ANMELDELSE: The Glass Menagerie, Duke of York’s Theatre ✭✭✭✭✭

Cherry Jones som Amanda og Kate O'Flynn som Laura. The Glass Menagerie

Duke Of York's Theatre

10. februar 2017

5 stjerner

Som mange andre læste jeg Tennessee Williams' The Glass Menagerie (Glastimen) i skolen for over tredive år siden. Jeg elskede stykket, men det var først i aften, at jeg rent faktisk fik set en opsætning – og hvilken opsætning det var.

Måske mere end blot halv-selvbiografisk er dette et udsøgt detaljeret erindringsspil. Men er minder fakta, eller blot en version af sandheden, der giver os trøst? Skrevet fra fortælleren Tom Wingfields perspektiv, er dette et stykke befolket af nogle af de mest smukt tegnede karakterer. Amanda Wingfield, en falmet sydstats-skønhed forladt af sin mand, bruger nu al sin tid på at sikre sine børns lykke. Hun er hengiven, men der ulmer en panik i hende over, at hendes datter vil være totalt udrustet til at klare livet, når hun er væk. Laura Wingfield, som er socialt akavet og har en let halten efter en barndomssygdom, finder kun glæde i gamle grammofonplader og sin samling af glasdyr (her repræsenteret ved en enlig enhjørning). Tom Wingfield, sønnen og broderen, der langsomt bliver kvalt af sin mors forventninger. Han længes efter at skrive, men er lænket til et arbejde på et lager, mens hans natlige ture i "biografen" antyder noget mere. Og endelig Jim O'Connor, en kollega til Tom og Lauras store forelskelse fra gymnasietiden. For Jim har årene efter skolen været alt andet end milde.

Cherry Jones og Kate O'Flynn.

Cherry Jones er en fænomenal Amanda. I programmet nævnes det, at hun tøvede med at tage rollen, men gudskelov gjorde hun det. Hun træder ind i rollen som den falmede matriark med en utrolig præcision. Hun dominerer scenen, og hendes forvandling til sydstatsværtinde, da den potentielle bejler ankommer, er bjergtagende. Hun kontrollerer samtalen med Jim totalt, nærmest i frygt for, hvad han kunne finde på at sige, hvis han fik ordet. Da jeg læste teksten for mange år siden, kunne jeg ikke have forestillet mig en bedre Amanda. Hun er intet offer; hun er beslutsom, en naturkraft og en slider. Intet er kommet let til hende, men hun kæmper ufortrødent videre.

Michael Esper, Cherry Jones og Brian J Smith.

Michael Esper er en vidunderlig fortæller i rollen som Tom. Man er fuldt bevidst om, at begivenhederne måske ikke er gengivet præcis, som de fandt sted, og at Tom uden tvivl fremstiller sig selv i et fejlfrit lys. Han er måske mest oprigtig, når han fortæller sin søster om sine natlige udflugter, og der er et kort øjeblik på altanen med Jim, der antyder hans tiltrækning af mænd. De to skuespilleres kropssprog er subtilt, men lader ingen tvivl om, at der er noget under overfladen – men erindringer er jo gode til at glatte den slags ud.

Kate O'Flynn i The Glass Menagerie.

Som Laura er Kate O'Flynn isoleret, skrøbelig og kluntet. Hendes nærvær, talemåde og fysik efterlader ingen tvivl om, at hendes fremtid ser dyster ud. Hun liver kun op i et kort øjeblik i Jims selskab, før hun hurtigt trækker sig tilbage i sin usikre, akavede tilstand. Øjeblikkene efter det skæbnesvangre kys viser hende som gennemstedet af hornet fra sin glas-enhjørning – en lydløs ødelæggelse.

Brian J Smith spiller den "gentleman caller", Jim. Han balancerer på kanten af det storladne, men virker samtidig præget af en skjult smerte. Gennem hans mantraer om selvudvikling får vi subtile hints om, at hans selvsikre facade dækker over ulykke. Hans scene med Laura er smukt spillet; medfølende og lokkende, men ender med et nådesløst slag.

Brian J Smith

Hver af disse karakterer er vævet smukt ind i denne familiehistorie fra St. Louis. Det er rigt, levende og smerteligt; det fejler aldrig, men er tværtimod dragende og hjemsøgende. Bob Crowley har placeret familien i en erindringsboble – et sort tomrum, hvor karaktererne dukker magisk op, og hvor hver bevægelse spejles i en voldgrav af sort, olielignende mudder. Familiens to rum har et sepia-farvet, antikt skær over sig takket være Natasha Katz' fantastiske lyssætning. De eneste glimt af farve og lys kommer fra glas-enhjørningen og lyset fra dansestedet, som man kan se fra den lille repos.

Michael Esper, Cherry Jones, Kate O'Flynn og Brian J Smith

Instruktør John Tiffany og Movement Director Steven Hoggett bruger teksten og skuespillernes fysik til at give denne opsætning en nærmest æterisk kvalitet. Elegant, enkel og smuk – det er en fryd at overvære, og den sidder stadig i mig.

De to timer, stykket varede, fløj afsted som et flygtigt minde. Jeg forlod teatret med en påmindelse om, hvor meget jeg elsker dette stykke, og hvor heldig jeg var at se så fremragende en opsætning. Mens jeg skriver denne anmeldelse, har jeg allerede besluttet, at et andet og måske tredje besøg er helt nødvendigt.

3. juni 2022 - Seneste nyt: En ny opsætning af The Glass Menagerie med Amy Adams i hovedrollen er netop åbnet på Duke Of York's i London. Læs mere her.