ANMELDELSE: The Frogs, Jermyn Street Theatre ✭✭✭✭

George Rae (Xanthias), Michael Matus (Dionysos) og ensemblet i The Frogs. The Frogs

Jermyn Street Theatre

Torsdag d. 16. marts 2017

4 Stjerner

Bestil nu

Den britiske premiere – i det mindste – på en Sondheim-musical er en sjælden begivenhed, især når det har taget 43 år at nå dertil.  Lad det være en lektie for alle, der ønsker succes i teaterverdenen: Nogle gange lader succesen vente længe på sig.  Men her er den endelig: Aristofanes' parodi over efterlivet, hvor hans 'manuskript' er blevet dobbeltfiltreret gennem først Burt Sheveloves bidske vid og derefter Nathan Lanes skandaløse drillerier.  Lane selv er i byen for at øve på Angels In America: A Gay Fantasia på National Theatre, og han kiggede forbi for at se, hvordan det skred frem, og han var begejstret: Hans smilende ansigt pryder et foto fra besøget, som er udstillet på JST’s beskedne opslagstavle ved trappen ned til de indbydende og udsøgte lokaler.

Og der er noget yderst passende ved at opsætte forestillingen i dette miniatureteater med blot 70 sæder, petite scene og teknikrum, en foyer på størrelse med en gang og en bar gennem en luge, samt toiletter der fungerer som side-scener, og en billetluge i kosteskabet.  Det er en sand kondensering af et teater, hvis selve forkortelse egner sig glimrende til værker, der tager et tilsvarende skematisk og skitseagtigt blik på verdenen ovenpå og udenfor.  Eller for den sags skyld, langt nede under…

Nigel Pilkington (Shakespeare), Martin Dickinson (Shaw) og ensemblet i The Frogs.

Dette show falder præcis i den kategori.  Græsk teater, der aldrig har prioriteret action højt, giver os alt i små samtaler kommenteret af et travlt kor.  Her ledsages de af et blæser- og slagtøjsorkester ved siden af scenen under kyndig ledelse af kapelmester Tim Sutton, ophavsmand til de fremragende, nedskalerede versioner af Tunicks originale orkestrationer.  Instruktør og producent Grace Wessels er en relativ nykommer inden for musicals, og denne er ikke uden udfordringer: Alligevel rammer hun næsten plet i den kompakte, komprimerede verden, hun mønstrer.

Hjulpet godt på vej af Gregor Donnellys harmonisk opfindsomme scenografi og kostumedesign, med smuk belysning af Tim Mascall, og den nyttige støtte fra instruktørassistent og koreograf (assisteret af Kitty Whitelaw), Tim McArthur (som tidligere har arbejdet med Wessels på Ye Olde Rose and Crowne), er produktionen en pæn, trimmet, effektiv og flot omgang, hvor ensemblenumrene fungerer særligt godt på den niveaudelte scene, der måske eller måske ikke ligner en swimmingpool.  Stykket blev – som bekendt – undfanget som intern underholdning til Yale, hvor koret blev udgjort af universitetets svømmehold, der optrådte – så vidt jeg ved – faktisk iført deres speedos.  Med sådanne meritter er det overraskende, at showet ikke har nydt væsentligt mere opmærksomhed.

Både partituret og manuskriptet fortjener det.  Sangene hører til blandt Sondheims bedste, og den vittige, fjerlette komposition af bogen er en konstant fryd, der formår altid at forblive jordbunden og nærværende, uanset hvor fantasifuldt emnet bliver.  Vi er på en klassisk 'quest' med Dionysos (Michael Matus i en bister og mandig 'straight-man' figur), udklædt som Herakles (en rolle spillet af Chris McGuigan, der tager totalt kegler med sin løvepels-over-det-hele-rutine… fanger du stemningen her?).  Dionysos støttes af sin gnavne slave, Xanthias (George Rae – der bliver bedre og bedre for hver gang og nu bruger sit komiske talent til herlig effekt).  Sammen er de på en fuldstændig meningsløs mission for at hente George Bernard Shaw op fra Hades og trække ham tilbage til nuet, så han kan skrive skuespil, der vil belære og oplyse vores trætte og modløse tid (da sådanne ting tilsyneladende ligger uden for de nulevende forfatteres formåen).  Og det er stort set handlingen.

Jonathan Wadey (Charon) i The Frogs.

Uden det store at spekulere over, læner vi os tilbage og nyder vitserne og numrene, meget lig en løst tematiseret revy, hvilket showet i realiteten er.  Jonathan Wadey er den uforglemmeligt 'moderne' og meget 'Camden-agtige' Charon, der har til opgave at fragte de rejsende over Styx og ind i dødsriget.  Det er under denne overfart, vi møder de padder, der har lagt navn til titlen, som kvækker lystigt løs og næsten får os til at tro, at de vil 'gøre' noget.  (Det gør de… men ikke længe.)  Ved ankomsten til underverdenen ser vi et shownummer med amasonen Virilla (Li-Tong Hsu, der hygger sig med det rene pjat), og derefter træder Emma Ralstons læderklædte dominatrix af en Pluto frem (Hades' herre er her måske ikke en 'lady', men i det mindste en 'madam' – og en vidunderligt klog og sexet en af slagsen).  Hun afgiver gerne GBS (som i Martin Dickinsons skikkelse er død og elsker det!), og er endda parat til at smide Shakespeare med i købet (ikke Shaws foretrukne forbillede, selv når han spilles med den følsomhed, som Nigel Pilkington viser).  Åh, og så er der også et nummer eller to fra Ariadne (Bernadette Bangura spiller hende yndigt), som er – eller var – et stort navn i Dionysos' bog.

Men som man siger, behøver plottet ikke opholde os længe.  Pointen med dette show er at vride så meget fjollet, letbenet sjov ud af denne candyfloss-agtige situation som muligt.  Og det er der masser af.  Nej, det her er ikke 'Atreus' hus' fald', men hvis de bare løsner lidt op og morer sig endnu mere, så kan kompagniet meget vel få taget til at lette på andre måder.  God fornøjelse!

BESTIL BILLETTER TIL THE FROGS