ANMELDELSE: Strictly Ballroom, Piccadilly Theatre ✭✭✭✭

Douglas Mayo anmelder Strictly Ballroom the musical, baseret på Baz Luhrmanns film, som nu spiller på Londons Piccadilly Theatre.

Zizi Strallen (Fran) og Jonny Labey (Scott) i Strictly Ballroom. Foto: Johann Persson Strictly Ballroom

Piccadilly Theatre

25. april 2018

4 stjerner

Book nu

Strictly Ballroom startede som et manuskript udviklet af Baz Luhrmann, baseret på hans egne oplevelser som konkurrencedanser i Australien. Det er en verden, hvor forestillingernes teatralske udtryk, de karikerede karakterer og arrangørernes enorme egoer passede perfekt til Luhrmanns hjertevarme og komiske fortælling.

Showet havde britisk premiere på West Yorkshire Playhouse i december 2016 i en opsætning instrueret og koreograferet af Drew McOnie. Nogen må dog have besluttet at foretage væsentlige ændringer i mellemtiden, for det, der nu præsenteres på Piccadilly Theatre, er – selvom det bevarer showets kerne – en ganske anden størrelse.

Will Young i Strictly Ballroom. Foto: Johann Persson

Hvor produktionen i Leeds i høj grad var en musical, sidder vi nu med noget, der ikke helt er en musical, men som har opbygning og underlægningsmusik som en film. Resultatet føles en smule ude af trit – og det er egentlig det bedste ord, jeg kan finde til at beskrive oplevelsen.

Will Young spiller den nyskabte rolle som Wally Strand. Han fungerer som en komisk fortæller og sanger af showets pop-inspirerede musik, og Strictly Ballroom fremstår nu som en jukebox-musical, der alligevel ikke helt er en jukebox-musical. Will ejer scenen, og der er masser af varme fra publikum, men man må bare undre sig over, hvad der udløste ændringen? Var det behovet for et kendt navn på plakaten?

Jonny Labey og hele ensemblet i Strictly Ballroom. Foto: Johan Persson

Jonny Labey spiller oprøreren og danseren Scott Hastings, mens Zizi Strallen spiller Fran (bare Fran), den nørdede begynder og katalysator for mange af Scotts handlinger, der driver plottets konflikter. Der er en ægte kemi mellem de to. Det er fantastisk at se dansen og Strallens transformation fra grim ælling til svanesø, som showet skrider frem.

Anna Francolini (Shirley Hastings), Richard Grieve (Les), Gerard Horan (Barry) og Stephen Matthews (Doug) repræsenterer etablissementet som forældre, familie og formand for danseforbundet. De spilles bevidst overdrevet og næsten grotesk, hvilket skaber en smuk kontrast til de unge hovedroller. Især Stephen Matthews fangede min opmærksomhed med sin smukt underspillede Doug Hastings; de subtile nuancer i hans præstation, karakterens udvikling, den uforfalskede glæde i flashback-sekvensen og karakterens genvinding af magtbalancen i slutningen er observeret og fremført til perfektion.

Ensemblet i Strictly Ballroom. Foto: Johan Persson

Selvfølgelig er ballroom ikke rigtig ballroom uden dansernes eksotiske og bizarre ekstravagance, og ligesom de utallige palietter på deres prangende kostumer (skabt af den geniale Catherine Martin), er de intet mindre end blændende. Michele Bishop, Gabriela Garcia, Charlotte Goch, Liam Marcellino, Lauren Stroud, Gary Railings, Chrissy Shunt, Dale White, Jacon Maynard, Selina Hamilton, Freya Rowley, Luke Jackson, Tinovimbanashe Sibanda og Justin-Lee Jones giver den alt, hvad de har. Det er hæsblæsende, dragende og udført med en teknisk sikkerhed, der gør det til en kæmpe fornøjelse at se denne talentfulde gruppe dansere. Ren magi!

Fernando Mira (Rico) mestrer scenen i Act One-finalens Paso Doble (Habenera). En overflod af testosteron kombineret med utrolig timing og en detaljeret præsentation gør Miras optræden til et af showets absolutte højdepunkter. Eve Polycarpous Abuela spilles med komisk ærlighed og masser af hjerte.

Soutra Gimours scenografi har mistet noget af det enkle, rustikke look fra den oprindelige version, som matchede farverne i det australske landskab så perfekt. Det er blevet erstattet af en mængde bevægelige kulisser, der til tider fik scenen til at ligne en befærdet motorvej, hvor et harmonikasammenstød kunne ske når som helst. Jeg synes, det blev lidt for rodet, og det tog fokus fra historiens enkelhed og de flotte præstationer.

Charlotte Gooch (Tina Sparkle) og Gary Watson (Ken Railings) i Strictly Ballroom. Foto: Johan Persson

Ben Atkinsons fantastiske orkester spillede Simon Hales dynamiske arrangementer til perfektion. Når blæsersektionen giver los, er det virkelig noget særligt. Sørg for at blive siddende et øjeblik efter tæppefald for at høre afslutningsmusikken. Wow!

Strictly Ballroom kunne være et fantastisk show, og fejlen ligger efter min mening ikke hos det hårdtarbejdende cast, der giver 110 %, men hos showets forfattere Baz Luhrmann og Craig Pearce, som har skabt en hybrid mellem film, musical og koncert, der ikke længere helt ved, hvad den vil være.

Til sidst må jeg tage hatten af for instruktør og koreograf Drew McOnie. Endnu et flot stykke arbejde, før turen nu går til Broadway med King Kong. Det er fantastisk at se, at den næste generation af kreative talenter her i landet er klar til at blive lige så ikoniske som de største navne inden for musicalteater fra både Broadway og London.

Strictly Ballroom er en sjov aften i byen. Det er bare en skam, at den mistede det der helt specielle ”noget” på vejen mod West End.

BOOK BILLETTER TIL STRICTLY BALLROOM NU