ANMELDELSE: Seth Rudetsky med Audra McDonald, online ✭✭✭✭✭

Julian Eaves anmelder Seth Rudetskys online-koncert med Audra McDonald, som blev streamet søndag og mandag som en del af Seths serie med online-koncerter.

Audra McDonald

Seth Concert Series: Audra McDonaldMandag den 13. juli, online 5 Stjerner For dem af jer, der var heldige nok til at opleve Seth Rudetksy og Audra McDonald sammen på Leicester Square Theatre for ikke så længe siden, er I bevidste om den magiske kemi, der findes mellem disse to gamle venner fra New York.  De komplementerer og kontrasterer hinanden på så mange charmerende måder, mens de begge udviser en total dedikation og passion for musicalteatret, at det er svært at forestille sig en talkshow-duo, der er mere fornøjelig eller meningsfuld.  Så: hvordan oversættes det til den digitale 'æter' i den virtuelle verden af sociale medier?  I går og i dag fik vi andre lov til at få del i deres onlinesamarbejde. Det hele blev skudt i gang med en vaskeægte Shirley-Bassey-stemning, en bragende 'I Am What I Am' fra 'La Cage Aux Folles': indledningsvis var der nogle lydproblemer, hvor musikken lød som om den kom fra bunden af et meget dybt akvarium.  Lyden i de talte sektioner var langt tydeligere, og derefter rettede lydteknikken sig helt op.  Vi fik alle sammen hilsen og opmuntring til at opretholde sikkerhedsforanstaltningerne for at kontrollere Covid-19-pandemien.  Da det var overstået, bevægede vi os hurtigt over i andre temaer.  Racisme og Audras konfrontation med den fyldte straks meget, med minder om de karrieremuligheder, der var tilgængelige for farvede kvinder i USA, da hun startede i branchen (omkring det tidspunkt, hvor 'Dreamgirls' spillede første gang).  Hendes håb rakte kun til at komme med i koret: hun turde på intet tidspunkt drømme om mere. Seth og Audra Lyrikken i det næste nummer, ‘Being good just isn’t good enough’, (fra ‘Hallelujah, Baby’, et show fra 1967 af Jule Styne/Betty Comden/Adolph Green om afroamerikanernes kamp), opsummerede måske hendes indre tilstand dengang.  Og så rullede snakken ellers over deres fælles og ofte parallelle karrierer; der var en sigende anekdote om at synge på en AIDS-afdeling på et hospital, en afdeling der også husede alvorligt syge indsatte, hvor Seth lavede ugentlig cabaret, og Audra var en af hans 'sangere'.  Dette gled fint over i et Rodgers, Hammerstein og Sondheim-medley: ‘You’ve Got To Be Taught’, måske Hammersteins mest kraftfulde, inkluderende og anti-fordomsfulde tekst, og ‘Children Will Listen’ fra ‘Into The Woods’: dette satte to tekstforfattere sammen, som har revolutioneret musicalscenen, og som tilfældigvis var som reserve-far og søn. Det illustrerede perfekt det tætte bånd mellem håndværket i branchen og de personlige bånd, der gør den mere til en familie. Aktivisme er naturligvis navnet på den slags, og så talte de også om det.  Vi hørte alt om, hvordan Robert Marshall fiksede 'om-optagelsen' af den sidste scene i filmen 'Annie', hvor alle skulle danse twist, sådan at de stater, der måtte have indvendinger mod at se en hvid mand fri til en afroamerikansk kvinde, 'ikke ville have et problem med det'.  Marshall lavede i bund og grund en tvivlsom optagelse og gik så videre til andre ting: hans 'om-optagelse' var ubrugelig, og så var Disney-koncernen tvunget til at acceptere den oprindelige scene.  Og det gjorde de. Dejligt.  Så indimellem smiler guderne til os.  Dette førte os videre til det – langt tungere – værk ‘The Scottsboro Boys’ (Kander og Ebb), en virkelig sag om falske voldtægtsanklager mod en gruppe sorte mænd, som blev dømt til døden, på trods af at de hvide kvindelige 'ofre' senere trak deres anklager tilbage.  Et mareridt af lidelser fulgte, hvilket resulterede i at alle blev involveret, og de almindelige mennesker i midten blev trukket i alle retninger, indtil intolerancens og de fastlåste holdningers damptromle endelig løb tør for energi. Audra viste os også, hvordan man kommer igennem katastrofer med ‘Ordinary Mothers’ (en Sondheim-sang klippet fra ‘A Little Night Music’, som minder mere end almindeligt meget om ‘Children Will Listen’, men det lader vi ligge… for nu).  Seth havde også styr på hver en nuance, ikke bare i sangene, men også i hvor samtalen bar hen – en samtale der udtrykte et i høj grad fælles, positivt livssyn: 'Teatret kommer tilbage, og det bliver bedre… mere inkluderende…. vi kan skabe muligheder… hvorfor ikke?'  Hun opfordrede os til at 'stable en forestilling på benene, hvor man kan streame direkte til det publikum', man gerne vil nå.  Alt dette var tilsyneladende drevet af de opsparede følelser, vi alle går rundt med, men som vi i denne tid med tvungen stilhed og selvrefleksion har haft chancen for at hive frem og se eftersømmene på. Så ledte Seth os ind i Kate Millers ‘Are you F***ing Kidding Me?’, og Audra gav den hele sin stemmes vidunderlige rige skønhed, hvor hun lagde en forførende fernis over tekstens råhed.  ‘Your Daddy’s Son’, Sarahs sang fra musicalen ‘Ragtime’ (Ahrens og Flaherty), var det næste nummer i denne følelsesladede begivenhed; en sang der er en ekstraordinær blanding af vuggevise og klagesang.  Derefter løftede de stemningen med endnu et velvalgt match af en komponist, McDonald har støttet: Jason Robert Browns ‘The Stars And The Moon’ fra ‘Songs For A New World’.  Men der kom for alvor gang i sagerne med en genfortolkning af Streisands medley-udgave af ‘Down With Love’ (Arlen/Harburg), efterfulgt af en finale med ‘Summertime’ (Gershwin-brødrene).  Så smukt. Og kemien?  Venskabet var konstant varmt og boblende gennem de lette replikker og fælles humanistiske værdier.  Og der blev tid til et afsluttende ord om to pandemier: Covid-19 og racisme, som sluttede med det optimistiske budskab 'Vi skal derud og bekæmpe dem', hvilket hun cementerede med et brag af et ekstranummer, ‘Climb Ev’ry Mountain’ fra Rodgers og Hammersteins ‘The Sound of Music’.  Okay.  Jeg tror, vi alle ved nu, hvad vi har at gøre. MERE INFORMATION OM SETH RUDETSKY CONCERT SERIES