denne tilgang. Der er et flow og en frihed i handlingen, som er meget velkommen, især når Cockpit-scenens muligheder (arena-teater med mange ind- og udgange) udnyttes så godt som her til at skabe konstant interaktion og rastløs bevægelse.

Især slutscenerne zoomer ind på det endelige dødstablå med et nådesløst, uafbrudt fokus, der er både fængslende og forfriskende. Ligeledes stråler scenerne, hvor autoriteterne konfronteres og spydigt spottes, i dette skolemiljø og er oprigtigt morsomme.

Den indbyrdes ordleg mellem Polonius og Hamlet er her genuint sjov frem for trættende, og den præsenteres overbevisende som en rivalisering mellem en selvhøjtidelig lærer og en stjerneelev, der tipper over i en dødelig kamp om kontrollen. Kontrasten mellem den glatte 'House of Cards'-type Claudius og Hamlets rå afsky for korruption i alle afskygninger står også frem med autentisk, dirrende styrke, især i de anspændte øjeblikke under kongens forsøg på skriftemål.

På andre punkter er de udforskede veje dog mindre frugtbare og ligefrem forvirrende. Fraværet af spøgelset svækker tyngden i Hamlets motivation, og Ofelias konstante tilstedeværelse i klasseværelset under Hamlets rænkespil ændrer radikalt det følelsesmæssige bånd imellem dem, da hun gøres medvidende og indviet i langt mere, end Shakespeare tillader.

En drastisk omformning af tekst og handling er bestemt tilladelig, så længe den bevarer en klar fremstilling af de følelsesmæssige og psykologiske mønstre, der forbinder hovedkaraktererne. Ved at fremhæve visse dele af plottet og udelade andre formår denne bearbejdelse desværre ikke altid at bevare disse autentiske mønstre, og enhver, der ser stykket for første gang i denne version, ville gå glip af en hel del.

Virkelig store opsætninger af dette stykke forsøger ikke at indfange og udfolde alle de psykologiske vinkler i Hamlets foranderlige, myldrende sind; men de stræber efter at antyde dem alle generøst, så publikums kollektive fantasi og forhåndskendskab til stykket kan gøre resten af arbejdet og udfylde hullerne.

Selve styrkerne i denne produktion er derfor også dens svagheder, hvilket eksemplificeres i skolestuens gengivelse af nedslagtningen af Priamos ved den 'barske Pyrrhus' – på sin vis første akts højdepunkt. Det er et fint, elegant og dramatisk morsomt greb at fremstille denne parodi på hævnmeldramaet som en time i Iliaden, der løber herligt løbsk på bekostning af klassisk-sprogslæreren Polonius.

Men at lade dette glide over i en fragmenteret og ærlig talt rodet udgave af 'Åh, hvilken ussel knægt og slave er jeg!' gør vold på Shakespeares intentioner. Man misser et af stykkets store øjeblikke, hvor sproglig præcision, indadvendthed og finfølelse er afgørende, uanset hvordan man tolker hovedpersonens dilemmaer. Dette var ikke det eneste øjeblik i opsætningen, hvor der herskede usikkerhed om hvornår, hvordan og hvorfor man skulle skifte fra sprød satire og tør humor til ægte oprigtighed og dyb overbevisning.

Disse problemer kunne (ironisk nok) løses mere tilfredsstillende med større fokus på selve stykkets sprog og tekstur, som gang på gang dikterer, hvor der er brug for subtile skift i tempo, farve og rytme.

De mest succesfulde skuespillere var dem, der udnyttede versene til deres fordel frem for at tvinge dem ind i et generelt følelsesmæssigt korset. Polonius (Oliver Hume), Claudius (Jon House) og Gertrude (Helen Bang) leverede hele vejen igennem et flot arbejde, og det samme gjorde Hamlet (Rachel Waring) i stykkets senere faser. Man fornemmede, at hele castet vil vinde i selvtillid ved at arbejde med tekstens iboende rytme, efterhånden som de slapper mere af og ser al den hjælp, Shakespeare giver dem.

Disse forbehold omkring fortolkningen bør ikke fjerne fokus fra castets generelt høje intensitet og kvalitet; der er ingen svage led, og man ser meget behændigt, energisk og originalt arbejde, især i de sceniske bevægelser. Som Hamlet var Rachel Waring særligt stærk i anden halvdel, hvor den fysiske energi, vrede vid og ulmende foragt, hun viste i de tidlige scener, blev forvandlet til en ufortrøden legemliggørelse af 'lad mine tanker være blodige eller intet værd.'

Det var en fejl at lægge en pause ind i denne produktion, og det koster en stjerne i denne anmeldelse: Hvis man vil spille Hamlet som en hævntragedie, så skal thrilleren have lov til at køre sit løb og tage fart uden afbrydelser.

Når det er sagt, så er dette for alle med passion for nye vinkler på Shakespeare en fængslende aften i teatret, som er kontroversiel på den bedst tænkelige måde. Som altid var de animerede samtaler i baren i pausen og efter tæppefald den bedste anbefaling.