ANMELDELSE: Tartuffe, Theatre Royal Haymarket ✭✭✭✭

Julian Eaves anmelder Molieres Tartuffe, som lige nu spiller på Theatre Royal Haymarket.

Ensemblet i Tartuffe. Foto: Helen Maybanks Tartuffe

Theatre Royal Haymarket

29. maj 2018

4 stjerner

Bestil billet nu Lad os tale Moliere!  (Eller som Punch ville have sagt det: "Let's parler Moliere!")  Se, dette er en charmerende og ganske vidunderlig finurlighed, der indtager Haymarket som en form for bohemeagtig bredside mod Brexit-isolationisme og gammeldags filisteri. Det er en slags mash-up af Jean-Baptiste Poquelins mest elskede – og sidste – værk, krydret med bidder af Christopher Hamptons skarpe oversættelse i et franglais-mix, instrueret med uforfærdet gejst af Gerald Garruti.  Det ene øjeblik tales der i ægte aleksandriner, det næste.... i Hamptonsk-inspirerede vers.  Tekstmaskinerne lyser op i salen for dem, der kan følge med i det hurtige tempo – og jeg gad vide, hvem der kan.  Imens kan man more sig herligt over bare at måbe over det tosprogede spektakel og lade det skylle hen over sig.  Med en smule fransk kan man fange en hel del, og et lejlighedsvist blik på underteksterne i salen er nok til at holde styr på plottet, sådan da.  Skuespillerne skifter frem og tilbage mellem sprogene med en lethed, der er næsten umærkelig. Et par stykker hænger fast i deres modersmålsbetoning, men de fleste er så godt som flydende i begge sprog, hvilket skaber en herligt foruroligende effekt: Hvordan kan man være sikker på, hvad man hører – er folk virkelig dem, de udgiver sig for at være?  Og det, kære venner, er vel hele pointen med dette drama, ikke sandt?

Ensemblet i Tartuffe. Foto: Helen Maybanks

Opsætningen i dette stykke er utrolig simpel og meget, meget klar.  Den nyrige haute-bourgeois Orgon (Sebastian Roche, i storform som den selvsmagende foregiver af en dannelse, han reelt ikke besidder) mener, at det, hans strømlinede, minimalistiske hjem – meget Philippe Starck (takket være scenografen Andrew D Edwards) – mangler, er den ophøjede tilstedeværelse af en åndelig guru... en Tartuffe. Han dukker behørigt op og udfylder det gabende tomrum med sin helt egen "Boudu, frelst fra vandet"-facon, her personificeret som Paul Andersons skæggede, amerikanske svindler og tyveknægt.  Orgons husstand er charmerende, velopdragen, velklædt og fuld af selvtilfredshed, og fra start ser vi næsten gerne, at det lykkes Tartuffe at overtage det hele – hvilket han gør – og vi ønsker ham næsten sejren, selv med den frygtelige pris, han derefter opkræver.

Paul Anderson og George Blagden i Tartuffe. Foto: Helen Maybanks

Den underfundige måde, Moliere skriver på – og som Hampton så perfekt forstår og genskaber for os – er, at de moralske overtrædelser altid formuleres således, at deres farlige betydning faktisk opstår ud fra vores fortolkning af dem. Han taler for det meste i en intetsigende, nærmest underdanig tone, der gør alt for at fjerne hans vilje fra enhver bevidst skyld i de handlinger, han begår, så modtageren af hans onde hensigter fremstår som motoren bag dem.  Selvom overgangene mellem sprogene ikke altid er så glidende eller logiske, som de kunne være, er det genialt og dybt foruroligende.  Den endelige forførelsesscene af Orgons forfængelige og intrigante hustru, Elmire (Audrey Fleurot, i udsøgt couture og med perfekt hår), er kulminationen på denne tilgang, såvel som stykkets moralske lavpunkt – og det er ikke underligt, at værket blev forbudt af de franske myndigheder.  Her træder Moliere stort set alle accepterede sociale normer under fod, mens han samtidig påpeger, at det er de andre – og ikke ham selv – der forsøger at angribe dem.  Den absolutte nådestødet leveres derefter med ankomsten af det, der føles som en slags anti-deus (en diabolus?) ex machina: Loyal, spillet af John Faulkner med en uhygge, der minder om Sam Shepard.  Denne scene får os stadig til at rette os op i teatersæderne, skræmte over den lethed, hvormed vi er blevet medskyldige i at heppe på en sådan gavtyv, en person, hvis hovedmål er at omstyrte alt det, vi respektable teatergængere holder helligt: penge, ejendom, hierarki og familien.

Olivia Ross, Claude Perron og Jaz Deol i Tartuffe. Foto: Helen Maybanks

Det er lidt af et mirakel, at Moliere ikke lader historien ende der – og et temmelig kunstigt et af slagsen.  Finalen er således ikke så meget en konklusion som en udsættelse af en uundgåelig katastrofe, gemt til en anden dag (eller et andet århundrede – måske vores eget?).  Hampton har gemt nogle af sine sjoveste og mest tidssvarende jokes – i et manuskript, han først arbejdede på for mange år siden – til de afsluttende øjeblikke af dramaet.  Det hele er fantastisk underholdende og blev nydt i fulde drag af de fremmødte honoratiores til premiereaftenen.  Hvordan det vil blive modtaget af det brede publikum, må tiden vise.  Men hvis man vil have en virkelig herlig oplevelse med bemærkelsesværdigt vovemod og panache, finder man næppe noget bedre lige nu.  Jeg endte med at elske selskabet hos så herlige skuespillere som Annick Le Goffs Madame Pernelle, George Blagdens Damis, Olivia Ross' Mariane, Jaz Deols Valere, Vincent Winterhalters Cleante, Claude Perrons Dorine, Sophie Duez' tigger, Zachary Falls officer, Nadia Cavelle som Flipote og Paikan Garuttis Laurent.  I denne verden, så elegant og flot belyset af Paul Anderson, og med et frodigt lydbillede af David Gregory (komponist Laurent Petitgrand), ville de være vidunderlige naboer.  Særdeles underholdende.  Men jeg ville ikke bryde mig om at være i deres sted.

BESTIL BILLETTER TIL TARTUFFE HER