ANMELDELSE: Knights Of The Rose, Arts Theatre ✭✭✭

Julian Eaves anmelder Knights Of The Rose, der lige nu spiller på Arts Theatre i London.

Chris Cowley, Andy Moss, Ian Gareth og Oliver Savile i Knights Of The Rose. Foto: Mark Dawson Knights of the Rose

Arts Theatre,

5. juli 2018

3 stjerner

Bestil nu! Det vigtigste, man tager med sig fra denne forestilling, er oplevelsen af et fænomenalt West End-ensemble – et stærkt hold på 13 mand, heriblandt tre skuespiller-musikere, der bakker op om et fedt rockband på fire – som leverer 26 forrygende fortolkninger af nogle af de største pophits fra 80'erne og 90'erne.  Der er omkring 100 minutters musikalsk optræden fyldt med mindeværdige udgaver af de helt store hits, og det er en ren fornøjelse at være i selskab med så dygtige og musikalske unge mennesker, der giver alt, hvad de har – især i de intime rammer på Arts Theatre, som er kendt for sin tætte atmosfære.  Instruktør og koreograf Racky Plews gør alt for at vise de medvirkende fra deres bedste side, og Tim Deiling belyser dem med en pragtfuld skala, der næsten narrer øjet til at tro, at Arts er en kæmpe West End-scene med en spektakulær episk produktion (hvilket vist også er det, forestillingen prøver at være).

Rebekah Lowings, Belu Woodward, Katie Birtill i Knights Of The Rose. Foto: Mark Dawson Diego Pitarchs scenografi og kostumer er mere problematiske. Store rullende bokselementer danner imponerende formationer, men efterlader kun meget lidt plads – især når scenen er fyldt – til at Plews kan udfolde sit koreografiske geni. De, der kommer i forventning om at se den samme energi og vildskab, som løftede hendes europæiske premiere på 'American Idiot' (der spillede her for nylig), vil blive skuffede.  Situationen forværres af en fatal fejlvurdering – en af mange fra producenternes side – nemlig det tarvelige og billige kostumebudget. Det er ærligt talt en fornærmelse mod kvaliteten af de optrædende og en helt forfejlet besparelse, som scenografen bestemt ikke kan holdes ansvarlig for.  Skuespillerne kæmper imod med imponerende professionalisme og lægger hjerte og sjæl i at levere sublime præstationer af det fantastiske sangkatalog.  Man ville ønske, at producenterne udviste samme teatralske mandsmod.

Adam Pearce, Ian Gareth-Jones, Matt Thorpe og Ruben Van Keer i Knights Of The Rose. Foto: Mark Dawson

Efter en lovende start med en fin fortællerstemme og åbningsnummeret 'Blaze of Glory', opdager man værkets sande akilleshæl: manuskriptet.  Programmet har allerede advaret os om 'scrapbogs-stilen' i teksten; det oplister en lang række referencer til andre værker, en slags 'Top 100 over yndlingscitater fra engelsk litteratur', som i alt for høj grad mindede mig om pensum på engelskstudiet på Oxford.  Mine kilder fortæller mig, at jeg ikke er helt gal på den: forfatteren bag denne 'tekst', Jennifer Marsden, har tilsyneladende et stort ønske om at dele sin kærlighed til den engelske litterære kanon med publikum.  Det er såmænd fint nok, men er en rock'n'roll-jukebox-musical virkelig det rette medie?  Og vigtigst af alt: hvorfor skal vi overhovedet bekymre os om den arv – er der en pointe eller et argument?  Hvis Marsden har et, formår hun ikke at artikulere det.  Vi får blot en række citater fra langt bedre kilder, og man ender med at undre sig over, om hun overhovedet har noget på hjerte selv.  Det hele gøres kun værre af hendes insisteren på, at alt skal leveres 'straight' uden skyggen af humor, i skuespillernes fineste RADA-inspirerede britiske stemmer – mens de synger sangene med den gængse amerikaniserede popsanger-accent. Jeg nægter at tro på, at instruktøren står bag det valg; det må være et krav fra forfatteren og producenterne.  Hvordan Marsden forestiller sig, at dette skal binde de vidt forskellige elementer sammen, er en gåde.  Man må også huske på, at Marsden efter sigende har arbejdet på dette show i årevis, hvilket burde have givet rigelig tid til at luge ud i problemerne i bogen.  Igen, ifølge mine kilder, har hun arbejdet med dygtige folk i processen, og jeg har svært ved at tro, at ingen af dem har påpeget disse udfordringer før nu.

