ANMELDELSE: The Importance Of Being Earnest, Harold Pinter Theatre (0 stjerner)

The Importance Of Being Earnest. Foto: Tristram Kenton The Importance Of Being Earnest Harold Pinter Theatre 19. juli 2014 0 stjerner Netop nu spiller en forestilling på Harold Pinter Theatre, udtænkt og instrueret af Lucy Bailey med hjælp fra scenograf William Dudley og forfatter Simon Brett, der udgiver sig for at være Oscar Wildes "The Importance Of Being Earnest".

Det er det ikke.

Faktisk er det så langt fra den perfekte, absurde perle, som Wildes mesterværk er, som Adolf Hitler er fra Nelson Mandela.

Folk, der har købt billetter i den tro, at de skal opleve Wildes herlige, trivielle komedie for seriøse mennesker, bør kræve pengene tilbage. For Bailey har ikke forsøgt at instruere dét stykke. At tilskrive noget som helst, der foregår på Harold Pinter-scenen, til Wilde, er vildledende og løgnagtigt – dette er ikke The Importance of Being Earnest.

Det er et dumt, åndssvagt stykke om en gruppe gamle amatørskuespillere, der øver på Wildes store værk. Som koncept er ordet elendigt slet ikke dækkende nok.

I programmet citeres Bailey og Dudley for at have hentet inspiration fra – af alle ting – Tom Stoppards storslåede Arcadia:

"I Arcadia er der to adskilte verdener i det samme uforandrede hus, adskilt af et tidsrum på næsten 200 år. Begge indtager scenen uden at være bevidste om hinandens tilstedeværelse. Vi husker, hvordan det blev gjort så flydende og genialt – måden hvorpå én generation dukkede op, netop som den anden forlod scenen. Det var meget rørende, og vi håber at kunne opnå noget lignende, når vi flytter handlingen fra 2014 tilbage til 1895."

Dette er så gennemført dumt, at det næsten er ufatteligt. Dumt, ufatteligt plagiat.

Arcadia er skrevet specifikt til at have ét hus delt af to forskellige grupper, hvoraf den ene gruppe – forskerne – var konstant bevidste om og tænkte på den anden gruppe – Lord Byrons samtidige.

Wilde skrev et stykke om fiktive karakterer. Bailey og Dudley har skabt et stykke og en scenografi med deres egne karakterer – en gruppe amatørskuespillere, der øver på Wildes store stykke. Der er ikke to adskilte grupper på samme scene: der er én gruppe på én scene, der laver to forskellige ting. Det har intet med Arcadia at gøre, og det er absurd at antyde det for på ynkelig vis at forsøge at opnå respektabilitet gennem Stoppard-bagdøren.

Den begavede Michael Frayn har allerede leveret et komisk mesterværk om, hvordan intriger bag scenen kan påvirke en teaterforestilling. Det hedder Noises Off (Koks i kulissen). Simon Bretts tarvelige og aldeles umorsomme makværk her udgør ingen trussel mod Frayns eftermæle.

Så – det er hverken Wilde, Stoppard eller Frayn.

Det er bare noget værre bras, der giver sig ud for at være The Importance of Being Earnest.

Og så er det både aldersdiskriminerende og frygteligt nedladende over for de mange, mange dygtige folk, der gør et fremragende stykke arbejde i ulønnet amatørteater.

Bailey burde bare have lade castet gøre deres arbejde og spille de roller, som Wilde skrev. Som Judi Dench beviste så ubesværet i En skærsommernatsdrøm på Rose Kingston, betyder alder ikke nødvendigvis, at en skuespiller er udelukket fra at spille en rolle, der normalt spilles af yngre personer.

Der er spor af kvalitet i mange af præstationerne, men fordi de skal spille ikke-professionelle, der spiller Wilde-karaktererne, får publikum aldrig set de faktiske Wilde-karakterer. De ikke-professionelle karakterer står i vejen.

Siân Phillips kunne have været en pragtfuld Lady Bracknell, ligesom Cherie Lunghi også kunne have været det. Lunghi kunne have været en strålende Gwendolyn, men ikke når hun skal lave alt det pjat, som Bailey har sat hende til som den tidligere National Theatre-skuespillerinde, Maria. Både Nigel Havers (Algernon) og Martin Jarvis (Jack) kunne have været gode, hvis de bare fik lov at spille Wilde, og det samme gælder Niall Buggy (Canon Chasuble) og Rosalind Ayres (Miss Prism). De andre... knap så meget.

Men dette er ikke Wilde – og det er i hvert fald ikke The Importance Of Being Earnest.

Mere præcist kunne det kaldes "Earnestly Trying To Be Important" eller "The Importance Of Being Earnest til prøve hos The Bunbury Players".

Publikum bør kræve deres penge tilbage.

For Lucy Bailey har stået i spidsen for et svindelnummer – dette er ikke Wildes stykke, og det lader heller ikke som om, når man først sidder i det dyre sæde.

Men for at lokke dig til at betale for billetten, maskerer det sig som Wildes vidunderligt vittige og praktisk talt perfekte stykke.

Det er en absolut skændsel.

Book billetter til The Importance Of Being Earnest