ANMELDELSE: In The Heights, King's Cross Theatre ✭✭✭✭✭

Castet i In The Heights. Foto: Johan Persson In The Heights

King’s Cross Theatre

15/10/2015

5 stjerner

Bestil billetter Da Duke Ellington og Billy Strayhorn opfordrede os til at 'tage A-toget' (Take the A-train), var det Harlem, de havde i tankerne. Det var datidens hotteste kvarter i Upper Manhattan. Det er et symbol på, hvordan tiderne har ændret sig, at når man første gang ser scenografien i In the Heights, behøver udgangen fra A-togets metrostation ingen forklaring. Det er den naturlige port til det latino-miljø i Washington Heights, som er den boblende kulturelle smeltedigel, der her fanges så mindeværdigt i Lin-Manuel Mirandas pulserende fusion af latin-pop, salsa og hiphop. Forestillingen ankommer overdynget med priser. Den vandt adskillige Tony-priser, da den åbnede på Broadway i 2008, og var også en kæmpe succes på Southwark Playhouse sidste år (en del af spillestedets nylige guldalder med velvalgte hitsucceser). Nu rykker den til en langt større scene med det meste af castet og det kreative hold intakt. Hvordan klarer den sig på den enorme, tennisbane-store 'traverse'-scene i King’s Cross Theatre? Og hvordan stråler den, når den er adskilt fra den dominerende og multitalentfulde Miranda selv, der nu nyder stor succes med Hamilton på Broadway?

Showet står stærkt på karaktertegningen, men er tyndt på selve plottet. Der sker ikke det store i Quiara Alegría Hudes’ manuskript: der er antydninger af West Side Story i sammenstødet mellem de ældre og yngre generationer, men uden de dybe konflikter internt i miljøet, og alle karaktererne står over for trusler om udsættelse fra deres 'barrio', efterhånden som gentrificeringen sætter ind. Sommerheden syder, en strømafbrydelse skaber kaos, og der grubles over både afsked og nye begyndelser. Men karaktererne er allerede fuldt udformede og rigt varierede med masser af plads til komisk samspil, gnidninger, jagten på drømme og nye karrierer samt romantiske forløsninger.

Sam Mackay som Usnavi i In The Heights. Foto: Johan Persson

Usnavi (Sam Mackay), som driver den lokale bodega (købmandsbutik), er for godhjertet til at tjene penge og drømmer enten om at vende tilbage til Den Dominikanske Republik eller score den tilsyneladende uopnåelige Vanessa (Jade Ewen), som ikke kan få godkendt en kreditvurdering til den lejlighed i centrum, hun higer efter. Frisørsalonen, hun arbejder i, står over for lukning, selvom de først skal forbi den temperamentsfulde chef, Daniela (Victoria Hamilton-Barritt). Taxaselskabet ved siden af, Rosario’s, drevet af Kevin (David Bedella) og hans kone Camila (Josie Benson), er også økonomisk presset, trods indsatsen fra den ambitiøse disponent Benny (Joe Aaron Reid) og succesen hos den kloge datter Nina (Lily Frazer), der har forladt kvarteret for at læse på Stanford. Over det hele våger lokalsamfundets bedstemor, Abuela Claudia (Eve Polycarpou).

Scenografien afspejler karaktererne med bodegaen og Claudias lejlighed og balkon i den ene ende af scenen, og frisørsalonen og taxa-kontoret i den anden. Karakterer uden fast bopæl – Sonny (Cleve September), Usnavis fætter; en graffiti-kunstner (Antione Murray-Straughan); en piragua-sælger (Vas Constanti) og et kor af naboer bevæger sig derimellem. Bag en skærm til den ene side sidder det skarpe og messing-tunge orkester under ledelse af Phil Cornwell, hvor Gavin Malletts trompet svæver ubesværet højt, når der er brug for det. Der er en snes numre i hver akt med en flydende overgang mellem dialog, rap-tekster og fuldt orkestrerede shownumre. Jeg nævner alle disse lag for at give et rids af aftenen, men også for at understrege, hvordan succesen i en musical som denne afhænger af så mange sammenflettede elementer frem for én enkelt præstation. Tiden, hvor publikum blot skulle gå hjem med et par ørehængere, er forbi. I stedet får vi den holistiske oplevelse af en forestilling, der ikke kan skilles ad i enkelte dele. I den henseende er In the Heights en kæmpe succes, både teknisk og kunstnerisk. Da jeg kiggede rundt på det primært unge publikum, der smilede og vippede med til de ubønhørlige beats, den akrobatiske koreografi og de blændende vittige rap-tekster, fik jeg en klar fornemmelse af, at det er her, musicalgenrens 'cutting edge' befinder sig lige nu. Som et tegn på et generationsskifte er det sigende, at Miranda for nylig har samarbejdet med Sondheim og Laurents om en spansksproget udgave af West Side Story.

Når standarden er så høj blandt de medvirkende, og helheden er så afhængig af den kollektive bedrift, er det næsten urimeligt at fremhæve enkelte navne, så det følgende er blot mine egne subjektive højdepunkter.

Vi må starte med bevægelse og dans, som er totalt opslugende takket være den erfarne koreograf Drew McOnie. Uanset om man fokuserer på de enkelte dansere eller lader blikket vandre over ensemblet, er der ingen svage led – kun detaljerig fantasi og fysisk overskud. Jeg var især imponeret over måden, hvorpå to bevægelige brandtrapper blev brugt til at give både højde og dybde i massescecerne.

Det er svært at overvurdere bedriften i at få så mange ord frem så tydeligt og med så overbevisende accenter. Sangerne ved, at de har en historie at fortælle og perler af oneliners, der skal leveres, og de har fundet den perfekte balance mellem rappens maskingeværs-tempo og en forståelighed, der er forrygende at høre – især fra de mest erfarne som Sam Mackay og Joe Aaron Reid. Men der er også smukke, rolige øjeblikke, der aftvinger beundring.

Sam Mackay og castet i In The Heights. Foto: Johan Persson

Kostumerne af designer Gabriella Slade er et festfyrværkeri af pangfarver og bling-bling. Der er nogle spektakulære og frække lyseffekter fra Howard Hudson – for eksempel to-go kaffekopper, der lyser i mørket, og et særligt blackout-øjeblik, der kun oplyses af de dansende lys fra snesevis af mobiltelefoner. Instruktør Luke Sheppard holder tempoet elegant og sikrer, at hele den store scene udnyttes til fulde. Min eneste lille anke er, at første halvleg føles en anelse for lang med sine 75 minutter. Der er ingen grund til at fjerne sange, da de alle har deres berettigelse, men man kunne med fordel trimme lidt i gentagelserne.

Som nævnt er sangene ikke nødvendigvis skabt til at stå alene, men et øjeblik, der fik hele salen til at i udbryde i bifald i anden halvleg, var Josie Bensons trodsige fremførelse af 'Enough' – et stærkt øjeblik af selvværd, der fortjent blev et af aftenens højdepunkter.

Alt i alt er dette en forestilling, der fortjener al den ros, den har fået, og den bør få en lang spilleperiode både i King’s Cross Theatre og på de endnu større scener i West End. Da jeg tog i Coliseum den næste aften for at se opera, kunne jeg ikke lade være med at tænke på, hvor gode de ville være til at fylde de 2.600 sæder med begejstrede unge mennesker – noget English National Opera kæmper med lige nu. Hvornår får London endelig taget sig sammen til at matche de rigtige sale med de rigtige genrer og gøre Coliseum til hjemsted for de helt store blockbuster-musicals?

Bestil billetter til In The Heights i Kings Cross Theatre