Chris Cowley i Knights Of The Rose. Foto: Mark Dawson

Hvis der mangler retning (og vilje til at rette fejl) bag projektet, mangler der til gengæld ikke penge.  Det er ikke billigt at leje et teater i West End, og at fylde det med så mange kunstnere er en bekostelig affære, især når de skal spille i mange uger.  Marsdens baggrund som succesfuld advokat har sammen med hendes ægtefælle sikret de nødvendige midler til at realisere forestillingen.  Godt gået for det!  Som nye producenter er det ikke overraskende, at de skyder ved siden af, når det gælder budgetprioritering; måske de skulle have gjort sig selv en tjeneste og startet med et mindre og mindre risikabelt projekt for at lære branchen at kende, ligesom de sikkert har gjort i deres andre karrierer.  Endnu vigtigere burde de måske være mere lydhøre over for advarsler, før de investerer så store ressourcer.  Men sket er sket.  De har hyret en fantastisk instruktør, som har sammensat et sublimt ensemble og kreativt hold i håbet om, at det ville være nok.  Og de medvirkende gør alt, hvad de kan, for at få det bedste ud af materialet.

Rebekah Lowing i Knights Of The Rose. Foto: Mark Dawson

Chris Cowley (Sir Palomon) er et fantastisk talent med en lækker stemme og en herlig udstråling.  Katie Birthill (Prinsesse Hannah) har arbejdet med ham før – det har mange af de medvirkende faktisk – og deres kemi er tydelig: hun synger med power, klarhed og en perfekt fornemmelse for genren. Matt Thorpe (Sir Horatio) er robust og klangfuld, og han er et velkendt ansigt fra Plews’ egen mesterlige 'American Idiot'. Hans tilstedeværelse minder os om, hvilken kæmpe succes det show var; han viser virkelig, hvordan en skuespiller kan se bag om et tyndt manuskript og finde en dybere historie at fortælle.  Oliver Saville (Sir Hugo) har både styrke og karisma, og Rebecca Bainbridge (Dronning Matilda/Bess) er både lidenskabelig og adelig.  Rebekah Lowings (Lady Isabel) er endnu et stort talent på vej frem, ligesom den sympatiske Ruben Van Keer (John).  Vi får også en dramatisk overbevisende Adam Pearce (Kong Aethelstan/Francis), Andy Moss (som den tragiske Prins Gawain), den altid levende Bleu Woodward (Emily) samt det stærke ensemble bestående af Ian Gareth-Jones, Kelly Hampson og Tom Bales.  Det er et vidunderligt hold.

Chris Cowley, Bleu Woodward, Katie Birtill, Kelly Hampson og Rebekah Lowings i Knights Of The Rose. Foto: Mark Dawson

Den musikalske ledelse varetages af den meget erfarne Mark Crossland, som er en uovertruffen fortolker af Adam Langstons vokalarrangementer og orkestrering, og lyden får krop gennem Chris Whybrows skarpe lyddesign.  Man glemmer aldrig de øjeblikke, de skaber: især effekten af mandsstemmerne i kornumrene er henrivende, og iscenesættelsen af kvinderne i 'Total Eclipse of the Heart' er fantastisk udført – de virker nærmest til at svæve i intetheden og flyde ind og ud af bevidstheden som drømmesyner.  Selv i et show, der dramaturgisk er alt for afhængig af powerballader (andet akt byder på en stribe af dem!), er det øjeblikke som disse, der minder en om, hvor stærkt showet kunne være.  Men gang på gang ødelægger manuskriptets svaghed effekten af de store sange.  Man ender med at grine 'ad' forestillingen og det absurde manuskript i stedet for 'med' den: den tager sig selv alt for højtideligt til det andet.

På kort sigt ville den bedste løsning være helt at droppe manuskriptet, hvis det ikke kan leveres med humor; forestillingen ville kun blive bedre af det.  Befriet for den byrde ville showet have en ærlig chance for at finde sit publikum.  Så ville man kunne fokusere på forestillingens mange styrker uden at blive distraheret af de svagheder, der desværre underminerer de mange store talenters bidrag.

BESTIL BILLETTER TIL KNIGHTS OF THE ROSE NU