ANMELDELSE: Hatched 'N' Dispatched, Park 90 ✭✭✭✭

Foto: Philip Lyons Hatched 'N' Dispatched

Park 90 Theatre, Finsbury

02/09/15

4 stjerner

Dette nye stykke af Michael Kirk og Gemma Page har sine rødder i Kirks minder om en barndom i Derby på tærsklen til 1960'erne. Vi befinder os i en brydningstid for de sociale normer, men vi har endnu ikke nået Philip Larkins berømte skæringspunkt 'mellem ophævelsen af forbuddet mod Lady Chatterley og Beatles' første LP'. Selvom det, vi overværer her, på mange måder er en ren komedie krydret med elementer af farce, er der en undertone af alvor – ja, endda mørke – der intensiveres som aftenen skrider frem. Mod slutningen indser man, at det humoristiske lag i vid udstrækning er en forsvarsmekanisme mod den socialt kvælende effekt af kønsstereotyper og nedarvede fordomme.

Teatersalen på Park 90 er indrettet som 'arena-teater' (in the round). Vi befinder os i en lidt nusset og slidt 1950'er-dagligstue med brugte møbler og to omdrejningspunkter – barskabet og en ny pladespiller – placeret helt ude i hjørnerne blandt publikum. Ramaet udspiller sig i realtid med en enkelt pause. Vi følger en familiefest, der gradvist går i opløsning, arrangeret i anledning af to begivenheder – en begravelse og en barnedåb.

Hjemmet tilhører den blege og resignerede Irene (Wendy Morgan) og hendes datter Susan (Diana Vickers). Det er Irenes mand, Arthur, der pludselig er gået bort, men han synes at have forladt livet på samme stilfærdige og diskrete måde, som han levede det. På trods af at hans lune portræt våger over begivenhederne, må han dele opmærksomheden med en fejring af en ny 'udklækning'. Irenes dominerende søster, Dorothy (Wendi Peters), har dekreteret, at begravelseskaffen skal slås sammen med barnedåben for hendes nyeste barnebarn, Clifford. Så alle de voksne samles for at forberede mad og drikke til et større selskab af venner og naboer, men efterhånden som alkoholen flyder, lettes låget på en simrende gryde af familiære spændinger og nag. Meget af det efterfølgende er utroligt morsomt, men der gemmer sig ofte en brod i hver vits. Det er ikke bare harmløs sjov.

Foto: Philip Lyons Der er masser af synlige inspirationskilder i stykket, men det formår at integrere dem alle med lethed. Det minder om de klassiske britiske TV-sæbeoperaer fra Midt- og Nordengland, som vi kender så godt. Der er ikke én karakter, som vi ikke får afsløret sandheder om på den ene eller anden måde. Det er for det meste gjort elegant, selvom det dramatiske tempo dalede en smule efter pausen, hvor gennemgangen af rolleindividernes forhistorie virkede lidt mekanisk. Men der er også ældre dramatiske rødder. For eksempel anede jeg ekkoer af J.B. Priestleys When We Are Married i konsekvenserne af at opdage, at relationer måske ikke er så hugget i sten, som de ser ud til. Og da tonen blev mørkere, opspukkede jeg mere end blot et strejf af Distant Voices, Still Lives. Der er masser af undertrykt smerte og fysisk vold (som senere bryder ud i lys lysue), oftest begået af mændene mod kvinderne. Drikkeriet og festlighederne både nærer og slører problemerne, så den umulige matriark Dorothy til sidst stadig kan hævde, at det bare er 'familier, der har deres op- og nedture.' Men nedenunder er det essentielt en fortælling om uduelige mænd, der indirekte styres af handlekraftige kvinder, som er forment adgang til det offentlige erhvervsliv og lederroller. Og det er netop denne sociale dynamik, der skaber den herostratisk berømte 'drage' Dorothy, som hele handlingen og de øvrige karakterer kredser om.

Det er sjældent at finde en opsætning, der står så skarpt så tidligt i forløbet. Manuskriptet er skarpt og kvikt, scenografi, rekvisitter, lys og kostumer spiller perfekt sammen, og skuespilpræstationerne har et fokus, en komisk timing og en naturlig rytme, som man normalt ikke forventer lige efter premieren. Men hvis man ser på castets erfaring fra både tv og teater, er det måske mindre overraskende. Der er flere rutinerede kræfter fra kendte britiske dramaserier, og resten har en solid baggrund fra West End og de store provinsscener. Præcis som stykket er velskrevet, er selve produktionen i topklasse. Enhver anmelder vil utvivlsomt vurdere denne forestilling som en enormt underholdende og vellykket teateroplevelse. Selv de garvede kritikere til premiereaftenen lo betydeligt mere end normalt.

Men kernen i denne aften ligger i de gennemarbejdede detaljer i skuespillet. Den største gevinst ved forestillingen er måske ikke den larmende humor eller tragikken bag de skildrede liv, men derimod den rene fornøjelse ved at se et ensemble, der spiller så formidabelt sammen og skaber en fantastisk komisk energi uden at give afkald på muligheden for at udfolde individuel patos og karakterdybde.

Foto: Philip Lyons

Wendi Peters ejer scenen i hovedrollen. Der var mere end et strejf af 'Hyacinth Bucket' i hendes absurde sociale ambitioner og snobberi, men man fik også fornemmelsen af, hvor meget klogere og mere viljestærk hun var end resten af familien – og at deres sociale fremgang udelukkende skyldtes hende, uanset de menneskelige omkostninger. Som hendes mand Teddy har Kevin McGowan en ret utaknemmelig rolle, men han udnytter de øjeblikke, han får, utrolig godt. Ligeledes har James Wrighton i rollen som sønnen Kenneth den svære opgave at portrættere en indre konflikt mellem ønsket om at fremstå som en alfahan og det faktum, at han stadig er en mors dreng. Han fangede en fin balance mellem charmerende overskud og en vrede lige under overfladen. Men for mig var Matthew Fraser Holland, som den plagede og moppede svigersøn Ollie, den stærkeste blandt mændene. Han skabte masser af herlige komiske optrin og formidlede sin karakters ordentlighed og sårbarhed troværdigt. Det var et flot træk i manuskriptet og smukt udført på scenen, da det endelig blev hans tur til at sige fra over for den dominerende Dorothy.

En af aftenens store glæder var samspillet mellem kvinderne: Hvad enten det var i solidaritet eller konflikt, var der en naturlighed og fleksibilitet over de mange scener, hvor de optrådte sammen. Danielle Flett som Corinne, Kenneths London-hustru, udstrålede både styrke i modstanden mod Peters, men også en sårbarhed og usikkerhed i sin uafklarede position i familien. Som Dorothys datter, Madeleine, giver Vicky Binns aftenen en forrygende start og får derefter det maksimale ud af en nedtonet, men allestedsnærværende rolle. Noget af det mest nuancerede skuespil kommer fra Wendy Morgan, der må stå i skyggen af sin søster det meste af aftenen, men hun giver igen, når det virkelig gælder. Det samme gør hendes slagfærdige datter, som ved stykkets afslutning virker som den, der mest definitivt vil gøre oprør mod slægtens fordomme.

Dette stykke kan ses som en fræk farce eller som noget langt mere uventet og melankolsk; uanset hvad er det en fuldstændig medrivende aften, hvor man overhovedet ikke mærker tidens gang.

Hatched 'N' Dispatched spiller indtil d. 26. september 2016