ANMELDELSE: Mus og mænd, Longacre Theatre ✭✭✭✭

Chris O'Dowd og James Franco i Of Mice and Men (Mus og mænd). Foto: Richard Phibbs Of Mice And Men

Longacre Theatre

11. april 2014

4 stjerner

John Steinbeck vandt stort set alt, hvad der findes af litteraturpriser. Hans romaner og noveller er skoleeksempler på genren, og heraf står Of Mice And Men som en af hans største præstationer. Hans egen dramatisering af dette litterære mesterværk genopsættes i øjeblikket på Broadway på Longacre Theatre og spiller nu sine første forpremierer.

Markedsføringen og reklamerne for forestillingen fokuserer primært på de medvirkende, men den sande stjerne her er Steinbeck selv. For dette er en fænomenal bearbejdelse af romanen; en unik fortælling til scenen, der på skift er lyrisk og poetisk, rå og usødet. Her er symbolik, varsler, eksistentielle spørgsmål om godt og ondt, smukt tegnede karakterer, underspillet komik og dyb tragedie – alt sammen fanget i en uundgåelig spiral af håbløshed. Og det hele pulserer af ægte menneskelighed, stort hjerte og stærk ånd.

Mange dramatikere bruger et helt liv på at skrive skuespil uden nogensinde at komme i nærheden af den perfekte form, som Steinbeck her opnår. Det er et vidunderligt stykke dramatik.

Heldigvis er dette en opsætning, der lever fuldt op til tekstens potentiale. Anna D. Shapiro instruerer med stor dygtighed og en formidabel klarhed. Fra åbningsscenen til det tragiske klimaks bevæger alt sig ufortrødent fremad, mens spændingen stiger i takt med fortroligheden med karaktererne og situationens iboende eksplosivitet.

Todd Rosenthals scenografi indfanger på smukkeste vis tidens stemning, hede, indespærring og desperation, samt det hårde liv som daglejerne på gården frister. Man kan næsten mærke varmen fra blikvæggene, dufte høet og dyrene og høre lydene fra det omkringliggende landskab. Japhy Weidemans følsomme lyssætning og David Singers originale musik understøtter og fremhæver de visuelle tableauer, som Shapiro så omhyggeligt maler.

Historien handler om George og Lennie, to daglejere, der søger lykken på en gård. Lennie er mentalt udfordret – en godmodig kæmpe, der dog hverken kender sin egen styrke eller evner at kontrollere sine handlinger, især når han er under pres. Han kommer til at slå dyr ihjel, mus og hvalpe, fordi han aer dem for hårdt. George er hans beskytter og ven, der altid forsøger at gøre Lennie glad, men samtidig holde ham i ave. Parret måtte flygte fra deres forrige arbejdsplads, da Lennie blev forvirret over en ung kvinde og kom til at gøre hende fortræd ved et uheld.

På gården møder de et galleri af skæve karakterer og en potentielt eksplosiv situation. Gårdierens søn er nyligt gift, men han mistror sin brud og mistænker hende for at være en tøjte. Bruden føler sig på sin side forsømt og længes efter selskab, så hun opsøger konstant gårdens arbejdere. Uundgåeligt kolliderer bruden med George og Lennie med katastrofale følger for alle tre.

James Franco er en ideel George – lakonisk, kantet, målrettet og på vagt. Han har taget på i vægt til rollen og ligner til fulde en vejrbidt og robust landarbejder. Han er troværdig i sin omsorg for Lennie, men etablerer samtidig en naturlig kemi med Slim og Candy, de to mest rationelle mænd på gården. Han er fuldstændig overbevisende som både farlig modstander og trofast ven.

Som hans udfordrede og udfordrende makker er Chris O'Dowd en ren fornøjelse. Han opbygger møjsommeligt et sammenhængende og fuldstændig troværdigt portræt af et fortabt barn, der er stærkt nok til at slå enhver ihjel med et pludseligt, impulsivt slag. Hans kropsholdning, måden han holder sine hænder på, hans trækninger, brugen af stemmens forskellige registre og hans forvirrede blik – hver eneste detalje er nøje sammensat for at tegne et sandt billede af den fascinerende og særprægede kolos, som den enfoldige Lennie er.

Samspillet mellem Franco og O'Dowd er bemærkelsesværdigt. Man tror fuldt og fast på, at de har delt livet i årtier. Deres rytme, deres tavshed, deres afbrydelser, deres træthed, deres overvældende længsel efter stabilitet og frihed fra lønarbejde, og deres indbyrdes humor – det er et rigt og delikat partnerskab på scenen.

Alt dette tjener til at sikre, at stykkets tragiske afslutning bliver præcis så rædselsvækkende og overvældende, som Steinbeck havde tænkt det, mens det samtidig står som det ultimative udtryk for kærlighed og accept. Det er magtfuldt teater på alle planer.

Jim Norton er fænomenal som Candy, den enarmede herre, der frygter snart at blive kasseret. Han udstråler sårbarhed og års opsparet modgang. Øjeblikket, hvor hans trofaste hund gennem mange år bliver ført væk for at blive skudt, er næsten uudholdeligt at se på, fordi Norton spiller scenen så ægte og rørende. Og den glæde han udstråler, da George og Lennie beslutter at tage ham med i planerne om deres "eget sted", er intens og mærkbar. Norton bidrager til at gøre tragedien endnu stærkere.

Der er også førsteklasses præstationer i de øvrige biroller: Alex Morf er fremragende som det modbydelige skravl Curley, hvis tåbelige behandling af sin kone og alle andre på gården antænder luntien; Jim Ortlieb gør Bossen passende uhyggelig og pernitten; Jim Parrack er glimrende som Slim, den jordbundne realist, der siger tingene som de er, men som er retfærdig og ikke hævngerrig; og Ron Cephas Jones portrætterer gårdateisten Crooks med lige dele frygt, smerte og stolthed.

Det eneste svage punkt er Leighton Meester som Curleys kone. Hendes præstation er for letvægtig, både i forhold til karakterens nuancer og den styrke, resten af holdet lægger for dagen. Hun burde være en temperamentsfuld og udfordrende ligemand, men hun fremstår desværre som det svage led i dette selskab.

Alligevel formår dette svage punkt ikke at ødelægge den komplekse kæde af begivenheder, der omgiver, opsluger og i sidste ende besegler disse karakterers skæbne.

Dette er en mesterlig genopsætning af et perfekt komponeret skuespil.