ANMELDELSE: Sinbad the Sailor, Theatre Royal Stratford East ✭✭✭

Marianna Neofitou, Julian Capolei, Gabby Wong og Ben Goffeen i Sinbad Søfareren. Sinbad Søfareren

Theatre Royal Stratford East

Onsdag den 14. december 2016

3 stjerner

Bestil billetter til Sinbad Søfareren Hvor er de dog vidunderlige, de fortællinger, der i Vesten kendes som 'Tusind og én Nat'. Af alle de elskede figurer er der få, der er så spændende som Ali Baba, Aladdin og... Sinbad. Sidstnævnte var så heldig at få tildelt det ideelle format til en langtidsholdbar franchise af den evigt opfindsomme historiefortæller Sheherazade: eventyrrejsen! Kun den modige besætning på Starship Enterprise er vel mere berejste end ham. I 'Tusind og én Nat' tager han på syv rejser, men de blegner næsten ved siden af de utallige efterfølgere, der er skabt i det 20. og 21. århundrede gennem utallige film- og tv-versioner.

Hvilke af de fortællinger, der konkret er plukket fra til denne nyeste opsætning, er svært at sige. Manuskriptet er forfattet af Paul Sirett, som også har skrevet teksterne til de mange sange, mens Wayne Nunes og Perry Melius står for musikken og yderligere sangtekster. De har et cast på 12 at arbejde med, og alle får lov at spille mindst én veludviklet karakter. Der er endda to helte, da Sinbadda (Gabby Wong) dukker op (ganske sporadisk) som hovedpersonens søster – en rolle, der er så vigtig, men så sparsomt skrevet, at den vil minde det modne publikum om Janet Webbs gæsteoptrædender i 'The Morecambe and Wise Show'. Resten af hendes replikker røg sikkert i papirkurven hos den litterære afdeling, men når man når til det store 'Girl Power'-nummer mod slutningen, forventer man næsten at høre de udødelige ord: "Tak fordi I så med i mit lille show".

Michael Bertenshaw, Gabby Wong, Johny Amobi og Marianna Neofitou i Sinbad Søfareren.

Ikke desto mindre tilhører hovedrollen stadig den charmerende titelperson, spillet af den joviale Julian Capolei. Han sekunderes af sin kloge hjælper, aben Funky (en dukke ført og stemmelagt af Gemma Salter). Vi har to hold skurke: Den onde hofmand, Prins Naw-Ze Uzz (Michael Bertenshaw, der virkelig forstår at lege med publikum i Stratford), samt Kaptajn Grønskæg (en herligt overspillet Alim Jayda) og hans følgesvend, den imponerende trompet-stemmede Clanker (Josephine Melville). Der er naturligvis en Dame, her i skikkelse af Sygeplejersken (spillet af den majestætisk stemmefyldte Johnny Amobi, der er fremragende til at få publikum op på scenen til kærlig og munter selveksponering). Vi har en rigtig 'Principal Girl' i form af Prinsessen (den tapre Marianna Neofitou), hendes ømme enkemand af en far, Sultanen (Ben Goffe), og overnaturlig hjælp i form af den skønne, grønne ånd Uz (den geniale komiker med guld i struben, Rina Fatania). Dertil kommer mange andre roller spillet af resten af ensemblet.

Plottet går ud på, at prinsessen skal giftes bort til den, der bringer det gyldne skrin tilbage til paladset fra en ø fyldt med udfordringer – herunder et nihovedet monster og psykedeliske bananer. Det hele skydes i gang med nogle smarte animationer af Pete Bishop og Kevin Baldwin, som målretter forestillingen direkte mod det yngre publikum (der følger fokuseret med hele vejen igennem!). Theatre Royal er ikke Londons rigeste scene, men her får man meget ud af lidt; en veludnyttet drejescene, et par podier og stemningsfuld lyssætning af eksperten David Plater, alt sammen i en meget tempofyldt iscenesættelse af den kunstneriske leder Kerry Michael. Kostumerne er også så prægtige, som budgettet tillader det, takket være Harriet Barsby og Jenny Tiramani. Koreografien af Kamilah Beckles er enkel og ligetil. Robert Hyman er kapelmester, og selvom han holder flot styr på det hele og tydeligvis er begejstret for lyden fra sit lille, men effektive band, så prioriterer lyddesigner Andrew Johnson orkestergraven så højt, at store dele af sangteksterne forsvinder i en buldrende pop-larm. Man skulle tro, det var nemt bare at skrue en anelse ned for musikken – både skuespillere og publikum ville være taknemmelige.

Alim Jayda og Josephine Melville i Sinbad Søfareren

Knap så nemme at løse er problemerne med manuskriptet, som har tendens til at stable begivenheder oven på hinanden uden nødvendigvis at strukturere dem til en sammenhængende eller logisk helhed. For eksempel starter forestillingen med, at de onde pirater præsenterer sig selv, og det står hen i det uvisse, hvorfor de har fået det privilegium. Instruktøren gør sit bedste for at holde tempoet oppe, så vi ikke dvæler ved de logiske brister, men de er der. Meget af manuskriptet består af forklaring frem for handling, hvilket gør mange scener ordrige og statiske og dræner den energi, instruktøren konstant forsøger at tilføre. Handlingen i første akt ser ud til at kulminere ved afgangen mod den farlige ø, hvor skrinet befinder sig... men det gør den ikke. Der går et godt stykke tid endnu, før der endelig blæses til pause.

Når det er sagt, byder forestillingen på fantastiske kamp-arrangementer af Ian McCracken, en dejlig tapdans af Phillip Michael Thomas og nogle forbløffende illusioner af Scott Penrose (jeg sad på femte række og har INGEN ANELSE om, hvordan de blev udført!). Alt i alt har forestillingen en ærlig og jordnær følelse og byder på noget nyt, mens den samtidig leverer næsten alle de 'traditionelle' ingredienser (pånær den bage-scene i junglen, som jeg virkelig havde glædet mig til, men som ikke dukkede op). For nogle publikummer er jule-pantomimen måske deres eneste årlige teaterbesøg, og de vil bestemt ikke blive skuffede. Andre bliver måske endda inspireret til at læse de smukke historier, som Sinbad udspringer af. Og nogle vil bare være taknemmelige for to en halv time, hvor de ikke selv skal underholde deres børn – det klarer forestillingen for dem.

Spiller til 21. januar 2017

Fotos - Sharron Wallace

BESTIL BILLETTER TIL SINBAD SØFAREREN PÅ THEATRE ROYAL STRATFORD EAST