ANMELDELSE: Prince Of Egypt, Dominion Theatre London ✭✭✭

Ray Rackham anmelder Prins af Egypten af Stephen Schwartz og Philip Lazebnik, som nu spiller på Londons Dominion Theatre.

Luke Brady, Liam Tamne og ensemblet. Foto: Tristram Kenton Prins af Egypten Dominion Theatre

3 Stjerner

Bestil billetter

Anden Mosebog skriger ikke ligefrem musicalteater. Faktisk kan det argumenteres for, med udgangspunkt i det sceniske princip om at indhold bør diktere form, at legenden om Moses – med alle dens plager, drab og mirakler – ville være bedre tjent med at blive fortalt gennem operaen. Ikke desto mindre har Stephen Schwartz og Philip Lazebniks musikalske dramatisering af Prins af Egypten nu fået premiere på West End, mere end tyve år efter Dreamworks-filmen af samme navn (dog med et mindre omfattende partitur) og efter en modningsproces på over et halvt årti.

Luke Brady i Prins af Egypten. Foto: Tristram Kenton

Forestillingen bevarer meget af magien fra sin filmiske forgænger. Den fortæller sin egen version af historien om Moses i et ofte svimlende ægteskab mellem teatralske tricks og illusion. Scott Schwartz og Sean Cheesmans instruktion og koreografi benytter en nærmest skulpturel tilgang til historiefortællingen, hvilket er yderst effektivt og gør det muligt for den menneskelige krop at repræsentere alt fra stridsvogne til floder. Komplekse mønstre og koordinerede bevægelser væver sig elegant ind i narrativet og er en fornøjelse at betragte.

Luke Brady og Christine Allado. Foto: Tristram Kenton

Et veloplagt cast, anført af Luke Bradys charmerende Moses, er fremragende og dedikerer sig fuldt ud til stykkets fysiske, spirituelle og – til tider – tidsmæssige krav. Alex Khadimes frygtløse Miriam og Christine Allados fyrige Tzipporah leverer partiturets mest kendte sang – When You Believe – med så selvsikker vokal, at den hæver sig over sin status som pophit og bringer sangen tilbage i teaterforestillingens favntag. Tanisha Spring får det bedste ud af en lidt svagt skrevet Nefertari og fremfører forestillingens måske mest mindeværdige nye nummer, Heartless.

Silas Wyatt-Burke, Alexia Khadime, Luke Brady og Christine Allado. Foto: Matt Crockett

Schwartz' musik danser mellem egyptisk folk, pop og endda klezmer; den er fyldt med herlige rytmiske beats og pulsslag, og selvom den leder tankerne hen på Children of Eden, er den helt sin egen. Der er masser af tekstmæssigt vid, men også nogle ret kluntede rim. Lazebniks manuskript balancerer på en usikker line mellem højtidelighed og pantomime, hvilket ikke altid lykkes. Kevin Depinets scenografi er en blanding af fysisk enkelhed og overflod af projektioner, og på visse punkter henter Ann Hould-Wards kostumer mindre inspiration fra det hellenistiske og mere fra et Met Gala – de ville ikke have virket malplacerede på en Versace-catwalk i start-90'erne.

Liam Tamne. Foto: Tristram Kenton

Det ironiske er, at Prins af Egypten for alvor løfter sig, når den er mest fortællemæssigt tung og episk, og udforsker den før-kristne fortælling om guder og profeter med ærlighed og flair. Men i det ellers modige forsøg på at gøre denne fortælling til en meget menneskelig historie, kammer den for ofte over i det sentimentale, og tilføjer derved fyld til en i forvejen lang spilletid. Der er mange øjeblikke at glæde sig over her, men eftertænksomt set tager det for lang tid at nå frem til dem, og med et overvejende forglemmeligt partitur og manuskript kan man ikke lade være med at spørge, om det virkelig er ventetiden værd.

BESTIL BILLETTER TIL PRINS AF EGYPTEN