ANMELDELSE: Martyr, Unicorn Theatre ✭✭✭

Daniel O’Keefe, Natalie Radmall-Quirke og Marcus Lockyear i Martyr. Foto: Stephen Cumminskey Martyr

18/09/15

Unicorn Theatre

3 Stjerner

Martyr blev uropført i Berlin i 2012 og har siden gæstet alt fra Frankrig til Chicago, hvor den tidligere i år spillede i Maja Zades oversættelse – den samme version, der nu præsenteres på Unicorn Theatre. Dramatikeren Marius von Mayenburg har været fast dramaturg og instruktør på den berømte Schaubühne i over ti år, hvor han har skabt ti egne værker og flere opsigtsvækkende bearbejdninger. Dette seneste stykke forsøger, som de fleste af hans forgængere, at konfrontere og udforske den menneskelige brutalitet, men her inden for rammerne af et tema, der er mere aktuelt end nogensinde før: Hvor går grænsen for tolerance? Hvor langt bør man strække sig for at rumme intolerance i et pluralistisk samfund? Og hvordan håndterer man individer, der er opsat på at søge martyriet – uanset konsekvenserne for dem selv og deres omgivelser?

Stykket udspiller sig på en moderne skole, hvor den unge Benjamin Sinclair (Daniel O’Keefe) midt i puberteten vælger at føre oprørets fane ind på det religiøse felt. Han er begyndt at læse Bibelen med fundamentalistiske briller, og da tæppet går, nægter han at deltage i fælles svømmeundervisning på grund af pigernes sparsomme beklædning. Han fortsætter med at kritisere sin mors status som fraskilt enlig forælder og finder fejl ved de fleste af sine lærere og deres pensum. Han kræver, at hans holdninger ikke blot ses som et alternativt synspunkt, men som sandheden over for de gængse lærdomme.

Hans protest stikker dybere end blot passiv modstand. Under en time i seksualundervisning smider han tøjet for at trodse sin lærer og fremprovokere den moralske afvisning og de grænser, hun nægter at sætte i selve undervisningen. I en opgave om den industrielle revolution indflette han en irrelevant svada. Han håner skolens velmenende præst som værende en institutionel bureaukrat snarere end et menneske med en ægte, autentisk tro. Som stykket skrider frem, fokuserer handlingen og debatten i stigende grad på hans konflikt med læreren Erica White (Natalie Radmall-Quirke), der bliver besat af at slå Benjamin med hans egne våben. Hun repræsenterer rationalismen og den videnskabelige verdensforståelse, underviser i evolution og forsøger at vejlede de udfordrede elever. Den tyske originaltitel er i flertal frem for ental, og stykkets kernespørgsmål ender med at være, hvem den faktiske martyr er. Er det Benjamin eller Erica? Eller dem begge? Findes der i sidste ende en form for moralsk lighed mellem dem?

Stykkets præmis hviler derfor lige så meget på autoriteterne og deres reaktion som på oprøreren selv. Hans mor, Ingrid (Flaminia Cinque), forsøger at give skolen skylden for at håndtere sagen forkert fra start til slut – og her har hun faktisk fat i noget, omend ikke af de grunde, dramaet antyder. Rektoren, en fejg bureaukrat, forsøger at gå kompromisvejen mellem rebellen og lærerne, hvilket blot gør ondt værre, mens lærerne reagerer med enten tomme trusler eller upassende følelsesmæssigt engagement frem for saglig argumentation. Dramatikeren rammer plet, når han viser, hvor dårligt udrustet en moderne, moralsk relativistisk og pluralistisk tolerance er over for vaskeægte intolerance. Hvis man selv har afskaffet alle grænser eller har glemt, hvor de skal trækkes, hvordan argumenterer man så mod folk, der slet ikke anerkender de spilleregler, men har deres egne knivskarpe og urokkelige grænser? Desuden er fundamentalisten ekspert i at udnytte den politisk korrekte tolerance som en fælde, hvilket Benjamin gør med knusende effekt mod aftenens slutning.

Natalie Radmall-Quirke og Daniel O’Keefe i Martyr.

