ANMELDELSE: Oh! Carol, Crazy Coqs ✭✭✭✭

Oh! Carol

The Crazy Coqs Cabaret & Bar

20. juli 2015

Midt i det pulserende hjerte af Piccadilly ligger Brasserie Zedel – endnu en perle i Chris Corbin og Jeremy Kings imperium af overdådige restauranter og elegante cocktailbarer. Stemningen er uforfalsket fransk, og gemt inde i selve brasseriet, som en eksotisk babushka-dukke, finder man The Crazy Coqs Cabaret & Bar.

Selve rummet er bjergtagende; en art deco-drøm, der er restaureret til perfektion. I 1935 blev lokalet beskrevet i Building Magazine som "en anelse dekadent og uartigt", og den beskrivelse holder stik her 80 år senere. Når man træder ind, bliver man mødt af dæmpede stemmer, men de markante farver, den blændende cocktailbar og den let anløbne pianist lover både nydelse og fest. Betjeningen er elegant og opmærksom, maden er lækker (men kostbar), og de velskænkede drinks følger trop i prisniveauet.

Men der er en umiskendelig summen i lokalet. Forventningens glæde er husets foretrukne parfume. Stedet tiltrækker internationale navne af varierende format; indimellem gæster de helt store underholdningsikoner scenen. The Callaway Sisters var her for nylig. Kvaliteten er generelt tårnhøj i de mange cabareter, der spiller her, og efter min erfaring er spillestedet det ideelle sted at tilbringe en aften. Man er næsten altid garanteret en yderst professionel optræden, og det alsidige mix af artister sikrer, at der er noget for enhver musiksmag.

Det hører til sjældenhederne, at spillestedet lægger scene til mindre britiske produktioner, medmindre de medvirkende er meget etablerede navne. Men med Oh! Carol, en forestilling for to, der hylder sangskriverparret Neil Sedaka og Howard Greenfield, fik to relativt ukendte performere lov at indtage de skrå brædder. Et sats?

Tværtimod.

Jukebox-musicaler tager normalt én af to former: den selvbiografiske fortælling (som Jersey Boys og Beautiful) eller det fiktive plot (som Mamma Mia! og We Will Rock You). Oh! Carol lagde sig mest op ad den første model – de medvirkende fortalte historien om Neil Sedakas sangskrivning og satte en perlerække af verdensomspændende megahits i perspektiv. Sedaka har skrevet og indspillet over 500 sange, så materialet til en cabaret-forestilling er mildest talt rigeligt.

Man glemmer indimellem, hvor produktiv Sedaka egentlig var, og hvordan hans musik har været – og stadig er – en fast del af vores hverdag. Findes der overhovedet nogen, der ikke kender Happy Birthday Sweet Sixteen eller Breaking Up Is Hard To Do?

Heldigvis byder Oh! Carol på et utroligt underholdende og livligt tværsnit af Sedakas bagkatalog. Vi får alle hittene, men også de mindre kendte værker, og der er vitterligt ikke et kedeligt øjeblik i repertoiret. Sangene er primært dem, han skrev sammen med Greenfield, og den veloplagte dialog fortæller historien om partnerskabets op- og nedture med både skarp objektivitet og kærligt glimt i øjet.

Sedaka og Greenfield skrev naturligvis hits til mange af tidens stjerner, hvoraf nogle havde stærkere stemmer end Sedaka selv. Men Sedaka var en imponerende og unik performer i egen ret. Når man skal portrættere hele hans karriere, kræver det derfor stor vokal spændvidde. Begavet nok lader de to performere ikke dette blive en hindring; i stedet bruger de det som et springbræt til at fremvise deres egne smukke og dynamiske stemmer.

Damion Scarcella er indbegrebet af en cabaret-stjerne; han ser præcis ud, som man forestiller sig en headliner i Las Vegas: ulasteligt klædt, flot, skarpt hår og med et udtryksfuldt og forførende blik. Han ejer scenen med en naturlig rytmesans og kan udstråle alt fra knuste hjerter til ren livsglæde.

Scarcella har en spændende, strålende stemme, der er både stor og ren. Han bevæger sig ubesværet i de høje toner, har en suveræn diktion og en fløjlsblød varme i klangen. Han leverer sangene med masser af overskud og stilfornemmelse. Han forsøger ikke at efterligne Sedaka direkte; i stedet tilpasser han sin egen imponerende vokal, så hver eneste tone sidder lige i skabet. Fra selve Oh! Carol til Stairway To Heaven, Laughter In The Rain, Solitaire og den fantastiske Amarillo – Scarcella leverer ren klasse hele vejen.

Med skønhed og en helt anden stil tilføjer Belinda Wollaston det feminine modspil og en fænomenal vokalpower. Sedaka skrev fantastiske sange til kvinder, især Connie Francis, og Wollaston minder os på fornemste vis om, hvor stor en oplevelse det er at høre en sangerinde, der lever sig 100% ind i musikken. Hvis du har sokker på, så forbered dig på, at de bliver blæst af.

Hendes versioner af Fallin, I Waited Too Long og One More Ride On The Merry Go Round var udsøgte, men hendes absolutte triumf var en åndeløs smuk udgave af Where The Boys Are. Hendes fyldige og klangfulde stemme gav sangene en formidabel energi.

Når de sang sammen, var Scarcella og Wollaston uovertrufne. Ærligt talt ville jeg ønske, jeg havde en optagelse af dette show – i hvert fald deres duetter – som jeg kunne sætte på, hver gang humøret trængte til et løft. Som sande kunstnere lyttede de til hinanden, sang med hinanden (frem for mod hinanden) og harmonerede perfekt. Tin Pan Alley, Little Devil, Breaking Up Is Hard To Do, Queen of 1964, Last Song Together og Love Will Keep Us Together – det var stilfulde, kraftfulde øjeblikke, hvor de to stemmer smeltede sammen med fantastisk effekt.

Kapelmester Chris Malkinson fortjener stor ros for det musikalske fundament: hans akkompagnement på klaveret, støttet af Martin Layzell (trommer) og Jerry Sallis (bas), var fejlfrit, elegant og sofistikeret.

Dette var en charmerende, spændende og tvers igennem fornøjelig rejse gennem Sedakas store sangskat. Sangen er i særklasse, den uformelle og informerende dialog mellem numrene sidder lige i skabet, og den smittende spilleglæde er slet ikke til at stå for.

Oh! Carol turnerer lige nu i Storbritannien. Snyd ikke dig selv for oplevelsen – tag med derhen, hvor musikken fører dig!