ANMELDELSE: Kathy Kirby Icon, White Bear Theatre ✭✭

Harry McLeod, Jeremy Gagan, Michael Scott Wiseman. Foto: Oliver Kratz Kathy Kirby: Ikon

The White Bear

24. oktober

2 stjerner

Man siger, at to hoveder er bedre end ét, så jeg tog turen til The White Bear i Kennington for at se, om deres dobbeltforestilling af musikteater ville bevise, at talemåden holder stik.

Temaet, der bandt de to stykker sammen, var den britiske sangerinde og tidligere Eurovision-deltager Kathy Kirby. Stykkerne havde to forskellige forfattere og rammer, men delte det samme cast, de samme karakterer og det samme backingband.

I Play for Me fortæller historien om Elliot Figueroa, en (fiktiv) rocksanger og opvarmningsnavn for den unge Kathy Kirby i begyndelsen af 60'erne. Han ender i konflikt med sin manager, den berygtede Bert Ambrose, før han flygter på en færge over Kanalen. Her møder han Billy-Boy, en dreng med særlige behov, der flygter fra sine egne hjemlige problemer. De to udvikler et venskab, som bruges som et praktisk værktøj til at se tilbage på Elliots turbulente karriere gennem en række flashbacks.

Dette var helt klart min favorit af de to stykker, primært takket være de stærke hovedroller fra Eddie Mann som Elliot og Harry McLeod som Billy-Boy. De to karakterers samspil var de mest appellerende scener; Mann var autentisk som oprørsk rockstjerne med de rette lokker og imponerende evner på guitaren. McLeod leverede også en rørende præstation i en meget svær og kompleks rolle; han er tydeligvis et stort talent og strålede klart gennem begge halvdele af forestillingen.

Resten af stykket var dog tynget af klichéfyldt dialog og et ret ordinært plot, især interaktionerne mellem Elliot og Ambrose, som sjældent hævede sig over det gængse niveau for en biografisk fortælling. Problemerne med Ambrose-karakteren fortsatte ind i den anden produktion, men her virkede han decideret tyndt beskrevet – som taget direkte ud af en skabelon for en 'ond manager'.

Kathy Kirby: Ikon har masser af potentiale, men fejlede i udførelsen. Vi møder en ulykkelig og sårbar Kirby i hendes lejlighed, hvor hun reflekterer over sin karriere. Der er forskellige flashbacks til hendes professionelle højdepunkter, såsom deltagelsen i Eurovision og optrædener for millioner af seere i tv-talenthows. Det er rosværdigt, at forestillingen ikke viger uden om de mere dystre dele af hendes karriere, som da hun måtte optræde i bingohaller for at holde liv i karrieren.

Maggie Lynne som den unge Kathy. Foto: Oliver Kratz

Præmissen er god, men den tynges af den slags fortærskede dialog, som i sin tid også sænkede Dusty, en forestilling med et lignende oplæg. Den frygtede bemærkning 'I made you what you are' dukker op sammen med det lige så banale 'Hvem er den virkelige Kathy Kirby?'. Mange af de mere interessante elementer i Kirbys liv bliver fortalt til publikum, som om det var læst op fra en Wikipedia-artikel; her kræves der en del mere redigering for at få dialogen til at føles naturlig.

Langt det mest ubehagelige aspekt ved produktionen er portrætteringen af Bert Ambrose, Kirbys manager og partner (som angiveligt stjal mange af hendes penge). Som nævnt er han ikke en velskrevet karakter (hvilket ikke blev reddet af en ret tam præstation fra Jeremy Gagan), men hans rolle i dette show var decideret bizar.

Der er tydeligvis en udfordring i, hvordan man portrætterer ham, da han var død i en stor del af Kathys senere liv, men stadig skal indgå i de tidlige flashbacks. Løsningen her blev at rulle ham ind i en kiste, hver gang han blev nævnt efter sin død, hvorefter han sprang frem for at deltage i en dialog eller et musiknummer.

Tina Jones som Kathy. Foto: Oliver Kratz

Det var sandsynligvis tænkt som noget respektløst og humoristisk, men det virkede i stedet ret makabert og malplaceret; mindst to muntre musiknumre fandt sted med et lig foran mig (komplet med dansende bedemænd!). Denne tematiske forvirring fortsatte hele vejen igennem; man opbyggede en vis følelsesmæssig indlevelse gennem det ærlige portræt af den ældre, fallerede Kathy, blot for at få den ødelagt af noget bizart, som da Kirby danser med Ambroses spøgelse, der lige er sprunget ud af en kiste.

Der var enkelte lyspunkter; Maggie Lynne som den yngre Kathy stod for de musikalske indslag og besidder en fantastisk stemme, som var en fornøjelse at lytte til. Tina Jones og Lloyd Morris havde også en livlig kemi som den ældre Kathy og hendes nye manager fra tiden efter Ambrose. På trods af denne ihærdige indsats var det dog ikke nok til at løfte aftenen over det jævne.

Biografiske stykker er svære at ramme plet med, og på trods af to ihærdige forsøg på The White Bear, ramte ingen af dem rigtig skiven. Selvom det uden tvivl vil have en vis interesse for Kirbys fans, vil det nok være en mindre inspirerende aften for alle andre.

Kathy Kirby: Ikon spiller på White Bear Theatre frem til 8. november 2015