ANMELDELSE: Hope, Jerwood Theatre Downstairs ✭✭

Hope

Jerwood Theatre Downstairs, Royal Court

9. december 2014

2 stjerner

En lokalpolitiker sidder til en konsultation med en af sine vælgere. Vælgeren, Laura, er en livsglad ung kvinde med Downs syndrom, der forsøger at få det bedste ud af tilværelsen. Hun bor hjemme og elsker det, men hun har ikke lyst til at være sammen med sine forældre 24 timer i døgnet. Som hun selv siger – hvem ville også have det? Med en brutal ærlighed, men helt uden fordømmelse, genfortæller hun historien om, hvordan hun blev dårligt behandlet af chefen på den McDonald's, hvor hun tidligere arbejdede. Mens hun sætter ord på de ydmygelser, hun blev udsat for, forstår man med al tydelighed, hvor afgørende aktivitetscentret er for hendes livskvalitet. Det er et fristed fra den fælde, hun lever i; en fælde, samfundet har skabt. Et sted, hvor hun kan få afløb for sine bekymringer og spændinger, grine og slappe af.

Hvordan kan nogen fornuftig instans i det offentlige nægte at finansiere sådan et center?

Lauras frygt for en eventuel lukning af aktivitetscentret er et af de centrale temaer i Jack Thornes nye stykke, Hope, som nu har premiere på Royal Court i John Tiffanys iscenesættelse. Det er et så aktuelt og politisk ladet stykke, som man overhovedet kan forestille sig, med fokus på konsekvenserne af de offentlige besparelser, det utroværdige rod og det dobbeltspil, der præger de store politiske partier – og den rå, bitre sandhed om, at lobbyisme er den moderne politiske tidsalders ubestridelige kræftsvulst.

Men ser man bort fra Lauras gribende skæbne, er dette stykke mere en politisk debat end en personlig fortælling. Ingen af hovedpersonerne besidder nogen varme, i hvert fald ikke som de spilles her, så det er svært for alvor at engagere sig i deres indbyrdes spil om politik og magt. Som min ledsager så klogt bemærkede: "Det dér kan jeg se i Deadline hver eneste aften".

Præcis.

Selvom der ikke er tale om et doku-drama, har det en vis "hverdagsrealisme" over sig; men – og dette er det helt centrale punkt – det mangler teatermæssig nerve og vision. Spørgsmålet er, om det er manuskriptet eller selve produktionen, der bærer skylden for det.

Scenen med Laura og en håndfuld andre øjeblikke – som viceborgmesterens akavede snak med sin søn om sex og internettet, eller vicesborgmesterens elskerindes natlige samtale med sin gnavne far – tyder på en ærlighed og oprigtighed omkring situationer og karakterer fra Thornes side, der vidner om en god forståelse for teatermediet. Thorne har da også et flot cv som dramatiker.

Men størstedelen af stykket er enten banalt eller fyldt til randen med tør information. Scenerne kommer til at handle om politiske stereotyper og de indviklede detaljer i partipolitik, budgetovervejelser, pres fra medierne og interessegrupper samt umuligheden i at gøre alle tilfredse hele tiden.

Mod slutningen virker budskabet blot til at være, at alle må forsøge at gøre en forskel, og at fiasko i forhold til at skabe forandring må accepteres som en del af den politiske proces – hvilket føles som et hjul af meget dårlig karma.

Udfordringerne med den tørre og distancerede tekst bliver kun værre af castingen og iscenesættelsen. Det er særligt mærkeligt, når man tænker på John Tiffanys seneste store succeser med at gøre svære tekster tilgængelige og bjergtagende; tænk blot på Lad den rette komme ind eller Glasmenageriet.

Tom Scutts scenografi er bestemt en del af problemet – ikke fordi den er decideret dårlig, men fordi den ikke rigtig tillader stykkets hjerte (hvis det ellers har et) at træde frem. Den fjerner muligheden for, at der kan opstå varme. Det skyldes, at i stedet for at skifte mellem forskellige steder – fra hjem til hjem, park til soveværelse – er scenen en tro kopi af interiøret i en lokal rådhussal. Der er trægulv, en scene i den ene ende til taler, og den slags anonyme møbler, man instinktivt forbinder med det offentlige. Det fungerer i den forstand, at man forstår, at alt i stykket indrammes af kommunens tilstedeværelse, som på den ene eller anden måde dominerer karakterernes liv. Det giver endda en fornemmelse af et slags politisk dukketeater – en kommentar til det politiske systems absurditet, hvor det uundgåeligt handler om, at den ene side banker den anden til overgivelse.

Bagsiden er dog, at scenografien dræber intimiteten i alle de scener, der ikke skal forestille at foregå på rådhuset. Det er eksempelvis svært at føle noget for en scene med to elskende i en seng, når sengen blot er antydet på et rådhusgulv, sammenlignet med hvis scenen udspillede sig i et privat soveværelse. Rammerne svækker forbindelsen og antyder samtidig en form for vildskab, der er falsk – for parret har jo ikke rent faktisk sex på gulvet i rådhussalen.

Skuespillet hjælper heller ikke på det.

Selvom der er meget at beundre i Jo Eastwoods herlige Laura, Tom Georgesons gnavne, rygende George og Tommy Knights bramfrie og fremmelige Jake, når resten af castet med én undtagelse aldrig ud over det skematiske.

Stella Gonets Thatcher-agtige, grovkæftede Labour-leder af byrådet; Paul Higgins’ kedelige skikkelse som dårlig far og vicesborgmester, Mark; Julie, Georges forvirrede elskerinde; Christine Entwisles vrede, men passionerede Gina, Marks ekskone og et højlydt, dissident byrådsmedlem – alle disse karakterer har reelt set karisma og kompleksitet som en kold pølsehorn. Ingen af dem er tiltalende, og det er umuligt at bekymre sig det mindste om, hvad der sker med dem.

Kun Rudi Dharmalingam som Sarwan, det muslimske byrådsmedlem, der er både direkte og taktisk, formår at balancere mellem manuskriptet og det menneskelige – han er den eneste hovedperson, der virker som mere end en flad stereotyper.

Politiske teaterstykker er vigtige, selv dem, der er så deprimerende og kliniske som Thornes forsøg her, men det er afgørende, at forfattere og instruktører husker at putte ”dramaet” ind i det politiske drama. Det er selve fortællingen, der skal indfange publikums samvittighed.