ANMELDELSE: Teh Internet Is Serious Business, Royal Court ✭✭

Teh Internet Is Serious Business. Foto: Tristram Kenton Teh Internet Is Serious Business Royal Court Jerwood Theatre Downstairs 4. oktober 2014 2 stjerner

Måske burde titlen have været det første vink. Når ordet "The" staves forkert som "Teh", må det vel betyde noget? Et oprør mod computernes autokorrektur? En indikation af, at sproglig korrekthed er overflødig på nettet? Et praj om, at hastværk er den nye verdensorden på webbet? Forestillingen om, at stavning er ligegyldig?

Eller er det måske bare et PR-stunt? Hvis det var tilfældet, ville man nok forvente, at teatrets personale fulgte trop og spillede med på joken, som den stolte teatertradition foreskriver.

Men ikke på Royal Court. Her siger personalet stædigt "The" i stedet for "Teh" ved premieren på Tim Prices stykke Teh Internet Is Serious Business på Jerwood Theatre Downstairs.

Selvom ordet "Serious" (seriøs) i titlen burde give et fingerpeg, svælger Hamish Piries instruktion og overordnede koncept i barnlig fantasi, i "trygheden" ved farvestrålende uniformer og legetøj, i anonymitetens indforståede skjold og den gennemsyrende fornemmelse af, at alt er et spil. Men der er intet nyt eller synderligt teatralsk ved den tilgang; verden har betragtet internettet og World Wide Web gennem netop det prisme i årevis. Hvor tåbeligt det end måtte være.

Der er heller intet ligefrem åbenbarende eller oplysende over Prices manuskript. De temaer eller problemstillinger, han forsøger at ruske op i, står ikke umiddelbart klart gennem de korte, løst sammenkoblede scener, der udgør fortællingen. Internettet er et sted, hvor alle kan udgive sig for at være hvem som helst, uden at nogen nogensinde opdager det; et sted, hvor kloge hoveder kan korrumpere eller ødelægge dem, der ikke er helt så skarpe; et sted, hvor ungdommens frie fantasi har den virkelige magt, snarere end den siddende regering; et sted, hvor lovløshed betragtes som en rettighed.

Der er ikke meget nyt under solen her.

Faktisk har Royal Court netop opsat The Nether, som velsagtens behandlede disse emner på en langt mere begavet og sofistikeret måde.

Det mest interessante her er udforskningen af selve korruptionens væsen.

I åbningsscenen bliver forhørsledere langsomt korrumperet af deres fanger; almindelige mennesker korrumperes ind i en slags fælles avatar-tilstand af deres ligemænd; forretningssystemer korrumperes af hackere; og efterforskere/whistleblowere korrumperer hackere ved at fjerne deres anonymitet.

Stykkets mest fascinerende sekvens opstår, når to online-skikkelser (legemliggjort som en nørd og en silkeagtig kat) taler til hinanden i programkode (eller hvad der i hvert fald ligner det) og forsøger at overgå og nedbryde hinanden. Den sejrende kat spinder næsten af sensuel tilfredsstillelse, da hun vinder kampen. Det er unægteligt spændende at se denne mærkværdige, næsten fremmede ordveksling udfolde sig og indse med stor sikkerhed, at den slags finder sted hver dag, måske hver time, på internettet – nogle gange for sjov, andre gange som led i noget decideret dystert.

Det store (og overvejende fremragende) ensemble giver liv til diverse troper og memes, som gennem årene har (og stadig gør) skyllet hen over internettet: den nedladende Willy Wonka med de skarpe oneliners; den gnavne "Grumpy Cat"; den socialt akavede pingvin; den triste Stormtrooper; aktivistgruppen Anonymous og mange flere. Det er morsomt og opfindsomt i starten, men grebet opnår aldrig rigtig nogen dybere indsigt eller forløsning.

En af de største udfordringer ved at præsentere pseudovennelyse avatarer – skabninger født af maskiner og den videnskab, der som Atlas bærer internettet på sine skuldre – er, at det er utroligt svært at føle empati med dem. De er lette at foragte eller identificere, men svære at elske eller bekymre sig om. Det problem løser hverken Price i sit manuskript eller Pirie i sin instruktion.

I sidste ende er det hele desværre en kende kedeligt.

Chloe Lamfords scenografi er ganske interessant og undgår heldigvis helt de åbenlyse computer- og skærmlandskaber. I stedet er det en art underverden, måske en hybrid af billeder fra spil, som folk kender fra spildte timer på nettet; måske en repræsentation af det moderne livs grå, kedelige betonklodser sat i kontrast til det vanvid, de farver og de uforudsigelige spring, der kendetegner internetoplevelsen for nogle. Der er en form for voldgrav fyldt med farvede plastikkugler, et gulv og halvvægge lavet af et bikage-agtigt mønster af sammenhængende grå firkanter med ind- og udgange, og over scenen hænger net fyldt med de samme kulørte kugler, som uundgåeligt slippes løs over scenen i et lykkeligt kaos.

Mange af skuespillerne gør det rigtig godt, men det er ikke let at identificere dem. Ganske usædvanligt for Royal Court var der intet trykt manuskript eller program med biografier tilgængeligt. Forklaringen lød på, at "stykket stadig er ved at blive skrevet".

Netop.