Men herfra begynder dramaet at miste en smule troværdighed. Det er ikke nok at udstille problemet og efterlade de officielle autoriteter uden handlemuligheder. I ethvert pædagogisk miljø ville der, efter min erfaring, være masser af praktiske skridt at tage – uanset om det handlede om at ignorere Benjamins provokationer eller bruge humor og satire mod ham i bedste oplysningstidens ånd. I denne opsætning finder skuespillerne humoren i de opståede situationer, men selve teksten mangler nuancer, vid og bid. Disse aspekter bliver ikke forløst.

Desuden findes der simpelthen bedre argumenter for tolerance og mangfoldighed, end dem vi ser her – ikke mindst ved at trække på de kristne rødder til tolerance i den europæiske historie, som er mindst lige så vigtige som historien om kristen forfølgelse. Det virker selvmodsigende at lade oppositionen blive repræsenteret af figurer, der går i kamp med ødelagte våben og en retningsløs vrede eller moralsk relativisme. Det er måske en præcis kommentar til, hvordan nutidige regeringer og undervisere ofte reagerer på fundamentalisme, men som en dramatik udforskning af temaet føles det unødigt fattigt. Hvis der nogensinde var brug for at genoplive Bernard Shaws dramatik og ånden fra St Joan, så er det her.

Forfatteren har mere succes med at udforske Benjamins forhold til sine medstuderende, og det kunne vi faktisk godt have brugt mere af. En af de mest effektive dialoger er med vennen George (Farshid Rokey), der er fysisk handicappet. Her ses en fremragende scene, hvor Benjamin spiller på Georges sårbarheder for at rekruttere ham til sin fundamentalistiske sag – det viser subtilt, hvordan radikalisering ofte foregår, og det gøres gennem handling frem for moraliserende enetaler. Ligeledes er der en ægte dramatisk spænding, hver gang Benjamin møder den skarpe Lydia Webber (Jessye Romeo), der gennemskuer hans seksuelle usikkerhed og bruger den mod ham på en måde, som deres klodsede lærere slet ikke formår.

Der er en anden generel pointe, der må med. Selv for få år siden, før debatten om radikalisering blev så dominerende, stod det klart, at denne specifikke konflikt i dag primært udspiller sig mellem visse former for islamisk fundamentalisme og Vesten. Dette stykke var næppe blevet skrevet uden den konflikt i baghovedet. Nutidig kristendom er simpelthen for splittet og sekulariseret til at fungere som et oplagt eksempel, måske med undtagelse af visse dele af USA. Selvom dramatikeren fortjener ros for at tage emnet op, føles metoden stadig som en form for omvej. Siden de gamle grækere har det været teatrets fornemste opgave at konfrontere samfundets fælles frygt direkte. Før det sker ansigt til ansigt, med alle de tilhørende svære dilemmaer, har teatret ikke for alvor løftet opgaven.

Der leveres adskillige fine præstationer fra hele holdet. O’Keefe spiller sin rolle med en skræmmende, skrøbelig intensitet og udspørger sine modstandere med en kirurgisk præcision og lagvis foragt. Som hans primære modstander tegner Radmall-Quirke en tydelig retning mod eget sammenbrud, hjulpet på vej af de vævende undskyldninger fra rektor Mark Lockyer. Kriss Dosanjh gør det bedste ud af den anglikanske sag som den plagede præst, og begge de fremhævede skolevenner udnytter deres spilletid fuldt ud. Flaminia Cinque letter stemningen med klassiske mor-søn komiske øjeblikke, og Brian Lonsdale fuldender holdet som Ericas partner og historielæreren, der står bedst imod Benjamin – en rolle, der dog virker en smule underbelyst.

Scenen på Unicorn Theatre fremstår som et stort, åbent tableu for disse intense samtaler, men Ramin Grays instruktion og scenografi holder et godt tempo og bruger skolelivets velkendte rekvisitter med god effekt – vi bevæger os sømløst fra klasselovale til kontor, videre til skolegården og private hjem uden behov for sceneskift.

Det er en aften i teatret, der efterlader én mere urolig end rystet, og som rejser flere spørgsmål, end den kan besvare. En del af problemet ligger i måden, spørgsmålene stilles på. Det er dog et terræn, hvor få farbare veje er synlige i øjeblikket, og hvor få dramatikere overhovedet tør bevæge sig hen. Emnet og temaet venter stadig på sin Voltaire, sin Shaw eller måske endda sin David Hare.

Martyr spiller frem til den 10. oktober på Unicorn Theatre