ANMELDELSE: Second Soprano, King's Head ✭✭✭✭✭

Foto: Richard Davenport Second Soprano

King’s Head Theatre, Islington

19. juni 2015

I denne teatersæson, hvor markeringen og mindet om Første Verdenskrigs udbrud fylder meget, viser det sig ofte, at de mest vellykkede dramatiske satsninger er dem i det lille format. På mange måder fungerer denne fremragende tomandsforestilling, skrevet af Martha Shrimpton og Ellie Routledge og opført af Shrimpton og Olivia Hirst, som et spejlbillede af Stony Broke in No Man’s Land, som jeg anmeldte her for nylig. Begge er virtuose opvisninger i skuespilhåndværk, der trækker på adskillige genrer, skaber et utal af roller og blander stemninger, musik og ord for at skabe en udefinerbar og unik blanding af humor og patos. Resultatet er, at selve mindehøjtideligheden bliver mere nuanceret og i sidste ende – efter min mening – mere gribende end en simpel, direkte fortællemæssig eller historisk tilgang. Som historiker i det daglige overrasker det måske nogen, at jeg siger dette, og virkeligheden overgår ofte digtningen. Men ved at bryde, udfordre og omrokere fakta kan kunsten undertiden grave dybere og nå en følelsesmæssig sandhed om fortiden, og det er præcis den kunstneriske bedrift, denne dynamiske duo leverer sideløbende med deres tekniske overskud.

Handlingen skifter primært mellem hjemmefronten, her repræsenteret af et køkken i Yorkshire, og selve Vestfronten. Vi lægger ud i 1914, hvor søstrene Jane (Hirst) og Liz (Shrimpton) overvejer, hvordan de kan bidrage til krigsindsatsen. Jane beslutter sig for at melde sig som sygeplejerske, mens Liz bliver hjemme for at hjælpe med at drive det lokale posthus. Jane efterlader sin kæreste, Henry (også spillet af Hirst), som ihærdigt forsøger at skrive til hende, mens han samtidig udvikler en akavet fortrolighed med Liz. Handlingen rykker derefter til Vestfronten, hvor Jane hurtigt indser de barske realiteter og begrænsninger ved sygeplejearbejdet. Vi ser også scener fra skyttegravene, hvor Henry og hans ven kommer under beskydning, og gennem en række tilfældigheder finder en lykkebringende broche vej tilbage til Jane. Historien er løst baseret på Shrimptons egen bedstemoders oplevelser. De enkelte episoder punkteres af sange – nogle nyskrevne af forfatterne, andre hentet fra tidens music hall- og cabaret-genrer; nogle som soloer, andre som duetter, akkompagneret af enten harmonika eller et småskrantende klaver. Der er en konstant dynamisk fremdrift, som udnytter scenens muligheder fuldt ud, og en stor improvisatorisk frihed, der endda formår at rumme uventede morsomme øjeblikke udløst af et knirkende gulvbræt!

Hvad er det så, der gør forestillingen til noget særligt? Først og fremmest de medvirkendes enorme spændvidde i både toneleje og udtryk. De kan skifte på et splitsekund fra selvironisk, postmoderne satire, der lyder som noget fra Halløj på badehotellet eller Oh, What a Lovely War!, til frygten og raseriet hos soldaterne under ild, for så at lande i den varme empati på lazarettet eller i drillende komik på hinandens bekostning. Det faktum, at stykket ikke altid følger naturalismens forudsigelige rækkefølge, tvinger publikum til at reflektere dybere over emnet. At begivenhederne kan behandles i forskellige stemninger på én gang, understreger kompleksiteten og de mange nuancer. Der er også en imponerende visuel sans på spil. I hospitalsscenerne fører Hirst for eksempel tomme skjorter over scenen for at hjælpe sårede soldater til tænkte sengepladser; det er blot ét af mange eksempler på den gribende enkelhed, der destillerer øjeblikke, som et traditionelt drama ville dvæle ved med mindre effekt (tænk bare på en hel sæson af Downton Abbey!). Selvom vi ikke nødvendigvis får alle de historiske fakta serveret, får vi alle de centrale følelser belyst fra mange vinkler. Det er et meget sanseligt værk: Der er flere stemningsfulde øjeblikke, hvor begge spillere laver lydimprovisationer foran en mikrofon, som gradvist forstærkes og gentages som loops... man føres pludselig ind i atmosfæren af de tabte, evige engelske sommerdage i 1914, eller kastes direkte ind i larmen fra granatild og skyttegravskrig efter blot et minuts vokalarbejde. Teknik og følelsesmæssig nerve går her hånd i hånd.

Forestillingen varer kun en time, men når man når slutningen, føles det som om, man har været med skuespillerne og forfatterne på en langt længere psykologisk rejse. Begge spillere fungerer lige overbevisende i både mandlige og kvindelige roller. Jane fremstår dedikeret, principfast og ædel uden at blive stiv eller snerpet, mens Liz er mere verdensvant, sanselig og følelsesmæssigt sårbar end sin søster. Den hårdtprøvede Henry er måske ikke den skarpeste kniv i skuffen, men ender som et symbol på den menige soldat, "the Tommy", der holder ud. Shrimpton leverer også en skarp birolle som en bister oversygeplejerske, der skjuler sin afmagt bag en manisk effektivitet – en type, man ofte støder på i krigstid. Musikken fungerer som direkte kommentar, diskret underlægning, historisk dokumentation og satire. Det er symptomatisk for en tendens i moderne teater, hvor grænserne mellem skuespil og musical flyder sammen. Det er en udvikling til gavn for begge genrer, hvor ord og musik kan overlappe og forstærke hinanden kreativt, som bølger der mødes på stranden.

Dette stykke havde en succesfuld spilleperiode på Arts Theatre, før det flyttede til King’s Head, og det fortjener at blive set igen på en større scene, måske på Edinburgh-festivalen. Men i mellemtiden bør man ikke tøve med at fange det under den nuværende spilleperiode. Vi kommer helt sikkert til at høre mere til disse alsidige og opfindsomme skuespillere og deres mindeværdige projekt.

Second Soprano spiller på The King's Head Theatre indtil den 4. juli 2015