ANMELDELSE: Much Ado About Nothing (Stor ståhej for ingenting), Mercury Theatre Colchester ✭✭

Stor ståhej for ingenting

Mercury Theatre, Colchester

5/10/16

2 stjerner

Bestil billetter

The Only Way Is Shakespeare? Forestillingen udspiller sig i nutidens Essex i en garnisonsby, og det antydes (ikke særlig diskret), at vi befinder os i Colchester. Produktionen formår dog at ramme ved siden af på stort set alle fronter. Inspirasjonen fra reality-serien TOWIE introducerer nogle temmelig smagløse idéer, og Pia Furtados fejlslagne koncept burde holde op med at svælge i sin egen opfattede snedighed og i stedet fokusere på selve historien. Det hele starter med en åbningssang, der synges nede i mellemgangene bag de første rækker, som slet ikke kan se sangerne, hvilket trækker i langdrag. Denne tendens til at malke hver eneste idé sløver tempoet og forlænger spilletiden; for eksempel ødelægger en desperat langtrukken festscene komikken med noget rædselsvækkende overspil, der burde være luget ud – og hvorfor nøjes med én vittighed under bæltestedet, når man kan lave ti? (Hvis skuespillerne morer sig mere end publikum, så er der et problem). Med en varighed på næsten tre timer har forestillingen brug for at komme hurtigere over stepperne. Selvom jeg bifalder innovation, kaster denne fortolkning intet nyt lys over teksten, og bag facaden er der tale om en jævn og ordinær udgave af stykket.

Det er dog et kæmpe lettelsens suk, at Beatrice og Benedick, som hele stykket afhænger af, er gode. Jason Langley er en fremragende og 'laddish' Benedick; han mangler måske lidt mere selvtillid i starten af stykket, men han er præcis den type Essex-fyr, der fylder den lokale Wetherspoons-pub en lørdag aften, og han er utrolig sympatisk, da han indrømmer sin kærlighed til Beatrice. Danielle Fletts Essex-accent mindede mig om Catherine Tates forsøg på rollen for nogle år siden, men så snart hun finder rytmen, er hendes Beatrice både slagfærdig og overbevisende, og samspillet fungerer særligt godt i anden akt. Robert Fitch er en glimrende Don Pedro – autoritær når det kræves, en venlig støtte når der er brug for det, og med fine antydninger af sin egen ensomhed og ulykkelige kærlighed. Som Margaret er Kirsty J. Curtis energisk og morsom, og det er rart at se karakteren få lov til at sørge over Hero.

Resten af holdet er lige så dedikerede, men hæmmes af instruktørens koncept. Polly Lister skærer som Don John igennem al letsindigheden og portrætterer med fremragende diktion karakterens ondskab flot. Men at lade skurken være en kvindelig soldat, og lade hendes kumpan Conrade også være kvinde, fremdyrker stereotypen om, at kvindelige soldater er stride – der er brug for en stærk kvindelig modvægt for at skabe balance. At gøre Dogberry til en eks-soldat med PTSD er et modigt og fascinerende koncept, men det suger desværre komikken ud af rollen, på trods af Karl Haynes stærke præstation. Resten af nattevagterne spilles af lokale amatører, og de klarer det fornuftigt, især da et par af de professionelle skuespillere snublede i deres replikker til premieren. Det må desværre siges, at skuespillets niveau svinger en del i ensemblet.

Tingene bliver ikke bedre af Camilla Clarkes trøstesløse scenografi, der indespærrer stykket i en barak i første halvdel og aldrig giver fortællingen lov til at folde sig ud som en fornøjelig legeplads. Det bliver ikke bedre i anden halvdel, når vi forlader barakken, og scenografien forestiller i hvert fald ikke det Colchester, jeg kender. Det eneste genkendelige element er den SOS-bus, der tilbyder ly til byens berusede gæster i weekenden – der er intet spor af de romerske mure eller de historiske kirker, som Hero kunne have søgt tilflugt i efter at være blevet forladt ved alteret. For mig er 'Stor ståhej' en romantisk komedie – det påpeges endda i programmet. Men denne opsætning er ingen af delene. Stykket fungerer ikke som en mørk komedie, og meget af det sjove er blevet pillet ud af teksten. Ironisk nok fungerer de mere dystre aspekter af stykket langt bedre, fordi komikken falder til jorden. Det piner mig at sige det, men efter min mening er det en af de svageste forestillinger på Mercury i nyere tid. Jeg understreger dog, at det er min personlige holdning, da andre anmeldere og publikummer elskede den – denne version var måske altid dømt til at være en dille. Den har i hvert fald fået folk til at tale sammen, hvilket i sig selv kan være grund nok til at tage ind og se den og drage sine egne konklusioner!

Spiller frem til 15. oktober 2016

BESTIL BILLETTER TIL STOR STÅHEJ FOR INGENTING HER