ANMELDELSE: Romeo og Julie, The Globe ✭✭✭✭

Kirsty Bushell (Julie) og Edward Hogg (Romeo). Foto: Robert Workman

Romeo & Julie

The Globe

Fire stjerner

Bestil nu

Med en historie, der er så velkendt og ofte opført som Romeo og Julie, er det så stadig muligt at skabe noget nyt og frisk? Daniel Kramer beviser, at det kan lade sig gøre med sin larmende og energiske opsætning på The Globe. Selvom nogle af de finere nuancer måske forsvinder i støjen, så bobler forestillingen over med visuelle indtryk, opfindsomhed og den interaktive leg, som friluftsteatret mestrer så sublimt.

Forskere har ofte bemærket, hvordan første halvdel af Romeo og Julie har mere karakter af en komedie end den tragedie, der følger. Som det er kutyme på The Globe, bliver enhver mulighed for at finde komik i historien om de to stridende familier og deres forelskede teenagere udnyttet til fulde. Skuespillerne er klædt ud til et vildt kostumebal med ansigterne malet i klovne-sminke som en cirkustrup, men med en mørkere undertone, der leder tankerne hen på alternativ cabaret og "gypsy"-bandet The Tiger Lillies. Den store fest, hvor de to unge mødes, åbner med en publikumspleasende udgave af Village Peoples YMCA, sunget og danset af det meste af ensemblet med Julies far, Lord Capulet, i spidsen iført et dinosaurkostume.

Harish Patel (Broder Lorenzo) og Edward Hogg (Romeo). Foto: Robert Workman

Trods latteren bliver tragedien varslet, tydeligst gennem det gennemgående motiv med barnekister samt de sorte ligklæder og hvad der ligner en luftbåret bombe, som hænger over Soutra Gilmours i øvrigt enkle scenografi. Det første store følelsesmæssige stød kommer, da Romeo og Julie endelig mødes, smukt akkompagneret af den perfekt valgte Dinah Washington-sang This Bitter Earth, der proklamerer, at livet er som støv uden kærlighed.

Tonen skifter hurtigt med Romeos ven Mercutios og Julies fætter Tybalts død. Ved at skifte simultant mellem scenerne integreres dødsfaldene med det unge pars bryllup og efterfølgende Julies venten på Romeo i brudesengen. Dette er en del af forestillingens energiske tempo, der sjældent sætter farten ned, hvilket til tider fjerner fokus fra Shakespeares tekst – selvom der også findes mere stille momenter, især i de rørende og intime scener mellem de to elskende.

Selvom de to hovedrolleindehavere er gamle nok til selv at have teenagere, formår Edward Hogg og Kirsty Bushell på fornem vis at personificere deres unge karakterers humørsvingninger og nervøse intensitet. Romeo starter som en tvær emo-agtig ung mand med hovedtelefonerne limet til ørerne, mens Julie længes efter kærlighed og flugt fra sine dominerende forældre. Valget af skuespillere sidst i 30'erne giver bedre mening i anden halvdel, hvor de to teenagere modnes hurtigt og bliver voksne i mødet med deres tragiske skæbne, hvor de udviser mere indsigt end deres stridende forældre.

Som Lord Capulet er Gareth Snook passende despotisk, grænsende til det voldelige over for sin familie, mens Martina Laird er særpræget ynkværdig som hans lunefulde og alkoholiske hustru. Ricky Champs Tybalt er en bulldog-agtig bølle, der udstråler trussel bag klovnerierne. Han har desuden den pudsige dobbeltrolle som Capulets hund – iført fuldt hundekostume – hvilket udfordrer Tybalts konventionelle tilknytning til katte. Andre bemærkelsesværdige præstationer tæller Blythe Duff, der er fremragende som Ammen. Hendes klippede skotske diktion formår at vride hver eneste dråbe skarphed og komik ud af replikkerne. Jonathan Livingstone fungerer også godt som en sympatisk Benvolio, der bruger en del af tiden på at hoppe rundt i et Fedtmule-kostume.

Gareth Snook (stående) som Lord Capulet og Ricky Champ (på jorden) som Tybalt. Foto: Robert Workman

Med så meget på spil har det faktum, at Mercutio ikke blot spilles af en kvinde, men som en kvindelig karakter, vakt overraskende lidt debat sammenlignet med Tamsin Greigs Malvolia i Helligtrekongersaften på National Theatre. Det tilføjer en ekstra dimension til venskabet med Romeo og antyder en hengivenhed, der grænser til romantik, og det understreger måske, at kønsmæssige ændringer i Shakespeare er ved at blive mindre bemærkelsesværdige. Golda Rosheuvel spiller hende som en modig drengepige, der ikke er bange for at udtrykke sin seksualitet, og hendes indledende nægtelse af at indrømme, at hun er dødeligt såret af Tybalt, gør hendes død desto mere gribende. Rosheuvel fører også an i slutscenen med en hjemsøgende version af Sinéad O'Connors In This Heart, som sikrer, at der ikke er et øje tørt i salen.

Med regelmæssige indslag af rock og house-musik og den pågående iscenesættelse føles forestillingen sine steder som en rockopera, godt støttet af kapelmester Laura Moody, musikproducer Ben de Vries og lyddesigner Paul Groothuis. Kramer har truffet nogle få mærkværdige valg, såsom at erstatte gift og sværd med legetøjspistoler, der kræver at skuespilleren siger "bang" som børn i klovneleg, hvilket tilfører en disharmonisk komisk tone til det, der normalt ville være tragisk. Men overordnet fortjener Kramer og holdet ros for at tage en velkendt historie og give den en frisk, interessant og spændende ny vinkel.

Spiller indtil 9. juli 2017

BESTIL BILLETTER TIL ROMEO OG JULIE PÅ THE GLOBE