ANMELDELSE: Rotterdam, Trafalgar Studios 2 ✭✭✭✭

Alice McCarthy og Anna Martine i Rotterdam. Foto: Piers Foley Photography Rotterdam

Trafalgar Studios 2

28. juli 2016

4 Stjerner

Bestil Billetter Det er altid interessant, når en mindre forestilling genopsættes. Jon Brittains Rotterdam er netop sådan en produktion, der nu spiller i Trafalgar Studios' intime og lille lillescene. Med knap nok plads til at svinge en metaforisk kat, er spillestedet mærkeligt perfekt til dette stykke; med publikum på tre sider og tæt nok på karaktererne til at fange hvert et åndedrag, er stykkets intime natur uundgåelig.

Efter syv år i Rotterdam er Alice på randen til at springe ud over for sine forældre - indrømmet, via e-mail. Men få sekunder før hun trykker send, kaster kæresten Fiona en bombe; hun har aldrig følt sig rigtig tilpas i sin krop og ønsker at begynde at leve som Adrian, en mand. Dette sender Alice ud i en identitetskrise - er hun en homoseksuel kvinde, eller hvis hun nu er i et forhold med en mand, gør det hende så heteroseksuel?

Alice McCarthy og Anna Martine i Rotterdam. Foto: Piers Foley Photography

Vi er voyeurer i disse menneskers liv fra det øjeblik, vi træder ind. Alice sidder ved sin bærbare computer og taster nervøst løs. Fiona vandrer ind og ud i joggingbukser og sokker, skiftevis drillende og bekymret over Alice. Mange blandt publikum må gå gennem dette scenerum for at nå deres pladser. Vi invaderer allerede parrets tilværelse.

Faktisk er Brittains manuskript så fantastisk naturalistisk, at der ofte er øjeblikke, hvor vi som publikum næsten føler, at vi overhører intime samtaler. Indrømmet, der er et par øjeblikke, hvor det kammer over i at være en smule belærende, hvor publikum får en begynderguide til kønsidentitet, men de er sjældne.

Ed Eales-White og Anna Martine i Rotterdam. Foto: Piers Foley Photography

En velvalgt playliste med Europop dækker over sceneskiftene, herunder Robyn og Christine and the Queens. Dog kunne forestillingen godt have undværet den instrumentale underlægningsmusik i de anspændte øjeblikke, da det distraherer fra dialogen, som er stærk nok til at stå alene.

Den alsidige scenografi, der dog hæmmes en smule af nogle genstridige døre, skifter fra lejlighed til kontor til natklub ved hjælp af flyttede stole og rekvisitter. De firkantede reoler og printede vægge med billeder af titelbyen antyder den generiske anonymitet i en backpacker-lejlighed og minder os om, at Alices syvårige ophold i Rotterdam kun var ment som midlertidigt. Kombineret med pop-soundtracket understreger dette den tilstand af forandring, alle i stykket befinder sig i, med Adrians transition og Alices forsøg på at tilpasse sig. Josh (Ed Eales-White) kommenterer på dette, når han henviser til Rotterdams status som havneby, hvor alle enten ankommer eller rejser, men aldrig bliver.

Jessica Clark og Alice McCarthy i Rotterdam. Foto: Piers Foley Photography

Holdet på fire skuespillere rammer tonen perfekt og er fuldstændig dedikerede. Højdepunktet er Anna Martine som Fiona, senere Adrian. Martine er fuldstændig bjergtagende og gør Adrians smerte tydelig – en sand historiefortæller. Alice McCarthy som den splittede Alice gør det rigtig godt som den indelukkede kæreste, der endnu ikke er sprunget ud. En forrygende svada mod slutningen af første akt ender med en vidunderligt leveret underdrivelse: ”Jeg er vist lidt af et vrag”, hvilket udløser aftenens bedste publikumsreaktion.

Intet er afklaret i Rotterdam, men på den anden side er intet statisk heller. I denne havneby, hvor alle enten ankommer eller rejser, får publikum blot et indblik i fire menneskers liv. Fire mennesker, der ikke ligefrem ønsker at ændre hele verden – bare deres egen lille del af den. Skiftevis hylende morsom og hjerteskærende; Rotterdam er et stærkt og yderst seværdigt stykke dramatik.

Rotterdam spiller indtil den 27. august 2016.

BESTIL BILLETTER TIL ROTTERDAM NU